Da jeg var ti år, giftede min far sig for anden gang. Min nye stedmor blev hurtigt gravid og fik en dreng. Pludselig var jeg gratis barnepige, kok og rengøringshjælp i ét ingen løn, kun pligter.
Familien kaldte mig bare Hej, du. Jeg gik rundt i tøj, som for længst var blevet for småt, mens min lillebror fik nye lego-sæt eller tog hver anden dag. Da han blev ældre, mistede jeg også mit eget rum jeg blev flyttet ud i stuen, og min bror overtog mit værelse.
Hvis jeg skylder min far noget, så er det, at han satte en stopper for de fysiske afstraffelser, min stedmor ville iværksætte. Men ydmygelserne slap hun med. I daglige dryp fik jeg at vide, at jeg var grim ingen ville nogen sinde have mig og dum, så jeg aldrig ville få uddannelse eller andet end et job som rengøringskone.
Min stedmor gentog hver dag, at jeg kun var tålt i huset, til jeg fyldte atten år, og på min fødselsdag ville hun smide mig ud på gaden.
Alle mine ferier tilbragte jeg hjemme hos min farmor, hvor jeg kun blev betragtet som familiens sorte får. Hun bandede over den dag, hendes søn giftede sig med min mor, og hun glædede sig over, at mor var rejst sin vej.
Nogle gange lå jeg vågen og undrede mig over, hvorfor jeg ikke bare var blevet sendt på børnehjem.
Seks måneder før jeg blev atten, hørte jeg min far og stedmor tale sammen, og pludselig faldt brikkerne på plads. Min stedmor hviskede, at jeg nok aldrig ville gå med til det, men min far lovede, at han ville få mig til at overdrage min lejlighed, og hun måtte ikke bekymre sig.
Men dér tog han fejl. Stedmor havde al grund til bekymring. Hendes stikpiller og min brors små provokationer gjorde mig ikke noget mere.
Før var der frygt for at blive atten, men nu ventede jeg utålmodigt.
Til min fødselsdagsfest den første med kage og te i otte år var alle inviteret: far, stedmor, farmor og stedmors forældre.
Efter festen blev jeg bedt om at gøre klar til at forlade huset. Og da jeg spurgte hvorhen, sagde farmor med streng stemme:
Du er voksen nu. Fra i dag bærer du ansvaret. I dag skal du også takke familien for alt, de har gjort for dig. Nu går du til notar med din far og overdrager ham lejligheden. Den arvede du fra din mor, men sådan skulle det ikke være. Hun havde lovet et testamente til min søn. Nu skal du gøre din pligt gør dig klar.
Deres ansigter var så højtidelige, at jeg næsten ikke kunne lade være med at grine.
Ja, farmor. Jeg skal nok takke familien for alt, de har gjort for mig. Og som en særlig tak kører jeg jer ikke ud i dag I får en uge til at pakke. Nu er tiden gået.
Så brød kaos løs. Jeg blev kaldt utaknemmelig, stedmor skreg, hun havde opfostret en slange, far ramte mig på kinden, og stedmors forældre sagde, de havde advaret om børn af andre. Farmor gik med porten smækkende efter sig.
De flyttede. Hjem til farmor.
Et par dage senere kom min far med et stykke papir, og sagde, at når jeg nu ikke ville give ham lejligheden, måtte jeg betale denne gæld og gik sin vej.
Da jeg åbnede papiret, var der en liste:
Mad 324.000 kroner
Tøj 54.000 kroner
Skoleting 14.000 kroner
Toiletsager 2.660 kroner
Hvidevarer 4.620 kroner
Kommunal boligstøtte 64.800 kroner
I alt: 464.080 kroner
Hvordan kan det passe? Forældre har jo forsørgerpligt over for deres mindreårige børn. Alligevel virkede det som om min far ikke bekymrede sig om den slags.
Jeg fik et job og brugte seks måneder på at give en tredjedel af min løn til min far hver eneste måned for at betale gælden.
Det vil tage mig omtrent syv-otte år at få det hele ud af verden. Men så så er jeg endelig helt fri.
