Onsdag morgen rejste jeg med toget fra København til min lille kolonihave udenfor byen. Vognene var næsten tomme det var en stille og rolig modsætningsdag. En ældre dame kom ind og satte sig ved siden af mig. Hun havde en stor indkøbsnet og gummistøvler på, helt som jeg, og det var tydeligt, at hun var på vej ud til sin have, ligesom de fleste af os i vognene. Minderne om min afdøde kone, Ingrid, fyldte pludselig mine tanker. Vi plejede at tage toget sammen til haven, men siden hendes sygdom, havde jeg undgået stedet, ramt af ensomhed og vemod.
Toget stoppede ved Roskilde station, og den ældre dame vendte sig mod mig. Hun sagde med et varmt smil: I dag bliver en smuk og solrig dag vi har nok tid til at gøre noget godt. De samme ord som Ingrid plejede at sige til mig, hver gang vi tog turen. Jeg nikkede overrasket, og vi faldt i snak, først om den ringe høst i år, så om den hårde vinter og til sidst om vores håb for det kommende år.
Da vi nåede busstationen, blev det tydeligt for mig, at jeg aldrig før havde set denne kvinde. Vi gik sammen et stykke tid, men skiltes, da hun skulle til en anden have. Min egen grund lignede nærmest en jungle, overgroet efter mange måneders fravær. Samtalen i toget havde dog løftet mit humør, og jeg følte mig inspireret til at udforske haven igen.
Med fornyet energi begyndte jeg at grave, fjerne ukrudt og vende jorden. Det var en tilfredsstillelse at se den gode muld, og jeg besluttede at vente med at sælge stedet. Jeg nød min pause på en gammel bænk, drak te fra termokanden og spiste medbragte rugbrødssandwich. Blomsterne svajede i vinden, og under det nye æbletræ lå røde, modne æbler det vækkede gode minder.
Mit humør var nu langt bedre, og jeg besluttede at besøge haven mere regelmæssigt. På svampejagt i skoven bag haven føltes det som en tung sten var fjernet fra mit hjerte. Jeg ville fortsætte med at arbejde, fordi det gav glæde og mening til mit liv.
På vej hjem mødte jeg igen den ældre dame fra toget hun hed Karen. Vi delte et par æbler og snakkede muntert om vores haver og om det med at holde fast trods modgang. Karen sagde, at der stadig var masser af liv tilbage i mig, og opfordrede mig til at se arbejdet som en kilde til glæde og formål. Da jeg stod af ved min station, smilede jeg til den nedgående sol og følte mig lettet og tilfreds. Jeg har lært, at selv ensomhed kan mildnes i selskab med andre og gennem arbejde i naturen livet fortsætter, hvis jeg selv ønsker det.
