Min mor har et lille hus i udkanten af København sådan et klassisk dansk sommerhus, hvor der dufter af grillpølser og friskklippet græs. Hver sommer, på initiativ fra min mor, tager vi derhen: maler, graver i haven og gør os umage med at holde stedet i live. Min mand, Anders, fik for nylig overtalt mor til at få et oppusteligt bassin i haven, så vi nu kan bade i rent, dansk regnvand. Der er tilmed et lille hyggeligt træpavillon, hvor man kan få serveret wienerbrød fra lokale bageren.
Men fra den dag min bror blev gift, har han ikke sat sine ben der. Hans kone, Eva, var ikke begejstret for at tilbringe weekenderne med haveslange og trillebør, og hun gjorde meget klart: nu handler det om deres ægteskab, og det er vigtigere end min mors have. Hvis der mangler hjælp, må mor bare hyre professionelle og gerne betale dem i danske kroner.
Mor bliver ikke fornærmet. Hun forsøger virkelig at forstå Eva, som om hun havde læst Børge Mogensens samlede værker om husfred. Denne sommer knoklede hun dog så meget på biblioteket, at hun ikke kom ud til sommerhuset. Hun var bekymret for haven, for ingen passede den.
Hun foreslog min bror, Henrik, at han kunne plante lidt grønt, men Eva mente, det var spild af tid, og Henrik var hurtigt med på hendes hold. Så jeg og Anders besluttede, at vi trængte til lidt frisk luft. Man kan jo ligeså godt tage turen til sommerhuset altså, hvad er mere dansk end at tilbringe weekenden på landet? Mor kunne sove lidt roligere.
Så vi købte et par danske æbletræer, masser af blomster og grøntsagsplanter, gjorde haven klar, fornyede blomsterbedene og passede drivhuset efter mors instrukser. Om søndagen slappede vi af og lavede kaffe på terrassen.
Sidste weekend skulle vi besøge Anders forældre i Aarhus, så sommerhuset stod tomt. Men det skulle vise sig, at Henrik og Eva havde fundet vej til stedet.
Da vi kom tilbage, blev vi mødt af en uventet situation: Nogen boede allerede i sommerhuset! Vi bankede på døren, men ingen ville åbne. Eva kiggede ud af vinduet med et blik, der lugtede af sur citronmåne.
Vi har lejet vores lejlighed ud for at spare op til ferie, og så bor vi bare her imens. Så I behøver ikke komme vi har ikke inviteret jer, sagde Eva, uden at blinke.
Ved mor noget om det? spurgte jeg. Selvfølgelig hvor tror du jeg fik nøglerne fra? grinede Eva.
Jeg ringede straks til mor. Ja, jeg gav nøglerne til din bror, han sagde han ville hjælpe dig, svarede mor. Men mor, de bor bare her, hjælper ikke, Eva laver ikke engang en potteplante, og vi får ikke lov til at komme ind!
Hvordan de bor der? spurgte mor forvirret. Ja, de har lejet deres lejlighed ud og bor nu selv i sommerhuset, forklarede jeg.
Mor trak på skuldrene: Hvis de gider at passe haven vande, fjerne ukrudt og sådan så lad dem blive. Men hvis ikke, så må de ud. De er så snedige, kommer om efteråret og tænker kun på at ribbe kartofler og æbler. Sig til dem, at det nu er deres tur!
Jeg bankede igen på døren. Eva råbte: Hva vil du nu?!
Jeg gentog mors besked. Eva slog med hendes kunstige negle og udbrød: Jeg har ikke tænkt mig at lave noget her jeg har en tid til manicure! Hvad tror du egentlig, jeg er din tjenestepige? Og hvis jeg endelig får plantet lidt, tror du virkelig, vi skal dele? Du kan bare købe dine egne grøntsager. Alt her bliver vores!
Til sidst måtte mor selv ringe til dem og bede dem flytte ud. Henrik blev fortørnet: Men, hvor skal vi tage hen? Vores lejlighed er lejet ud, nogen bor jo der!
Så må I betale dem! foreslog jeg.
Det går ikke, sagde Henrik. Pengene er brugt på øreringe til Eva. Det giver jo ingen mening at pantsætte dem vi får ikke engang halvdelen tilbage. Hvad skal vi gøre? Det må mor selv opklare. Men næste gang bør du måske lige advare din mor, før du planlægger at flytte ind. Og helt ærligt, det er da virkelig uforskammet, det her.
Så Eva og Henrik tog bagen og rejste hjem til Evas mor, mens de sendte mig deres bedste, danske eder hele vejen ud af havelågen: Vi kommer aldrig igen! Det her er jeres problem!
Men jeg er ret sikker på, at når efteråret kommer, står Henrik og Eva atter der med poser klar til æbler og kartofler. For sådan er det jo i Danmark man kan altid regne med familie, især når der er frugter på spil!
