Gå hjem! Så snakker vi der! sagde Mads utilfreds og kiggede væk. Jeg har ikke lyst til at underholde forbipasserende med skænderier!
Helt fint! fnøs Vibe. Det siger du bare!
Vibe, prøv ikke min tålmodighed! truede Mads. Vi taler sammen derhjemme! Uh, hvor er du farlig! svarede hun, smed fletten om på ryggen og gik bestemt mod huset.
Mads ventede, til Vibe var langt nok væk, tog så mobilen frem og sagde dæmpet:
Ja, hun gik hjem nu! Tag godt imod hende, som vi har aftalt! Og husk kælderen lidt ydmyghed skader ikke! Jeg er der snart!
Han puttede telefonen i lommen og var klar til at gå ind i købmanden for at fejre, at han havde sat konen på plads. Men pludselig tog en helt fremmed mand forsigtigt fat i hans arm.
Undskyld, at jeg bare sådan griber fat i dig! smilede manden undskyldende. Der var en ung kvinde sammen med dig
Det er min kone, hvad med det? Mads rynkede brynene.
Nej nej. Manden blev nærmest forlegen. Må jeg spørge, om din kone tilfældigvis hedder Vibeke Lauritzen?
Vibeke ja, nikkede Mads. Før vi blev gift hed hun Lauritzen. Hvorfor? Hvad vil du?
Og hendes far, hed han Søren?
Det gjorde han, svarede Mads, nu endnu mere irriteret. Hvor kender du min kone fra?
Beklager virkelig, jeg er ikke personligt bekendt med hende! Manden blev rød i hovedet. Jeg respekterer hende bare sådan set på afstand!
Nå, beundrer, lad mig lige ramse dine ribben op, hvis du har tænkt dig at stjæle min kone! Mads skulede truende.
Nej, du forstår helt forkert! Jeg følger hendes talent!
Talent? Jeg har ikke ligefrem lagt mærke til noget særligt, Mads så tvivlende ud.
At blive livsvarigt udelukket fra thaiboksning som 18-årig pga. for meget vildskab, det kræver alligevel et vist talent! udbrød manden.
Synd, hun stoppede, lige da hun begyndte at vinde turneringer. Hun var fantastisk i ringen!
Mads rystede så meget på hænderne, at hans mobil smuttede ud og blev spredt ud over fortovet. Han fik hastigt samlet den op, men nu ville den ikke tænde.
Han løb hjem og mumlede for sig selv:
Bare jeg når det i tide!
Da Vibe dukkede op i vores lille landsby for tre år siden, lagde alle mærke til hende straks. Unge, energiske kvinder, der slår sig ned i små bysamfund midt i Jylland, sker jo ikke hver dag. Hun fik hurtigt job som idrætslærer i indskolingen.
Først tænkte folk, at hun var sådan en nyuddannet, der bare skulle arbejde sine første år af og så flytte tilbage til storbyen. Men hun blev boende. Og alene.
Det er besynderligt, hviskede damerne til hinanden over rugbrødet. Sådan en flot pige, og hun kommer helt alene! Der må være noget mærkværdigt bag det!
Højst sandsynligt har hun haft et brud og trænger til et fristed, mente en anden. Eller også er hun flygtet hjemmefra. Det ser man jo på DR!
Mads holdt øje, men gik ikke hen til Vibe med det samme.
Man ved aldrig, hvad folk slæber rundt på, tænkte han. Før jeg gør noget, må jeg lige se, hvad hun egentlig er for én.
På lærerværelset gik snakken. Og til sidst, efter et halvt år, fortalte Vibe lidt om sit liv:
Mine forældre har haft virksomhed, men pludselig gik det dårligt, og så ville de have mig gift med en de mente kunne banke forretningen på fode. Jeg syntes, jeg så bedre ende selv end at lade dem bestemme over mit liv.
Så du rejste væk alene? spurgte en kollega.
Overalt er der mennesker, man kan lære at kende, smilede Vibe. Jeg vil hellere klare mig selv end nøjes med at gifte mig for familiens skyld!
Rygtet spredte sig, og Mads vidste, han ville have hende.
Jeg tager hende til kone! Vores kvinder her er alt for forkælede. Hun har ingen familie her, ikke noget bagland. Hun bliver en god én for os! proklamerede han for sine forældre og storebror.
Hun er ung og rask, sportspige og god med børn. Hun skal nok klare at hjælpe til derhjemme! sagde faderen.
Fantastisk valg! svarede de andre.
