Da jeg var barn, drømte jeg om at blive voksen, så jeg selv kunne bestemme alt: spise lige, hvad jeg havde lyst til, gå i seng når jeg ville, tage ud uden at spørge nogen om lov. Nu kan jeg kun grine af mit lille, naive jeg. Virkeligheden ramte mig den dag, jeg flyttede ind i min egen lejlighed: rengøring, madlavning, husleje, regninger, indkøb… alt sammen dækket af én løn, der nærmest ikke strakte til. Jeg troede, frihed betød selv at vælge, hvad jeg skulle spise til aftensmad. Jeg anede ikke, det mest handlede om at regne ud, om jeg havde råd til både ris og sæbe i samme måned.
En dag gik det op for mig, at jeg i ugevis ikke havde haft en rolig morgenmad. Jeg stod op, tog et hurtigt bad, redte sengen, og styrtede ud for at nå bussen. På vej til arbejde kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde svaret på en mail fra chefen, at jeg skulle betale internettet inden fredag, og at mit Dankort næsten var maxet ud. “Voksenfrihed” viste sig at være en uendelig to-do-liste, ikke nogen opfyldt barndomsdrøm.
Når jeg endelig kom hjem, faldt trætheden over mig som en mursten. Jeg åbnede køleskabet med et håb om, at der var noget, der bare stod klar til at spise. Men nej jeg skulle vaske op, skære, lave mad, og så endnu engang vaske op bagefter. Nogle aftener nøjedes jeg med rugbrød og ost, bare for at slippe for at tage stegepanden frem. Men selv da hvilede jeg ikke; tankerne fortalte mig, at vandregningen var høj, jeg skulle tjekke utætheden i badeværelset, tøjet fra morgenen lugtede, fordi jeg havde glemt at hænge det op på tørrestativet.
Vennerne sagde tit: “Lad os ses.” Men hver gang vi prøvede at lave aftaler, stod alle med hver deres problem: den ene havde overarbejde, en anden tog sig af en syg mor, en tredje havde ikke råd til at tage ud, og den fjerde var bare helt udmattet. Som teenagere så vi hinanden næsten hver dag; som voksne kunne der gå en måned mellem vi mødtes. Og når vi endelig samles, handlede samtalen om træthed, regninger og ondt i ryggen. Vi var unge, men lød som gamle pensionister.
Det sværeste var erkendelsen af, at ægte hvile ikke eksisterer. Selv weekenderne blev til en liste med opgaver: vasketøj, rengøring, planlægning af ugen, indkøb, og at ordne småting der var gået i stykker. En lørdag stod jeg og græd, mens jeg vaskede gulvet, fordi jeg tænkte: “Selv når jeg holder fri, arbejder jeg.” Som barn kaldte jeg det frihed; nu gjorde jeg alt det, voksne før gjorde for mig men nu var der ingen til at hjælpe.
Arbejdslivet var heller ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg troede, at det ville give mig en følelse af tilfredshed. Jeg vidste ikke, at det også indebar at smile, selv når jeg ikke havde lyst, at høre dumme kommentarer, jagte mål, der ændrede sig hver uge, og se det meste af min løn forsvinde til ting, jeg knap nok ser. En dag stod jeg og regnede på, om jeg havde råd til både frokost og et månedskort til Movia. Det er ikke noget, nogen fortæller dig som barn. Ingen forklarer, at voksenlivet er én lang række af regnestykker.
Jeg troede, det at blive voksen betød frihed. Men i virkeligheden handler det om en mærkelig balance mellem træthed, ansvar og små, korte stunder af ro. I dag har jeg lært, at ægte frihed betyder at acceptere, at livet nok aldrig bliver som jeg troede og at finde glæde i de øjeblikke, hvor verden står stille.
