Nej, det er ikke min søn. Det er min nabo, Katrines, barn. Din mand kom tit forbi førhen, og så kom hun og fik et barn med ham. Rødhåret og fuld af fregner, ligesom sin far, det behøver man ikke nogen test for at se.
Hvad vil du have fra mig? Min mand er jo væk nu, og jeg har ingen idé om, hvem han ellers løb rundt med…
Katrine er jo også væk nu.
Jeg sad og lugede grøntsager i haven, mens solen bagte, da jeg hørte, at nogen kaldte på mig fra gårdspladsen. Jeg tørrede sveden af panden og gik hen til lågen. Der stod en fremmed kvinde.
Hej, Tove! Jeg har noget vigtigt at snakke om.
Hej. Kom indenfor, når du er her…
Jeg bød hende ind i stuen og satte vand over til te. Hvad mon hun ville mig?
Jeg hedder Nina. Vi kender vist ikke hinanden rigtigt, men folk har fortalt mig, hvordan tingene hænger sammen… Så, jeg pakker det ikke ind: Din afdøde mand har en søn, Mads. Han er tre år gammel.
Jeg så overrasket på hende. Hun var klar for gammel til at være drengens mor…
Nej, ikke min søn. Det var Katrine, min nabo. Din mand lagde ofte vejen forbi. Barnet ligner ham på en prik rødt hår og fregner, intet at tage fejl af.
Og hvad har det med mig at gøre? Min mand er død, og jeg aner ikke, hvad han ellers lavede…
Katrine gik bort for nylig… Lungbetændelse, og nu er drengen alene tilbage.
Katrine havde hverken familie eller forældre, hun kom hertil som butiksassistent…
Stakkels dreng, det eneste, der venter ham nu, er børnehjem…
Men jeg har mine egne børn. To døtre, født i ægteskab, i øvrigt. Du mener vel ikke, at jeg skal tage endnu et barn ind? Jeg forstår ikke, at du har frækhed til at stå her og forlange det!
Han er jo bror til dine piger, det er ikke helt fremmed blod… Og han er sød, rolig og blid. Han er på hospitalet nu, de er i gang med papirerne.
Lad nu være med at gøre mig blød om hjertet… Hvor mange børn har min mand efterladt, skal jeg nu tage mig af dem alle?
Du bestemmer selv… Jeg ville bare gøre dig opmærksom.
Nina gik. Jeg hældte te op og sad længe og tænkte…
***
Jeg mødte Jens kort efter jeg blev færdiguddannet. Pigerne og jeg fejrede det, og nogle unge mænd kom over for at hilse på.
Jens var umulig at overse med sit ildrøde hår og fregnede ansigt.
Han var livlig, lidt fræk, læste digte op og fortalte vitser. Han tilbød at følge mig hjem.
Og så var vi snart gift.
Vi flyttede ind hos min farmor, der hurtigt efter gik bort og efterlod huset til os. Først kom datteren, Signe, og to år efter kom Line. Vi levede på små kår, der var aldrig penge til overs.
Så begyndte Jens at drikke. Lige meget hvor meget jeg kæmpede imod det, hjalp det ikke. Nogle gange var han væk i flere dage. Selvfølgelig mistede han arbejdet, og jeg tog to jobs for at få det til at løbe rundt.
Vi skulle skilles, besluttede jeg.
Planen var at tage pigerne og flytte til København, hvor min tante havde inviteret mig. Jeg skulle nok klare det, tænkte jeg.
Men Jens blev kørt ned, beruset, og det var slut.
Hjertet bristede, tårene flød ved hans kiste. Og pigerne græd, deres far jo…
Og nu viser det sig, at han havde fået et barn udenfor…
Døren gik op og min ældste datter, Signe, kom ind. Høj, slank som mig og rødhåret som Jens.
Mor, hvad kan jeg få at spise? Jeg skal i biografen med veninderne, er sulten! Hvorfor ser du så trist ud?
Sidder bare og tygger på nyheder. Jeg har fået at vide, din far har fået en søn et andet sted, tre år. Hans mor er også død, og nu skal han på børnehjem. Jeg blev spurgt, om jeg ville tage ham ind…
Hold da op Det havde jeg ikke regnet med! Kender du moren?
Nej. Hun var ikke herfra, hed Katrine Efternavn ved jeg ikke
Hvad vil du gøre? Hvor er drengen nu? Har han ingen andre?
Nej, ingen… Han er på hospitalet, klar til at komme videre i systemet Rødhåret, siger hun, helt Jens Vil du have kartofler med pølse?
