“En Fremmed Gæst”
Det var i starten af mobiltelefonernes æra, vi var nygifte og nettopp flyttet ind i et nybygget rækkehus i udkanten af Århus. Lejlighederne var noget helt særligt planløsningerne var fremragende, alt virkede gennemført og indbydende. Vi var begejstrede for det hele undtagen naboerne på reposen. De virkede kolde og uvenlige. Selvom jeg var yngre dengang, har jeg altid været en ret bestemt kvinde, med en god stilling i kommunen og vant til respekt. Min mand drillede kærligt og kaldte mig ofte “fru Møller”.
En dag, da jeg gik ud af døren, stødte jeg på min nye nabo hun hverken hilste eller nikkede. Jeg besluttede straks, at jeg heller ikke ville hilse på hende mere. Så blev jeg fornærmet og gik og gnavede over det!
Så kom dagen for indflytterfesten. Vi havde samlet både familie og venner i vores lyse stue, og festen trak lidt ud, som det nu kan gå. Pludselig ringede det på døren det var naboen. Jeg åbnede. Han sagde irriteret, at klokken var blevet mange! Tænk sig! Han havde endda maven til at sige, at hans kone havde frygtelig hovedpine og gerne ville sove! Jeg himlede med øjnene. Det var jo kun lørdag, og klokken halv tolv de kunne virkelig slappe lidt af! Derefter kunne jeg slet ikke se i deres retning, heller ikke hvis vi mødtes i opgangen. Min mand hilste dog stadig venligt, jeg var urokkelig. De måtte lære, hvordan man omgås ordentlige folk! Stolt og trodsig!
Flere uger gik uden at vi så hinanden. Men en aften, da vi kom hjem, stod der en ung kvinde foran vores hoveddør. Hun lyste helt op, da hun så os: “Hej jeg er søster til jeres nabo. Jeg er lige ankommet fra Aalborg, og har ventet på dem i tre timer nu. Må jeg vente i opgangen? Det er isnende koldt herude.” Der var virkelig snestorm udenfor, så vi lukkede hende ind i opgangen. Jeg spurgte, måske lidt belærende: “Er du ikke herfra? Hvor er dit bagage?” Hun forklarede, at hendes kuffert var i en opbevaringsboks, fordi hun havde regnet med, at hendes svoger ville kunne hjælpe hende næste dag. “Det var alt for tungt at slæbe alene i det vejr,” sagde hun beskedent.
Inde i lejligheden sagde jeg til min mand: “Tænk hvis de ikke har hentet deres egen familie. Måske er hun slet ikke søsteren? Hvad hvis hun er en bedrager, som vi lige selv har lukket ind?” Jeg var skeptisk og mistænksom.
Vi satte os til aftensmaden, men jeg kunne ikke slippe tanken om den fremmede kvinde, der ventede derude. Hverken appetitten eller roen ville indfinde sig. Min mand foreslog, at vi inviterede hende ind. Jeg sagde: “Det gør man da ikke vi ved intet om hende!” I stedet tog jeg en stol ud til hende i opgangen. Lidt surt spurgte jeg, hvorfor søsteren ikke havde taget imod hende. Hun svarede stille: “Jeg ville overraske dem. Hun skal meget snart føde, og hun har haft det så svært i graviditeten. Jeg kom for at hjælpe med det lille barn.” Jeg lyttede, stadig på vagt. Kunne det passe, at vores nabo er gravid? Det havde jeg ikke registreret!
Resten af aftenen gik jeg i pendulfart mellem dørens kighul og stuen. Hun sad roligt derude, sammenkrøbet på stolen. Min mand faldt hurtigt i søvn, men jeg lå længe vågen og tænkte på hende. Hun måtte være udmattet efter den rejse og alt det besvær…
Klokken nærmede sig midnat. Jeg sprang ud af sengen, trak badekåben over skuldrene og gik bestemt ud på reposen. “Nå, kom med ind. Du sover hos os i nat!” Hun blev både glad og forlegen. Jeg fandt badekåbe og håndklæde frem, sendte hende i bad, og bagefter bød jeg hende velkommen ved bordet. Jeg redte op i gæsteværelset, ønskede godnat og mærkede omsorg og varme i mig.
På en seddel til naboerne skrev jeg: “Vi har jeres søster. Væk hende ikke før klokken 6:00.”
Klokken otte næste morgen ringede det på døren. Udenfor stod en strålende glad nabo. Det viste sig, at hans kone i nattens voldsomme snevejr havde født en sund dreng. “Forstår du vi har fået en søn!” Hans glæde skyllede ind over mig, og pludselig følte jeg, at den lykkefølelse også var min. Noget stort og lyst havde fundet vej ind i vores liv.
Moren og det lille barn var hurtigt hjemme igen. Min nabo kvitterede med taknemmelighed jeg havde taget imod hendes lillesøster den nat, hvor hun havde allermest brug for hjælp.
Måske tror vi, at vi kender både os selv og andre. Vi bebrejder, diskuterer og tager os selv højtideligt. Men så kommer et øjeblik, hvor al vrede driver bort, og hjertet åbner sig. Det var den nat, med en fremmed gæst i entréen, jeg lærte det at kun et åbent hjerte gør livet levende.
