Du, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget om Mette. Hun er virkelig en moderne kvinde eller i hvert fald prøver hun at være sådan. Hun ser altid ordentlig og stilfuld ud, hvilket nok skyldes det gode job, hun har, og cheferne sætter virkelig pris på hende. Hun har to voksne sønner: den ældste er 38 år, og den yngste er 30. Derudover har Mette selvfølgelig to svigerdøtre.
Hun plejer altid at sige, at hendes svigerdøtre er vidt forskellige præcis ligesom sønnerne i øvrigt også er. Det giver jo helt god mening, ikk? Den ældste svigerdatter, Anemone, er opvokset på landet. Mette har aldrig været typen, der tænker i kasser om by og land, men altså, Anemone er lidt en kliché på en rigtig landpige.
Mette blander sig aldrig i sønnernes familieliv hun har faktisk ingen idé om, hvordan de bor, eller hvordan de har det med konerne. Alt hvad hun om hendes ældste søn og Anemone har hun hørt er, at de egentlig mest blev gift, fordi Anemone blev gravid og deres første barn blev født fem måneder efter brylluppet. Og Anemones forhold til sin mand virker mest praktisk, som om han bare er en del af inventaret.
Derudover er Anemone lidt svær at komme ind på livet af. Hun ringer kun til Mette, når hun har brug for noget, eller hvis der er problemer hun elsker at brokke sig. Hun har i øvrigt ingen venner, for hun er bare så svær at snakke med.
Så er der den yngste svigerdatter, Regitze. Hun er totalt anderledes. Efter brylluppet blev hun ret gode venner med Mette og elsker at snakke med hende. Faktisk fik Mette hende ind på sit arbejde, og alle kollegerne roste Regitze for at være virkelig flittig og sød. Regitze har kun et lille udvalg af nære venner, som hun ses med indimellem.
En grå og halvkold formiddag tropper Anemone pludselig op på Mettes kontor. Mette ved godt, at der har været problemer hjemme hos sønnen, men hun holder sig altid på afstand. Denne dag dukker Anemone op sammen med sin søster.
Nu går den altså ikke længere, Mette. Jeg har fået nok! Jeg har besluttet at flytte fra din søn og leje en lejlighed selv. Han kan passe sig selv, den klovn. Godmorgen, Anemone. Du ved jo, jeg ikke blander mig. Men fortæl mig lige hvor vil du leje, og hvordan får du børnene i skole hver dag?
Jeg flytter ind midt i byen. Men Anemone, har du tænkt på, hvordan du vil betale huslejen? Lejligheder i centrum koster jo kassen.
Det er faktisk derfor jeg er her! Som farmor har du et ansvar og jeg synes du skylder mig at hjælpe. Anemone, jeg har altså ikke bare et par hundrede tusind kroner liggende til dig. Men hvis pengene virkelig er så vigtige, så vent til i aften. Jeg kan tage dem ud af min konto og give dig det, du mangler. Jeg havde aldrig troet, du ville have brug for så mange penge.
Kom nu, Anemone sagde søsteren og hev hende i ærmet du ved jo egentlig godt, at en mor altid holder med sin egen søn.
Lige da de er på vej ud, får de øje på Regitze, der står i døråbningen og ser lettere chokeret ud. Hvad glor du på? Tro mig, du får præcis samme behandling! Hvis du pludselig mangler, får du heller ingen hjælp!
Regitze bliver helt paf over de to sure søstre. Hun sender et spørgende blik til Mette, og Mette siger bare: Der er ikke så meget at gøre, skat. Jeg overfører nogle penge til hende i aften, hvis hun har så stor brug for dem. Der er jo ikke noget at gøre børnene kan ikke flytte på kollegie endnu. Det er bare penge man skal ikke tro på alt, hvad Anemone sigerRegitze smiler forsigtigt, men siger ikke noget. Hun trækker Mette til side, mens Anemone og søsteren forsvinder ned ad gangen, støjende som et pludseligt stormvejr, der trækker sig væk.
Du gør altid, hvad du kan for alle, hvisker Regitze og tager Mette i hånden. Jeg ved godt, du ikke kan løse alt. Men det betyder noget at vide, du aldrig er ligeglad.
Mette trækker på skuldrene og forsøger at skjule sin bekymring under en hverdagsagtig mine. Men da hun kigger op, står Regitze stadig og smiler til hende med et blik, fyldt med taknemmelighed.
Senere den aften sidder Mette alene ved køkkenbordet. Hun har overført pengene, som hun havde lovet. Ude fra stuen kan hun høre regnen slå mod ruden. Hun tænker på sønnerne, på svigerdøtrene, på hvordan familieliv sjældent er så simpelt, som folk tror. Men midt imellem forventninger og skuffelser, krav og kærlighed, findes der små øjeblikke som når Regitze tager hendes hånd.
Mette rejser sig, hælder en kop te op og ser ud i mørket. Familien er måske lidt skæv og broget, men for hende er de alle sammen selv Anemone stadig hvad der betyder noget. Og hun ved nu, at selv om hun ikke kan løse alt, kan hun værne om dem på sin egen måde. Hver eneste dag, i de små handlinger, i de stille samtaler, i de ord der aldrig bliver sagt.
Og i det øjeblik føler Mette sig ganske moderne og mere end klar til morgendagen.
