Altså, jeg skal bare dele det her med dig, for det føles lidt som en daglig snak over kaffen. For et stykke tid siden mødte jeg en pige, der bare var så smuk ved første øjekast. Vi gik tit ture sammen rundt i København, tog på små udflugter ud af byen til steder som Roskilde eller måske en hyggelig strand. Vi nød at slentre rundt, tage en latte på caféer nede ved Søerne og smuttede selvfølgelig også i biografen en gang imellem.
Men du kender mig jeg var helt vild med hende og ville bare have hende tæt hele tiden, ikke kun på aftaler. Jeg lagde kortene på bordet og spurgte hende, om hun ville gifte sig med mig. Hvad skulle jeg vente på? Vi har det skønt sammen, vi elsker hinanden. Så vi blev gift og begyndte at bo sammen det føltes bare rigtigt.
Min mor ja, du ved hvordan hun kan være var ikke så vild med Freja fra begyndelsen. Hun sagde det endda direkte til Freja, ret ubehageligt faktisk. Freja havde slet ikke lyst til at bo sammen med min mor, selvom jeg egentlig synes, det kunne være hyggeligt og praktisk. Vi har en toværelseslejlighed inde på Nørrebro, hvor vi kunne have vores eget værelse og min mor kunne have det andet. Men Freja ville bare slet ikke gå med til det. Hun holdt på, at vi skulle bo sammen i hendes kollegieværelse, og sådan blev det efter brylluppet.
Jeg har altså aldrig forestillet mig at skulle bo på kollegie virkelig ikke min stil. Først og fremmest er jeg ikke fan af de fælles bade og toiletter. Jeg følte mig super utilpas der, kunne knapt nok tage et bad uden at tænke på det. Og hold nu op med de der små dyr! Der kravlede sølvfisk og edderkopper rundt overalt. Hvordan kan man abstrahere fra det? Men Freja tog det bare helt roligt og sagde: De har aldrig spist nogen før. Du overdriver. Hun synes virkelig, det er no big deal, men jeg kunne bare ikke vænne mig til det. Og der er vrøvl og larm hele tiden. I naboværelset er der et par, der skændes konstant.
I den anden retning er der en familie med en lille pige, der skriger og græder natten lang, så ingen får sovet, ikke engang os. Og for nylig røg jeg så også uklar med en nabo, der havde fået lidt for meget at drikke og begyndte at lave ballade midt om natten. Jeg prøvede at dæmpe situationen, men siden har han prøvet at stikke lidt til mig og trække mig med ind i alle mulige konflikter. Jeg har bare slet ikke lyst til at være der. Jeg har foreslået Freja, at vi kunne prøve at leje en lejlighed for os selv.
Men hun vil ikke. Hun siger, hun føler sig hjemme på kollegiet og er virkelig glad der. Hvis vi havde råd til vores egen lejlighed, ja, men det er jo dyrt nok som det er her i byen vi snakker let 12.000 kr om måneden, og det er stort set hele min løn. Min mor har derfor sagt, at vi altid kan flytte tilbage til hende, og hun lover at holde sig udenfor vores forhold. Men bare tanken får Freja til at sige nej med det samme.
Nu er hun også begyndt at snakke om, at vi skulle have børn. Hun tror, det vil gøre familien stærkere, og jeg vil jo virkelig gerne være far. Men hver gang jeg tænker på, hvordan et barn skal høre på skænderier og skrigeri og bo på sådan et kollegieværelse, får jeg det helt skidt. Af og til kommer jeg til at overveje, om det ville være bedst at gå hver til sit ikke fordi jeg ikke elsker hende, men fordi de rammer ikke er rigtige.
Jeg drømmer om, at mit barn kan vokse op et sted, hvor der er ro, et hyggeligt hjem og lidt privatliv. Jeg ved bare ikke, hvor længe jeg kan holde til det her. Mine nerver er helt på overarbejde, og Freja nægter at mødes på midten. Jeg håber, vi finder en løsning, men lige nu føles det som om, vi står helt fast.
