Hvad hedder du, søde? Spurgte den fremmede blidt, mens han satte sig ved siden af pigen. Vilhelmine, svarede hun. Og dig? Jeg hedder Mads, nu skal din mor og jeg bo sammen. Nu er vi du, jeg og din mor faktisk en rigtig familie!
Kort tid efter flyttede mor og Vilhelmine hjem til Mads. Stedfaren havde en flot, rummelig lejlighed på Frederiksberg med tre værelser, og Vilhelmine fik sit helt eget værelse. Mads var venlig, købte altid slik og små gaver til hende, mens hendes rigtige far bare ringede, når han ville skændes med hendes mor.
En dag fortalte mor hende, at far havde fået en ny familie og var flyttet. Vilhelmine blev virkelig ked af det hun elskede jo sin far. Mor kunne sagtens skælde hende ud og give hende et dask bagi, men far havde aldrig gjort sådan. Hun huskede tydeligt, da mor og far gik fra hinanden mor råbte højt og forsøgte endda at slå. Det, der stod klarest i Vilhelmines hukommelse, var sætningen mor sagde til far til sidst:
Tro ikke, du er den første, der har gjort mig grøn du har været det så længe, du ligner en hjort!
Så pakkede mor deres ting, og de tog ud til mormor i Roskilde. Vilhelmine forstod slet ikke, hvorfor hendes far skulle have gevir, når han var skaldet og ikke engang havde hår på hovedet! Mor og far blev aldrig venner igen.
Livet med Mads fungerede fint indtil Vilhelmine startede i første klasse. Hun brød sig ikke om skolen og lavede tit ballade i frikvartererne, så forældrene blev jævnligt kaldt op til samtaler, og nogle gange måtte Mads tage afsted, hvis mor ikke kunne nå det. Stedfaren var ret seriøs, når det kom til lektierne, og sad tit og hjalp Vilhelmine.
Du bestemmer ikke over mig, du er ingenting! sagde Vilhelmine nogle gange, som hun havde hørt mormor sige. Jo, jeg er din far nu, for jeg sørger for mad og tøj til dig, svarede Mads.
Da Vilhelmine fyldte ti, kom hendes far tilbage til byen. På det tidspunkt vidste hun udmærket, hvad at lave horn betød! Han blev nok også snydt af den nye kone, derfor gik de fra hinanden, sagde mor dengang. Far ville gerne se sin datter igen, og mor sagde ja. Far og Vilhelmine var glade for gensynet.
Hvordan går det så med dig? spurgte far. Ikke så godt, indrømmede Vilhelmine. Mads skælder mig hele tiden ud. Han har da ingen ret til det, sagde faren arrigt. Det siger mormor også, han er ligeglad. Vilhelmine overdrev, for Mads havde aldrig råbt af hende, men hun ville bare gøre far bekymret for hende. Jeg skal nok tage mig af det! sagde far. På deres tur i Søndermarken fandt de ud af, at man kun måtte klatre på otte af legepladsens rutschebaner, på de øvrige skulle voksne med, men far ville ikke med op. Vilhelmine fortalte, at hun snart havde fødselsdag og ønskede sig en smartphone. Da mor hentede hende, sagde hun som altid, at Mads ikke råbte af hende, men far ville ikke høre på det.
Far er SÅ nærig! sagde Vilhelmine til Mads. Han købte kun en is til mig i parken, slet ingenting andet. Du er meget bedre end min rigtige far, Mads. Lad os gøre det godt igen og tage i Tivoli på lørdag, foreslog Mads.
Men så opstod der store problemer på Mads arbejde, og turen måtte udsættes. Han hørte heller ikke Vilhelmines hints om en ny smartphone.
Far, Mads snød mig! græd Vilhelmine i telefonen til sin far. Han sagde, vi skulle i Tivoli, men nu siger han, jeg ikke har fortjent det heller ikke nogen ny smartphone.
Selvom det var løgn, gjorde det alligevel far så blød om hjertet, at han købte en smartphone til hende. Sidst havde han ikke taget hende helt alvorligt, men nu skulle drømmen altså indfries. Den endte dog med bare at være en billig model, for pengene slog ikke til til den nyeste.
Kunne du ikke vente til din fødselsdag? spurgte Mads. Jeg drømmer om en hund! sagde Vilhelmine. Åh nej, du vil jo aldrig gå med den, det ender med jeg skal gøre det! svarede stedfaren.
Vilhelmine blev vildt vred og ringede straks til sin far og klagede: Far, tag mig væk fra dem! Du må få mig hjem, Mads vil bare bestemme over mig! skreg hun.
Derefter endte det hele i skænderier og diskussioner på kryds og tværs. Vilhelmine måtte midlertidigt bo hos mormor igen, og snart kom mor med alle sine ting og sagde, at hun ville skilles fra Mads. Far kom tilbage til sin ekskone, for hun var blevet gravid. Nu får Vilhelmine hverken smartphone eller hund, og mormor vil i hvert fald ikke have dyr i huset overhovedet, ikke engang en kat!
