Mor, jeg er jo fyldt ti år nu, ikke? – spurgte Mikkel pludselig, da han kom hjem fra skole. – Nå, …

Mor, jeg er jo allerede ti år gammel, ikke? udbrød pludselig Mads, da han kom hjem fra skolen.
Ja, det er du vel? Mor kiggede undrende på sin søn.
Hvordan kan du sige sådan? Har du glemt, hvad du og far lovede mig dengang jeg blev ti?
Lovede? Hvad var det vi lovede?
At jeg måtte få en hund.
Nej! udbrød mor forskrækket. Hvad som helst, bare ikke en hund! Vil du ikke hellere have et elektrisk løbehjul? Det dyreste, vi kan finde. Men kun hvis du lover aldrig mere at nævne noget om en hund.
Jamen altså Mads så forurettet ud og puttede underlæben frem. Og så siger I voksne, at man altid skal holde, hvad man lover Men I glemmer jeres egne ord Fint nok
Han trak sig tilbage til sit værelse og blev der, indtil far kom hjem fra arbejde.
Far, kan du huske, hvad du og mor lovede mig begyndte Mads igen, men faren afbrød.
Mor har allerede ringet og fortalt om det. Men jeg kan altså ikke forstå, hvad du skal med en hund?
Far, jeg har jo drømt om en hund i flere år! Det ved I da godt!
Ja ja, vi ved det. Det hele startede, da du læste om Lillebror og Karlsson, og nu leger du selv barn. Der er da masser, vi andre også drømmer om. Ved du, hvad racehunde koster? De er meget dyre.
Jeg har ikke brug for en racehund! udbrød Mads hurtigt. En blandingshund er også fin. Eller endda en, der er blevet forladt. Jeg læste på nettet om forladte hunde. De er så ulykkelige.
Nej! afbrød faren. Hvad skal vi med en blandingshund? De er jo ikke pæne! Hør nu her, Mads: Jeg kan gå med til at tage imod en forladt hund, hvis det er en ung, smuk racehund.
Skal det absolut være sådan én? Mads trak på skuldrene.
Ja! Faren kiggede hurtigt på mor og blinkede til hende. Du skal jo gå til træning med den, tage den med til hundeudstillinger, ikke? Det kan man ikke, hvis hunden er gammel. Så hvis du finder en smuk, ung, forladt racehund her i byen, så kan det godt være, at mor og jeg overgiver os og siger ja.
Nå sukkede Mads trist. For han havde aldrig set en forladt, ung racehund på gaden. Men håbet levede, og han besluttede sig for at prøve.
Om søndagen ringede Mads til sin ven Valdemar, og efter frokost begyndte de jagten.
Til sent på eftermiddagen havde de vandret gennem hele Århus, men ingen forladte, unge racehunde var at finde. Gaderne var fulde af flotte hunde men alle i snor og med ejere ved siden.
Det nytter ikke, sagde en slukøret Mads. Jeg vidste det jo Det her går aldrig.
Hvad hvis vi tager i hundeinternatet næste søndag? foreslog Valdemar. Der findes også racehunde, det har jeg læst om. Vi skal bare finde adressen. Lige nu vil jeg bare gerne slå mig ned og hvile.
De fandt en tom bænk, satte sig og begyndte at drømme om, hvordan de sammen skulle tage en smuk hund med hjem fra internatet og træne den i fællesskab. Efter at have drømt sig væk, gik de hen mod deres egen gård.
Pludselig trak Valdemar i Mads ærme og pegede.
Mads, se!
Mads kiggede, og lidt længere henne så han en lille beskidt-hvid, hjemløs hvalp, der haltede sjovt afsted på fortovet.
Gadekryds, fastslog Valdemar, og gav et lille fløjt.
Hvalpen kiggede nysgerrigt op og løb straks hen mod drengene. Men da den var lidt fra dem, stoppede den.
Den stoler ikke på mennesker, sagde Valdemar stille. Nogen har nok skræmt den rigtigt meget.
Mads fløjtede sagte og rakte hånden ud mod hvalpen. Hvalpens lille snude strakte sig forsigtigt frem, og da Mads kom helt tæt på, blev den stående og viftede usikkert med sin beskidte hale.
Kom, Mads, sagde Valdemar nervøst. Du leder jo efter en racehund. En sådan en kan få et flot navn. Men den her kan kun hedde Knap. Han vendte sig om og gik hurtigt væk.
Mads nussede forsigtigt hvalpens hoved, men med et tungt hjerte gik han efter sin ven. For inderst inde ville han allerhelst tage netop denne lille hund med sig hjem.
Ved porten hørte Mads et klynk bag sig, og standsede.
Valdemar standsede også, kastede et blik tilbage og hviskede:
Mads, skynd dig at gå med! Kig ikke bagud! Hvalpen ser sådan på dig!
Hvordan sådan?
Som om du er dens ejer, og nu efterlader du den. Kom nu!
Valdemar løb, men Mads ben nægtede at røre sig. Han stod som frosset. Da han endelig ville tage et skridt, mærkede han nogen trække forsigtigt i hans bukseben. Han så ned og dér var de, to store sorte øjne, fulde af håb.
Og pludselig glemte Mads alt omkring sig, løftede resolut hvalpen op mod sig og holdt den ind til sit bryst. Han besluttede: Hvis mor og far sagde nej, ville han denne aften løbe hjemmefra. Sammen med hende.
Men forældre har nu engang også et blødt hjerte… Så næste dag, da Mads kom hjem fra skole, stod der ikke kun mor og far, men også den rene, hvide og glade Knap og ventede på ham.