Mads var tillige viceleder på den lokale grøntgrossist. Han havde et godt job, og hans storebror Jesper var ansvarlig for lageret. Selvom folk syntes, de var strenge, fungerede stedet upåklageligt.
Hvordan skulle Vibe sige nej til en så vellidt fyr? Hun gik med til at gå ud med ham. En måned senere flyttede hun ind i huset hos Mads og hans familie.
Vi er én stor familie! sagde svigermor Karen livligt. Her løfter vi i flok, sådan gør vi altid!
Vi havde altså ikke rigtig noget system hjemmefra, mumlede Vibe. Mina forældre havde folk ansat til alt!
Jamen, det lærer du da, klappede svigerfar hende på skulderen. Du er jo idrætslærer, du kan lære alt!
Jeg er bare ikke god til uretfærdighed, sagde Vibe stille.
Kære, svarede Karen, livet i en familie har regler gennem generationer. Respekt, ydmyghed sådan sørger vi for hinanden!
Okay, hvis det er sådan man gør, nikkede Vibe. Men så håber jeg, vi er enige om, at der ikke bliver tale om gamle tiders straf?
Vi ejer hverken stokke eller stalde! lo svigerfar.
Men allerede en måned senere begyndte de at sætte stærke grænser for Vibes frihed.
Hvor skal du hen? Der er masser at lave! Og ikke at glemme haven, hønsene og ænderne! Vibe! råbte Karen. Vi er en familie!
Sandheden var, at hun knoklede med det hele sammen med svigermor, mens Mads og Jesper var væk på arbejde næsten døgnet rundt. Svigerfar kom mest med gode råd.
Vibe begyndte at kræve ordentlig behandling til gengæld for alt hun lavede. Hun sagde klart fra, hvis hun syntes, noget ikke var rimeligt.
Hvis vi skal knokle, så gør vi det alle sammen! sagde hun. Det er ikke meningen, nogen skal ligge og slappe af, mens andre knokler!
To og et halvt år gik. Hun nægtede fortsat at finde sig i urimeligheder. Krevede, at alle tog deres del derhjemme.
Sikke et temperament den Vibe har! brokkede Karen sig til de andre.
Hun respekterer mig slet ikke! sukkede svigerfar Søren. Beder jeg hende hente en pude eller et glas vand, er hun ligeglad!
Mads, det holder ikke! sagde Jesper. Hun krænker vores forældre. Det går altså ikke!
Jeg synes også, hun tager overhånd, sagde Mads. Hun gør, som hun vil. Vi må sætte hende på plads!
Du tager hende med ud og går en tur, så sender du hende hjem alene. Så tager vi imod hende, og får en alvorlig snak!
Hvis hun ikke forstår ord, må vi bruge lidt håndfaste metoder! Og bliver hun helt umulig, må hun en tur ned i kælderen, så siger vi bare på skolen, at hun er på ferie! Det beroliger hende!
Sådan blev det. Mads fik slentret rundt med Vibe, mens familien gjorde sig klar og ventede spændte på signalet fra ham.
Men Mads nåede ikke hjem i tide.
Haven lå, som den plejede, men hoveddøren var blæst af hængslerne og manglede. Inde i forgangen sad Jesper og græd, mens han kneb om sin brækkede arm. Uden at tøve ringede Mads 112 og stak telefonen til broren.
Svar nu, råbte Mads gennem chokket.
I entreen slog svigerfar blidt i gulvet, bevidstløs, men i live. I køkkenet sad Karen, forslået og med en knækket kagerulle i hænderne.
Vibe sad ved spisebordet og drak te.
Nå, elskede? smilede Vibe. Kommer du efter din omgang?
N-nej, mumlede Mads.
Så ved jeg ikke, hvad jeg kan byde på. Måske lidt retfærdighed i familien?
Det skulle du have sagt før! udbrød han Du kunne have…
Jeg kender min grænse! Og alle fik, hvad de kom efter. Gik de til mig med noget, fik de med det igen!
Kagerullen knækkede jeg mod knæet, og din mor ramlede selv ind i døren i farten!
Hvordan skal vi overhovedet komme videre herfra? spurgte Mads.
Vi prøver med retfærdighed og fred i huset, sagde Vibe med et lille smil. Og du kan godt glemme alt om skilsmisse jeg er gravid! Mit barn får en far!
Mads slugte Godt, elskede.
Da alle var kommet på højkant igen, blev reglerne i huset hurtigt lavet om.
Nu var der ro og respekt i hjemmet og ingen, hverken ung eller ældre, gik nogensinde mere over stregen.
