Egen søn
Line, du fatter det ikke! Mikkel og jeg har besluttet at tage til Mallorca igen næste år! Sten var helt oppe at køre af glæde Han siger, han SKAL tilbage til det hotel med havudsigt. Hvad kan jeg stille op overfor min egen søn?
Det lød næsten, som om han ikke engang selv bemærkede, at han sagde egen søn.
Jeg er glad på jeres vegne, svarede Line, mens hun huskede, hvor rart alt havde været, indtil denne Mikkel dukkede op ude i horisonten, Egen søn Men du har altid sagt, at vi er en familie. At det ikke betyder noget, om man er barn af blodet eller ej.
Han havde altid sagt, hun var hans datter, og at det ingen forskel gjorde.
Nu starter du igen Line, helt ærligt! Du er min datter, det ved du godt. Jeg elsker dig jo som min egen. Men Mikkel
Han opdagede slet ikke, at han bare bekræftede hendes ord.
Mikkel er sønnen. Og jeg er bare en bekendt måske?
Line, hvad snakker du om? Jeg siger jo, du er som min egen!
Som egen Men har du nogensinde taget mig med til havet? På de femten år, hvor du har kaldt dig selv min far?
Det havde han ikke. Sten havde godt nok altid proklameret, at der ingen forskel var på hende og Mikkel, men Line kunne jo høre, hvor meget han gjorde for sønnen forskellen var ret åbenlys.
Det blev aldrig til noget, Line. Du ved, dengang havde vi ikke mange penge. Du er jo voksen nu, du forstår sikkert, hvad det koster at bo to uger på et femstjernet hotel Det er ikke småpenge.
Det forstår jeg, nikkede Line, Udgifter Det ville være for dyrt at tage mig med, men til Mikkel, som du først hørte om for et halvt år siden, vil du pludselig lægge udbetaling til lejlighed, så han kan flytte sammen med kæresten. Det er så småpenge, når det handler om sønnen?
Jeg køber da slet ikke nogen lejlighed! Hvor har du det fra?
Søde mennesker i omgangskredsen.
Så kan du hilse de søde mennesker og sige, de skal droppe rygterne.
Lines humør fik en lille opblomstring.
Mener du det, eller?
Selvfølgelig. For resten! Gæt, hvor vi skal hen på lørdag? og han svarede selv Gokart! Mikkel har kørt race på uni, og jeg er bare med for hyggens skyld.
Gokart, gentog Line, Det lyder jo vildt spændende.
Ja ikke? Helt vildt!
Må jeg tage med? Ordene røg ud af hende, før hun egentlig nåede at tænke.
Sten, som hellere ville have en undskyldning, begyndte straks:
Øh Line Du ville bare kede dig. Seriøst. Det er sådan lidt en drenge-dag, ikk? Vi skal bare have noget far-søn hygge.
Av
Altså det er sjovt for dig, men ikke for mig?
Det var ikke sådan ment Sten vred sig lidt i stolen, Vi har jo ikke set hinanden i årevis, så vi forsøger bare at indhente det forsømte. Det er vigtigt for os at gøre det sammen. Forstår du?
Forstår du Det var efterhånden blevet den mest spydige vending i deres nye leksikon. Man skulle bare forstå, at blod er vigtigere end bånd. At hendes plads nu er derude, uden for hegnet.
Mikkel var faktisk temmelig perfekt. Han voksede op uden far, for moderen gad aldrig fortælle Sten, at han overhovedet havde en søn. Men alligevel klarede Mikkel sig fantastisk. Klog, pæn, venlig.
Ja far, jeg havde lige lidt frivilligt arbejde i en hundekennel, lavede lidt udendørs reparation.
Far, vidste du egentlig, jeg er færdig med topkarakterer?
Far, se lige, jeg har ordnet din mobil.
Han var ikke bare søn. Han var nærmest prototype på den perfekte søn.
Senere samme aften, da Sten var gået hjem efter at have drukket kaffe hos Line, bladrede hun i gamle fotoalbums Brylluppet mellem Sten og hendes mor (hendes mor, der døde for fem år siden og efterlod Line og Sten alene). Her var de i sommerhus Og der da Line blev student
Intet blev nogensinde som før.
***
Line, er du vågen? Jeg har et spørgsmål. Det haster! Sten dukkede op allerede klokken otte om morgenen.
Sikke en haster, hva?
Line skubbede pandehåret væk med et hårbånd og satte gang i kaffemaskinen.
Mikkel og lejligheden.
Så det var altså sandt? udbrød hun.
Undskyld, men ja det er sandt.
Og til mig sagde du det ikke passede.
Jeg ville bare ikke gøre dig ked af det. Men jeg har brug for et godt råd! Jeg tror, jeg skal rykke på det. Han bliver jo snart gift, før eller siden. Når man er ung, skal man have sin egen base. Jeg ved, hvordan det er at stå uden.
Så tag et lån, mumlede Line, som virkelig ikke havde lyst til at diskutere lejlighedskøb for Mikkel. Han havde virkelig scoret den store præmie.
Ja, ja, jeg ved det godt. Men min kreditværdighed er jo elendig Mikkel mangler et skub. Han fortjener, at hans far som han aldrig har haft hjælper ham i gang.
Hvad mener du, jeg skal gøre?
Vil du hjælpe mig? Hvis jeg nu spørger dig pænt?
