Om tre måneder skal jeg giftes med min forlovede, Nikolaj. Jeg er vokset op i en familie, hvor bryllupper er forholdsvis simple en ceremoni, god mad, musik, dans og ikke så meget andet. Men Nikolajs familie har deres helt egen tradition: Til brylluppet skal bruden holde en særlig tale og takke brudgommens forældre, og så skal hun give en symbolsk gave som tegn på, at hun er blevet optaget i familien.
Kun bruden.
Ikke brudgommen.
Da hans mor først nævnte det, troede jeg faktisk, hun lavede sjov. Men hun sagde, det havde de gjort i generationer: bruden takker brudgommens forældre, fordi de åbner døren til familien. Det lød mest som en slags eksamen, synes jeg. Jeg foreslog, at vi begge kunne holde en fællestale og sige tak til begge familier. Hun smilede lidt og sagde, at det var noget moderne pjat.
I starten virkede det ikke som noget, Nikolaj tog alvorligt. Men ved næste middag med hans familie sagde hans far, at i deres familie respekterer man traditioner. Og hans mor tilføjede, at de ikke ønskede en svigerdatter, der kommer og ændrer alt.
Ordet ønskede fik mig til at føle mig lidt som en ledig stilling.
Da vi kom hjem, talte jeg med Nikolaj. Jeg sagde, at jeg gerne ville takke, men ikke hvis det kun er mig, der skal bøje nakken, mens han står og ser på. Han svarede, at det jo bare var en gestus. Så spurgte jeg, hvorfor gestussen ikke måtte være gensidig. Han var lidt blank. Han sagde mest bare, at han ikke ville have ballade med sine forældre.
Så foreslog jeg en løsning: Vi holder en fælles tale og giver en gave til hver af forældrene ligeværdigt, til begge familier. Personligt syntes jeg, det lød hyggeligere. Men da vi nævnte det, blev svigermor alvorlig. Hun sagde, at det ville udvande traditionen. Svigerfar mente, at hvis jeg begynder på dén måde, vil jeg nok snart bestemme det hele.
Så gik det op for mig: Det handler ikke om talen. Det handler om territorium.
For at undgå drama foreslog jeg, at vi kunne gøre det privat inden brylluppet. Men det blev straks afvist det skulle ske foran alle gæsterne, så alle kunne se respekten.
Og så vågnede min danske stædighed. Jeg respekterer folk, men jeg laver ikke ydmygende optrin. Nikolaj bad mig om at gøre det for familiens skyld, for sådan gør man i hans fars hjemegn et lille by i Fyn, sågar. Og så sagde jeg noget, jeg aldrig troede, jeg ville sige før vi giftede os:
Hvis fred kun findes, når jeg altid skal bøje mig så er det altså ikke fred, men kontrol.
Nu står Nikolaj som buffer mellem mig og hans forældre. Min egen mor siger, at jeg ikke skal starte ægteskabet med at slå mig med svigerforældrene. Min bedste veninde, Astrid, siger, at hvis jeg giver mig nu, så kommer jeg til at give mig for værre ting senere. Svigerforældre begynder allerede at omtale mig som besværlig og respektløs.
For mig er det ret tydeligt. Jeg er okay med at sige tak. Men jeg kan ikke gå med på regler, der kun gælder for mig, fordi jeg er bruden.
Og helt ærligt
Jeg ved faktisk ikke, om jeg tager fejl ved at nægte at følge traditionen præcis som de ønsker.
