Sådan går det nogle gange
Anne og Morten havde ventet meget længe på lille Gustav. Men graviditeten blev besværlig og Gustav blev født for tidligt. Han lå i kuvøse flere organsystemer var ikke helt udviklede. Han havde brug for respiratorhjælp, blev opereret to gange og fik nethindeløsning.
To gange fik forældrene at vide, at de nok skulle tage afsked med barnet. Men Gustav overlevede.
Ret hurtigt blev det dog klart, at han næsten hverken kunne se eller høre. Hans fysiske udvikling kom stille og roligt i gang han kunne sidde, tage en legeting og lidt efter lidt rejse sig op ad noget. Men den mentale udvikling kom aldrig rigtigt i gang.
I begyndelsen håbede forældrene stadig. De kæmpede sammen, men til sidst gled Morten mere og mere ud af billedet, og Anne stod alene med det hele.
Hun fandt en ordning, og da Gustav var tre et halvt år, fik han indopereret cochlear-implantater. Nu kunne han faktisk høre, men der skete ikke meget mere. Ideer, tests, specialpædagoger og psykologer blev prøvet. Jeg kendte Anne hun kom til mig med Gustav igen og igen.
Vi prøvede nyt og mere, både det ene og det andet Anne prøvede alt. Men Gustav sad for det meste bare i kravlegården og rodede med en eller anden tingest, slog den mod gulvet, bed sig selv i hånden og peb, oftest på én lav tone, nogen gange varieret. Anne sagde, at Gustav genkendte hende, at han sagde hendes navn med sit eget lille lydsprog og elskede at blive kløet på ryggen og benene.
Til sidst sagde en ældre psykiater, at nu måtte hun altså tage en beslutning: enten skulle Gustav komme på institution, eller også skulle hun passe ham selv det kunne hun jo nu? Du skal ikke regne med store fremskridt eller vente på mirakler du er nødt til at passe dit eget liv. Det var første gang nogen sagde det højt. Anne tog Gustav i specialbørnehave og startede på arbejde igen.
Efter et stykke tid købte hun en motorcykel hun havde altid haft lyst. Hun begyndte at køre rundt med andre motorcykelentusiaster, både i København og ud på landet, og når motoren brølede, forsvandt alt det tunge. Morten betalte børnebidrag, og alt gik til weekendvagter efterhånden kendte Anne rutinen i at have Gustav hjemme. Det var ikke spændende, men til at holde ud, hvis man ikke lod sig slå ud.
En dag sagde en af de andre bikere til Anne: Du er fandme noget særligt der er et eventyrmelankolsk over dig.
Skal jeg vise dig, hvorfor? sagde hun.
Han smilede han troede, hun inviterede ham med hjem i sengen. Men hun viste ham Gustav. Lige den dag var Gustav i hopla, peb i forskellige toner og nærmest kurrede sikkert fordi han kunne kende sin mor eller blev lidt nervøs over en fremmed mand.
Hold da op, sagde motorcyklisten.
Hvad havde du forventet? svarede Anne.
Efterhånden blev de kærester og boede sammen, men motorcyklisten, Anders, havde de aftalt, ikke skulle involvere sig med Gustav det ville Anne heller ikke. En dag sagde Anders: Skal vi ikke få et barn sammen? Anne blev straks skarp: Og hvis det barn bliver som Gustav, hvad så? Der gik lang tid, hvor de ikke snakkede om det, men til sidst spurgte Anders igen. Anne sagde ja, og lille Malthe blev født, heldigvis sund og rask. Nu sagde Anders: Skal vi ikke få Gustav på institution nu, hvor vi har en normal søn? Men Anne sagde: Jeg sætter hellere dig på institution. Anders trak hurtigt land Jeg spurgte bare
Malthe opdagede Gustav, da han var omkring ni måneder og begyndte at kravle. Han blev meget optaget af ham. Anders blev nervøs og sagde, at det var for farligt, men han var sjældent hjemme, mens Anne lod Malthe være sammen med Gustav. Når Malthe kravlede hen til Gustav, holdt Gustav op med at pebe. Anne syntes endda at kunne mærke, at Gustav lyttede og ventede. Malthe gav ham legetøj, viste ham hvordan, og hjalp endda Gustavs hænder med at tage fat om det.
