Ved siden af mig, på en bænk i parken, sad en lille dansk pige på fem år. Hun svingede benene frem og tilbage og begyndte at fortælle om sit liv:
Jeg har aldrig mødt min far, for han forlod mig og mor, da jeg var meget lille. Mor døde sidste år. De voksne sagde til mig, at hun ikke skulle komme tilbage, fordi hun nu var død.
Pigen kiggede op på mig og fortsatte:
Efter begravelsen kom min moster Ida, mors søster, og boede sammen med mig. De sagde, at hun var god, fordi hun ikke sendte mig på børnehjem. Nu er hun min værge, og jeg bor sammen med hende.
Hun blev stille et øjeblik og kiggede ned under bænken, før hun igen begyndte:
Da jeg flyttede ind hos moster Ida, begyndte hun at rydde op. Hun samlede alle mors ting og ville smide dem ud. Jeg græd, og bad hende lade mig beholde dem. Så lod hun mig have dem. Nu sover jeg i det hjørne, hvor mors ting ligger. Om aftenen lægger jeg mig oven på dem, og det føles som om hun stadig er tæt på mig.
Hver morgen får jeg mad af moster. Hun er ikke særlig god til at lave mad, mor lavede meget bedre mad, men alligevel siger hun, at jeg skal spise det hele. Jeg gør det for ikke at skuffe hende, for jeg ved, hun gør sit bedste. Det er jo ikke hendes skyld, at hun ikke kan lave mad som mor. Når jeg har spist, sender hun mig ud at lege, og jeg må ikke komme hjem før det begynder at blive mørkt. Moster Ida er meget, meget venlig!
Hun elsker at fortælle om mig til sine veninder og naboer, der ofte kommer på besøg. Jeg kender dem ikke, men de besøger os tit. De nyder te sammen, og hun fortæller sjove historier, siger pæne ord om mig og forkæler både gæsterne og mig med kager.
Pigen sukkede og fortsatte:
Jeg kan ikke spise kager hele tiden, men moster har aldrig skældt ud på mig. Hun er kun god mod mig. En dag fik jeg endda en dukke af hende, selvom dukken er lidt mærkelig dens ben er skævt, og den har et øje, der ikke roterer rigtigt. Mor gav mig aldrig en dukke, der var ødelagt.
Hun hoppede ned fra bænken og begyndte at springe på ét ben:
Jeg må skynde mig, fordi moster har sagt, at hendes veninder kommer i dag, og jeg skal være pæn til de kommer. Hun har lovet mig et stykke af en lækker kage bagefter. Farvel!
Pigen hoppede afsted for at klare sine ærinder, og jeg sad tilbage og tænkte længe. Mine tanker kredsede om den gode moster Ida. Hvorfor havde hun brug for, at alle så hende som særlig? Er det muligt bare at se på et barn, der sover på gulvet omgivet af sin mors gamle tøj, uden at prøve at hjælpe ham højere op? Måske handler det ikke om at vise sin godhed, men om virkelig at være god og indse, at ægte omsorg kan gøre en verden til forskel for et barn, der har mistet alt.
