«En fremmed gæst»
I begyndelsen af mobiltelefonens æra var vi nygifte. Vi flyttede ind i et splinternyt rækkehus i udkanten af København. Lejlighederne var fuldstændigt fantastiske. Planløsningen jeg siger det bare var lige til et boligmagasin. Vi elskede alt ved det, bortset fra trapperummet, hvor vi straks blev udstyret med et sæt naboer, jeg måske så diplomatisk, som det nu kan siges ikke helt kunne slå kold vand i blodet overfor. Jeg var en ung, men ret bestemt dame og havde en ansvarsfuld stilling i en offentlig myndighed. Respekt var mit mellemnavn. Manden min Troels kaldte mig for sjov fru direktør og hilste mig med efternavn.
En af de første morgener møder jeg den nye nabo på opgangen. Hun hverken hilser godmorgen eller sender et lille nik! Så tænkte jeg fint, så vinker jeg heller ikke til hende! Og sådan begyndte den lille, kolde nabokrig. Med sammenbidte kæber og hævn i blikket spadserede jeg ud og ind hver dag!
Så kom dagen for vores housewarming. Vi havde inviteret hele familien og et par nære venner for at skåle ind i vores nye hjem. Det blev måske lidt senere, end hvad Janteloven tillader. Halv tolv om aftenen ringede det på døren. Troels åbnede, og der stod naboen. Han kunne dårligt holde sig, da han sagde: Nu er det altså sent, frue! Senere slog han ud med hånden: Min kone har hovedpine og vil gerne sove. Det var jo lørdag for pokker, og det var ikke engang midnat! Helt ærligt, hvor skulle det ende?
Efter det kiggede jeg ikke én gang over på deres dør, selv om vi ofte mødtes i opgangen. Troels hilste dog tappert videre. Men jeg, nej, jeg nægtede på det punkt. De skulle altså lære, hvad der klæder ordentlige folk! Jeg var stolt og for at være ærlig lidt dramatisk.
I lang tid så vi intet til hinanden, indtil en aften, vi kom hjem, og der stod en ung kvinde og frøs ved døren ind til opgangen. Hun så næsten lettet ud over, at vi kom: Jeg er søster til jeres nabo jeg er kommet helt fra Aalborg og har ventet i tre timer. Må jeg stå herinde i forgangen? Det er isnende koldt i opgangen! Og udenfor føg sneen næsten sidelæns over vejene. Nå, vi lukkede hende ind. Med mit mest formelle tonefald spurgte jeg: Er du herfra? Hvor har du din bagage? Hun forklarede, at kufferten var sat i opbevaring på stationen. Hun havde håbet, svogeren kunne hente den senere. Det var umuligt for mig at slæbe den hele vejen i dét vejr.
Inde i lejligheden sagde jeg til Troels: Hvis søsteren ikke kan hente hende i den slags vejr, er det måske slet ikke hendes søster! Måske er hun svindler, og nu har vi selv lukket hende ind. Jeg var skeptisk og urokkelig.
Vi satte os og spiste aftensmad, men jeg havde svært ved at tænke på andet end gæsten bag døren. Jeg plejede at tjekke dørspionen hvert femte minut. Kvinden sad bare ydmygt på stolen. Troels snorksov, men jeg kunne ikke få ro. Kunne ikke ryste tanken om, hvor svært det var at finde herhen netop i dag. Hun måtte være dødtær.
Da klokken snart var midnat, fløj jeg op, iførte mig morgenkåben og ramlede ud i opgangen. Nu får det være! Kom ind og sov hos os! Hun blev både glad og lidt forlegen, men jeg insisterede. Gav hende morgenkåbe, håndklæde og sendte hende direkte under bruseren. Bagefter serverede jeg natmad og redte op i gæsteværelset. Omsorgsfuld og vil jeg altså mene rimeligt gæstfri.
Jeg lagde en seddel til naboerne: Vi har jeres søster. Ingen skal vække hende før klokken 6.00!
Klokken 8 næste morgen lød dørklokken. Udenfor stod naboen, totalt lykkelig hans kone havde født en dreng i nat! Vi har fået en søn! Forstår I? En søn! Følelsen bredte sig som en varm gløgg, og pludselig var jeg også lidt lykkelig på andres vegne.
Mor og baby kom snart hjem. Naboen strålede af taknemmelighed, fordi jeg havde givet hendes lillesøster husly den stormfulde nat.
Nogle gange tror man, man kender sig selv og andre temmelig godt. Vi dømmer, kæmper, småskændes. Indtil man pludselig står over for noget stort og rørende og så letter vreden. Så opdager man, at livet skal føles med et åbent hjerte. Det hjalp min fremmede gæst mig til at forstå!
