30. december
Jeg har altid opdraget min datter alene, og mit eneste ønske har været, at hun skulle vokse op som et ordentligt og respektfuldt menneske. Intet har været for dyrt jeg har slidt for at sørge for alt, hvad hun havde behov for. Livet har ikke været nemt for hende, især efter hun mistede sin mor så tidligt.
Min datter, Sille, har ofte lidt under de andre børns drillerier. De holdt sig ikke tilbage med at gøre nar af hende, så hun både blev ked af det og bekymret. Jeg forsøgte altid at trøste hende, og fortalte hende, at tilværelsen nu en gang kan tage nogle uventede drejninger. Min kærlighed til Sille har ingen grænser, og især i sådanne stunder forsøgte jeg at vise hende det tydeligt.
Silles yndlingshøjtid har altid været nytårsaften. Hun ventede spændt på den dag, fyldt med håb om, at alle hendes ønsker ville blive opfyldt. Skolen delte hvert år gaver ud til børnene, og eleverne kom klædt i flotte kostumer og kjoler. Pengene har ofte været små for mig, men jeg gjorde mit bedste for, at Sille skulle stråle på denne særlige dag. Én gang købte jeg hende endda en vidunderlig kjole og Sille blev klassens stjerne, og alle de andre børn beundrede hende. Hun var lykkelig og vendte hjem med taknemmelighed, hun næsten ikke kunne holde inde.
Årene gik, og Sille blev voksen. Da hun afsluttede gymnasiet, drog hun til København for at læse videre på universitetet. Tingene faldt ud præcis, som hun håbede, for Sille var altid kvik og målrettet. Livet i byen gjorde indtryk på hende hun blev hurtigt fascineret af penge og begyndte at agere mere beregnende. Hun indledte forhold til mænd, der gerne brugte penge på hendes fornøjelser og på dyre spisesteder.
Da Sille blev gravid, skulle hun giftes, og lykken strålede ud af hende, eftersom hendes udvalgte kom fra en velhavende familie. Men hun tænkte ikke på at invitere mig eller de øvrige slægtninge til brylluppet. Hun sendte mig blot en besked, hvori hun bad mig om at blive væk hun forklarede, at brylluppet kun var for de rige, og det mente hun ikke, jeg var.
Sorgen over den behandling skar dybt i mig. Alle de år, jeg havde brugt alle mine ressourcer på hende, støttet hende og altid været der var der virkelig nogen retfærdighed i, at jeg blev udelukket sådan? Efter at have tænkt tingene igennem, besluttede jeg alligevel at tage til byen.
Da gæsterne blev modtaget, gik jeg stille hen til Sille, gav hende en lille buket blomster, kyssede hende på kinden og ønskede hende al lykke og så vendte jeg mig om og gik. Sille blev stående, som forstenet. Hun blev overvældet af skam, og hendes dårlige samvittighed nagede hende. Hvordan kunne hun dog behandle den person, der stod hende allernærmest, så groft?
Sille løb efter mig hun græd, bad om tilgivelse og lovede, at hun aldrig igen ville handle så hjerteløst.
I dag forstår jeg, at ægte kærlighed og opdragelse ikke altid kan beskytte ens nærmeste mod livets fristelser eller fejl. Men jeg ved også, at tilgivelse og nærvær kan bygge broer selv over de dybeste afgrunde.