Signe gik ombord i maden. Også Line kom ind og slog sig ned. Jeg så på dem og smilte. Begge så rødhårede Sådan er gener
Næste dag sagde Signe:
Mor, Line og jeg har været på hospitalet For at se vores bror. Han er så sjov, lille og buttet. Ligner os et lille solskinsbarn Han græd, savnede sin mor
Vi tog et æble og en appelsin med til ham. Han stod oppe i sengen og rakte armene ud Sygeplejersken lod os lege lidt med ham. Mor Kan vi ikke tage ham hjem? Han er jo vores lillebror
Nu blev jeg vred.
I er da noget for jer! Jeres far kunne ikke holde sig hjemme, og nu skal jeg ordne sagerne? Jeg har nok at gøre Det er nemt for dig at sige tag ham ind!
Folk adopterer fremmede børn, og det her er vores egen! Han kan ikke gøre for det børn bærer ikke for deres forældres fejl!
Hvordan skal vi brødføde en til? Jeg slår mig halvt fordærvet for at få det til at hænge sammen sælger grøntsager fra haven, arbejder dag og nat. Du vil bare lægge én til på skulderen af mig?
Du skal jo på gymnasiet næste år, det koster, og Line har også sine behov…
Hvis du bliver værge, kan du få støtte fra kommunen Mor, du er jo et menneske kan du ikke unde ham lidt medfølelse? Far begik en fejl, men han er vores lillebror.
Jeg var så vred på Jens, og nu også på Signe. Sikke en tanke at jeg bare kan tage en fremmeds barn
Men jeg besluttede at se drengen. Næste dag gik jeg på hospitalet.
Goddag. Kan De fortælle mig, hvor Mads på tre år ligger? Ham, der snart skal på børnehjem? spurgte jeg sygeplejersken ved skranken.
Hvem er du for drengen? Hvad vil du?
Jeg vil bare se ham. Hans far er min afdøde mand. Det blev sådan
Kigger du bare. Dine døtre var her i går. De legede med ham jeg gav dem lov, selvom det egentlig ikke må lade sig gøre Han græd, ville have sin mor bagefter.
Jeg skal bare se ham kort, jeg rører ham ikke engang…
Fint da
Jeg åbnede døren og frøs. En lille Jens sad dér…
Rødt krøllet hår og blå øjne. Så yndig en dreng. Han sad i sengen og legede med klodser. Da han så mig, smilede han.
Tante… Hvor er min mor, mo-ar?…
Din mor er væk, Mads…
Jeg vil hjem…
Han begyndte at græde. Mit hjerte brast nærmest. Jeg gik hen og tog ham op.
Hva’ laver du! Sæt ham straks ned! råbte sygeplejersken. Eller skal jeg høre på hans skrig når du går!
Mads, vær nu ikke ked af det, lille ven
Jeg strøg ham over håret og tørrede hans tårer.
Tag mig med Jeg er sulten, og der er ingen at lege med
Okay, Mads Jeg lover, jeg kommer tilbage. Græd ikke, vel?
Hjemvejen var anderledes. Jeg vidste, jeg ville tage ham ind. Vreden forsvandt, da jeg så hans lille ulykkelige ansigt og hvor meget han lignede mine piger
***
Femten år er gået.
Nu skal Mads flytte til Aarhus for at gå på teknisk skole. Tænk, min lille dreng er blevet voksen Hvor tiden dog går.
Ring nu hjem, Mads, og kom ofte… Jeg oroer mig jo Der er hårde tider nu
Mor, det hele skal nok gå! Jeg skal nok gøre dig stolt! To år går hurtigt, så er jeg færdig med teknisk!
Senere får jeg arbejde. Leif fra klassen siger, hans onkel betaler godt på autoværkstedet, og jeg kan jo finde ud af alt med biler du ved, jeg får jo mekanikerdiplom.
Du min lille mekaniker Jeg kørte hånden gennem de røde, uregerlige krøller…
***
Livet er som en smal skovsti, der indimellem fører til steder, man aldrig ventede.
Jeg troede, skæbnen sendte mig forhindringer, endnu et kors at bære, endnu en smertefuld påmindelse om svigt.
Men midt i det tornefulde krat voksede der et sart skud en dreng, der ikke havde gjort andet galt, end at han var blevet født.
Nogle gange ser hjertet dét, øjnene overser.
Det så i Mads ikke bare blodets bånd, men en ensom sjæl, der længtes efter varme.
Det hørte ikke stemmen “en andens barn”, men et sagte “mor”.
Og jeg, Tove, rakte hænderne ud trods frygt, udmattelse og vante bekymringer.
Årene har vist, at godhed ikke er et offer, men en gave. Mads blev ikke “et ekstra mund at mætte” han blev ham, der hentede vand fra brønden til bedene, mens jeg sled i haven.
Han var ham, der fik sine søstre til at smile, når alt føltes tungt. Ham, der, når han voksede til, sagde: “Tak, mor”, og i de ord rungede hele min verden…