En weekend, hvor Anders var syg og hjemme, opdagede han Malthe vralte rundt i lejligheden og snakke løs, mens Gustav fulgte efter, som limet fast. Tidligere havde Gustav næsten aldrig forladt sit hjørne. Anders blev vred og krævede, at den der dreng ikke skal være i nærheden af min søn! Anne svarede bare ved at pege på døren.
De blev dog gode venner igen. Anne kom til mig og sagde:
Han er sgu ret naiv, men jeg elsker ham er det ikke for galt?
Det er helt normalt at elske sine børn uanset hvad, sagde jeg.
Jeg mente altså Anders, grinede Anne. Men er Gustav farlig for Malthe? Hvad synes du egentlig?
Jeg svarede, at Malthe klart havde styringen, men at hun selvfølgelig skulle holde opsyn. Det blev vi enige om.
Malthe lærte Gustav at bygge tårne i halvandet års alderen. Selv begyndte han at tale i hele sætninger, sang små sange og legede gamle remser fra børnehaven. Anne spurgte mig, om han var et vidunderbarn. Anders var så stolt, at han næsten eksploderede alle hans venners børn kunne knap sige mor og far.
Jeg tror, det er på grund af Gustav, sagde jeg. Det er ikke mange børn, der i den alder skal hjælpe et andet menneskes udvikling på vej.
Præcis! jublede Anne. Hun sagde, hun ville fortælle det til brændestumpen med øjne.
Sikke en familie, tænkte jeg en dreng med store udfordringer, hans naive far, kvinden på motorcykel og et lille vidunderbarn. Malthe blev hurtigt renlig og brugte et halvt år på at lære Gustav det samme. At spise, drikke af kop, tage tøj af og på det opgave satte Anne selv Malthe til.
Da Malthe blev tre et halvt år, spurgte han: Hvad er der egentlig med Gustav?
For det første kan han intet se, sagde Anne.
Han kan godt se, insisterede Malthe. Bare dårligt. Sådan noget kan han se, det der ikke. Og i særligt lys bedst er lampen over spejlet på badeværelset, der ser han meget.
Øjenlægen blev temmelig overrasket, da han så, det var en treårig, der fortalte, hvordan Gustav så verden. Men lyttede og gav så behandling og specielle briller til Gustav.
Malthe trivedes ikke i børnehaven: Han burde faktisk begynde i skole han er for klog! sagde pædagogen opgivende. Han ved bedre end alle andre.
Men jeg sagde, at skole kunne vente. Malthe kunne gå til aktiviteter og hjælpe med Gustavs udvikling. Anders var overraskende enig og sagde til Anne, at hun da bare skulle beholde ham hjemme lidt længere. Og så, måske vigtigst af alt, bemærkede han: Har du lagt mærke til, at Gustav slet ikke peber mere?
Et halvt år senere begyndte Gustav at sige: mor, far, Malthe, giv, drikke og mjav-mjav. Drengene startede i skole samtidig. Malthe var meget bekymret: Hvordan skal det gå Gustav uden mig? Og forstår lærerne ham? Er de gode nok?
Malthe laver stadig først lektier med Gustav og derefter sine egne.
I dag kan Gustav tale i små sætninger. Han kan læse og bruge computer, elsker at lave mad og rydde op (Malthe eller mor instruerer ham), elsker at sidde i gården på bænken og bare lytte, dufte og kigge. Han kender alle i opgangen og hilser altid. Han elsker at lege med modellervoks og bygge ting.
Men allerbedst elsker han, når de alle sammen tager på motorcykeltur ud i det danske landskab. Han sidder bagpå hos Anne, mens Malthe kører med Anders og sammen råber de ud i vinden, hele familien.
