Med forårets komme får mine forældre idéen om at sætte deres parcel til salg. De er blevet ældre og har ikke helbredet til at passe haven længere. Datteren har travlt med både børn og arbejde, og har aldrig tid til at hjælpe til i huset. Forældrene tænker længe over det, men til sidst træffer de beslutningen.
Den ældste datter, Signe, er lettet: nu slipper hun endelig for flere sure bemærkninger. Hun har ikke tid til at tage til haven og hjælpe, især fordi det kræver lang transport tid. Flere gange har Signe rådet forældrene til at sælge. I stedet kunne de købe et stykke jord tættere på hjemmet. Hun ønsker ikke at bruge al sin fritid på at luge ukrudt. En have til afslapning, hvor man kan læse eller holde picnic, er noget helt andet. For mig var haven bare kilde til syltetøj.
Weekenderne flyver af sted for Signe og hendes mand, Jens. Der er ikke tid til huslige opgaver. Jens arbejde betyder, at han nogle gange bliver kaldt ind også i weekenden. Signe ved, at haven ofte giver mere besvær end glæde. Efter sådan en weekend ville man have brug for flere dages ferie for at komme sig.
Signe er tilfreds med beslutningen. Grunden bliver solgt. De lever rolige år. Men med tiden begynder Signe at savne at have sin egen have. Hun drømmer om et sted til at slappe af. Jens foreslår, at de køber en ny parcel.
Arbejdet er blevet mere stabilt. Nu kan de slappe af på landet i weekenderne både for dem og børnene. Planterne skal være simple: et par frugttræer og bærbuske, så børnene får vitaminer. De melder straks til forældrene, at haven kun er til afslapning ingen grøntsagsbede eller ukrudt. Alle er vilde med idéen. Nu gælder det bare om at finde den rigtige parcel.
De gennemgår mange tilbud. Til sidst finder de det perfekte sted: et hyggeligt hus, og de nødvendige plantager. Sælgeren er en pensionist, Morten. Hans kone er gået bort, og han magter ikke haven alene. Derfor vælger han at sælge.
Alt går på plads. Signe er lykkelig hendes drøm er gået i opfyldelse. Huset er flot, beboeligt og kræver ikke renovering endnu. Det er besluttet at forbedre det hen over sommeren.
Den første uge forgår i fred og stilhed. Så begynder Morten, den tidligere ejer, at kigge forbi. Han advarer om, at han vil hente nogle af sine ting. Ingen siger noget imod. Men han begynder at klage: først om buskene, de har fjernet de var tørre. Så om en calla-lilje, ingen havde brug for.
Morten insisterer på, at det var ham og konen, der i sin tid plantede alle buskene, og han savner især tranebærbuskene. Så opdager han, at der nu er dekorative sten, hvor jordbær engang groede.
Morten går rundt på hele grunden og finder misfornøjelse alle steder. Til sidst mister Jens tålmodigheden og siger: “Vi har betalt danske kroner for denne have. Ifølge papirerne ejer vi den nu. Det er op til os at vælge, hvad vi vil have stående.”
Der står jo intet i salgskontrakten om, at den tidligere ejer fortsat skal bruge grunden. I så fald var aftalen aldrig blevet indgået. Morten går. Men næste dag er han tilbage, denne gang med en busk, som han har tænkt sig at plante der, hvor rosen tidligere stod.
Jens spørger: “Hvad er det her?” Morten foreslår at give pengene tilbage, så han selv kan beholde grunden. De afslår men han planter busken alligevel. En nabo, Birthe, kommer forbi, underligt overrasket over at se Morten. Han begynder at klage over de nye ejere. Birthe forklarer, at Signe og Jens selvfølgelig bestemmer over haven. Men ingen af dem tør sige den sandhed til pensionisten.
Efter noget tid fortæller Birthe, at Morten har skændtes med alle på vejen. Siden hustruens død har hans opførsel været mærkelig. De kan ikke forvente fred: han bliver ved med at komme. Birthe advarer, og tilbyder at tage til bestyrelsen for at forklare situationen for Morten.
Under samtalen har Morten nået at plante busken og forlade grunden uforstyrret. Efterfølgende kommer han forbi for at hente flere ting, gør lidt på grunden og går igen.
Om morgenen tager Jens afsted på arbejde. Han arbejder hos et byggefirma. Han deler sin historie, og kollegaer forklarer, at grunden blev overdraget med “bagage”. De gør det dog ikke besværligt de hjælper i stedet med at sætte et hegn op. Morten holder sig væk et par dage. Da han endelig kommer tilbage, opdager han, at han ikke kan gå frit ind på grunden længere.
Han brokker sig, prøver at gå ind, og tager derefter til bestyrelsen. De var allerede klar over, at Morten ikke lod de nye ejere leve i fred. Ingen ved, hvad de sagde til ham, men efter det kom han kun tilbage én gang for at hente sine sidste ting.