Det afhænger da af hvad
Her er sagen. Jeg har to millioner kroner på kontoen. Det er nok til udbetaling. Men banken vil ikke låne mig resten. Til dig derimod, vil de garanteret sige ja. Du har styr på økonomien. Vi tager lånet i dit navn. Jeg betaler selvfølgelig af.
Drømmen om ingen forskel mellem jer faldt til jorden. Der ER forskel. Det var jo ikke Mikkel, der skulle tage skraldet.
Siger du, Mikkel får lejlighed, og jeg får gælden?
Sten rystede på hovedet med en fornærmet mine, som om det var hende, der lige havde fornærmet ham.
Nej, sådan er det ikke! Jeg skal jo nok betale! Du lægger bare navnet til, det er alt. Tænk over det
Ved du hvad, Sten, det er slet ikke det, jeg tænker over. Jeg tænker mest på, at du ikke betragter mig som din datter længere. Nu har du en søn. En du har kendt i et halvt år. Jeg har du kendt i femten år men det er kun blodsbåndet, der gælder.
Det passer ikke! Sten blev rød i hovedet Jeg elsker jer ens!
Nej, ikke ens.
Line, det er ikke fair! Men han ER jo min egen
Tæppet faldt. Hun var ikke længere hans datter, bare bekvem, acceptabel indtil den ægte vare meldte sig på banen.
Det er helt fint, Line forsøgte at gøre stemmen så rolig som muligt, Jeg kan ikke, Sten. Jeg får sikkert selv brug for at købe bolig på et tidspunkt. Der er ingen chance for, at jeg får lov til to realkreditlån.
Det virkede som om det først gik op for ham nu, at hun heller ikke havde sit eget.
Nå ja, du har jo heller ikke din egen han rettede lidt på uret, Men du kunne jo godt lige hjælpe, i det mindste indtil du køber selv. Det er jo bare for et par år.
Nej. Jeg skriver ikke under på noget.
Hun forlod ikke engang rummet med forventningen om, han forstod hende.
Fint, sagde han, Hvis du ikke kan hjælpe mig som datter så klarer jeg den vel selv.
Om han nogensinde virkelig anså hende som sin datter, kunne være lige meget. For nu kunne hun kun se Sten på billederne.
En aften, imens hun scrollede igennem Facebook, dukkede det op.
Et foto i Kastrup lufthavn. Sten og Mikkel. Begge i lyse jakker. Sten med hånden på Mikkels skulder, og billedteksten: Flyver til Dubai med far. Familie er det vigtigste.
Familie.
Line lagde mobilen fra sig.
Hun kom i tanker om én ting fra barndommen, længe før hendes mor blev gift med Sten. Hun var fem år, og de boede småt. Hendes dukke, gave fra mormor, var gået i stykker. Hun græd, men hendes egen far sagde: Line, hold op med at tude over ingenting! Forstyr mig ikke.
Man skulle aldrig forstyrre ham. Det eneste han virkelig interesserede sig for, var en øl. Man kan sige, at Line reelt aldrig havde haft en far. Og hun havde bildt sig ind, at Sten kunne erstatte ham
Senere forsøgte Sten igen at overtale hende.
Line, jeg har tænkt over det vi skal altså arbejde med din mistillid
Hvilken mistillid, Sten? Jeg sagde dig klart nej.
Du forstår mig ikke. Se, Mikkel kendte mig ikke. Han har aldrig haft en far. Nu må jeg prøve at indhente det tabte. Han er voksen. Han skal bruge sin egen bolig. Og du skal intet andet, end at skrive under jeg lover, du skal ikke betale en klink!
Ville ønske nogen udfyldte mine huller
Det tændte ham pludselig helt af.
Line, nu stopper du! Jeg gider ikke konflikter. Jeg elsker dig, forstå nu det! Men Mikkel ER min familie. Den rigtige. Har du egne børn en dag, forstår du. Ja, jeg elsker jer forskelligt det betyder ikke, jeg ikke har brug for dig!
Brug for som ressource.
Line, slap nu af! Du overdriver bare det hele.
Du er gået all in på ham på bare seks måneder, Sten, sagde Line, Jeg beder dig ikke om at vælge. Det behøver jeg ikke. Valget er jo tydeligt: Mikkel er din egen. Og jeg har aldrig været det.
Der gik et halvt år. Sten ringede aldrig. Ikke én eneste gang.
En dag dukkede et nyt billede op på Facebook.
Sten og Mikkel. Med bjergene bag sig. Sten i smart skitøj. Tekst: Mikkel lærer far at stå på snowboard! Han er måske lidt gammel, men med sønnen går alt!
Line stirrede længe på billedet.
Hun satte sig ved skrivebordet for at færdiggøre et regnskab, da hendes telefon blinkede. Ukendt nummer.
Hej, det er Mikkel. Far har givet mig dit nummer, for han tør ikke selv ringe. Han bad mig sige, at han fandt en løsning på lejligheden uden din hjælp, og han håber, du har det godt. Han vil så gerne, du kommer til pinse. Han kan ikke forklare hvorfor, men han beder meget om det.
Hun startede på et svar, slettede og skrev om flere gange.
Hej Mikkel. Sig til Sten, jeg er glad for alt går godt for ham. Jeg tænker også på ham. Men jeg kommer ikke til pinse. Har mine egne planer. Jeg skal til stranden.
Hun nævnte ikke, at billetterne var købt med egne spareskillinger, og at havet ikke lå ved Mallorca men i Skagen. Og ikke med far, men med en veninde.
Line trykkede send.
Og tænkte, at man faktisk godt kan være lykkelig også uden ham.
