Det her skete for cirka halvandet år siden, en kold vinter, hvor min søn lige var blevet fem måneder gammel. Min mands bror spurgte, om han og kæresten kunne bo hos os i en uge. Hvordan kunne jeg sige nej? Jeg var selvfølgelig ikke ligefrem begejstret over idéen vores barn var lige blevet født, jeg fik ikke sovet, jeg spiste dårligt, og der var ingen tid til noget som helst. Familien gav mig heller ingen ro. Det var hårdt, men jeg tænkte, måske kunne de hjælpe lidt til, og så ville jeg i det mindste have nogen at snakke med henover en kop te.
De dukkede op uden noget til os, ikke engang en lille gave til babyen, selvom man jo nærmest altid har noget med til et barn sådan er jeg selv vokset op, sådan gør man bare. Men her føltes det anderledes.
De havde nogle ærinder i København, men sagde ikke rigtigt, hvad det handlede om.
Jeg sørgede for mad, gjorde rent, lærte dem bedre at kende. Det virkede, som om alt var godt, men i de dage, de boede hos os, tilbød hun ikke hjælp en eneste gang hverken med madlavningen, rengøringen eller med min lille dreng, mens jeg ordnede de daglige pligter.
Hun tog ud på sine ærinder om morgenen, mens hendes kæreste sov til middag, min mand var på arbejde, og jeg løb rundt med barnet på armen hele formiddagen. Hun kom hjem, slappede af på sofaen eller så fjernsyn indtil aften.
Jeg løb rundt med min søn, vaskede gulvet, for udenfor var der snesjap og mudder, så skidtet blev slæbt med indenfor. Der skulle laves mad, barnet skulle ammes og vaskes.
På tredjedagen havde jeg fået nok. Jeg fortalte min mand, hvordan jeg havde det men han trak bare på skuldrene; det mente han ikke var noget, han som mand skulle blande sig i. På fjerdedagen kom han hjem fra arbejde, og så tog de to gæster i biografen.
Vi skyndte os at lave mad sammen, min mand og jeg, spiste hurtigt, og så kom de hjem. De havde købt masser af øl og snacks men, naturligvis, ikke så meget som en lille kage til den ammende mor. Så meget kunne man vel forvente
Det lykkelige par spiste og smuttede derefter i biografen og ringede sågar til min mand for at spørge, om han ville med. Jeg blev ked af det og trak hende til side og sagde:
Jeg er ked af det, men kunne du ikke tilbyde at hjælpe bare én gang? Jeg har en lille baby, jeg er træt. Kunne du ikke skrælle nogle kartofler til suppen eller i det mindste spørge, om jeg vil have hjælp?
Skal du nu til at give mig dårlig samvittighed? Det synes jeg ikke er fair! Jeg er altså også træt. (Jeg tænkte: af hvad? Sofaen?).
Prøv lige at hør, du er i min lejlighed. Det er ikke mig, der er gæst det er dig.
Jeg gider ikke høre på det her!
Ved du hvad, pak dine ting og tag hjem!
De pakkede sammen og tog afsted. Jeg græd længe bagefter af frustration og skuffelse.
Hvad synes I? Er det normalt at opføre sig sådan?
