Sådan kan det gå
Mine forældre ventede virkelig på lille Jørgen. Men graviditeten blev svær, og han kom til verden for tidligt. Han lå i kuvøse, og mange af hans organsystemer var ikke fuldt udviklede. Respirator. To operationer. Nethindeløsning.
To gange lod lægerne os tage afsked med ham, men Jørgen overlevede.
Dog gik det hurtigt op for os, at han næsten hverken kunne se eller høre noget. Hans fysiske udvikling rettede sig gradvist Jørgen satte sig, greb fat i legetøj, og gik senere langs møblerne. Men den mentale udvikling stod helt stille.
Først havde vi stadig håb. Vi kæmpede begge to, men til sidst forsvandt min far stille og roligt ud af billedet, og min mor stod alene tilbage med kampen.
Hun fandt en eller anden kvote, så Jørgen fik indopereret høreimplantater som tre-en-halvt-årig. Nu hørte han vist nok det meste, men udviklingen gik stadig ikke fremad. Hun slæbte ham til specialpædagog, talepædagog, psykolog og alle mulige eksperter. Min mor, Karen, kom gentagne gange med ham hjem til mig.
Jeg prøvede altid på at foreslå noget nyt eller en anden tilgang. Hun prøvede alt, ingen resultater. Det meste af tiden sad Jørgen roligt i kravlegården og snurrede med en eller anden tingest, slog den mod gulvet, bed sig selv i hånden eller noget andet. Nogle gange udstødte han en konstant jammer. Andre gange varierede han lyden. Min mor påstod, at Jørgen genkendte hende, kaldte på hende på sin helt særlige måde, og elskede, når hun kradsede ham på ryggen og benene.
Til sidst udtalte en ældre psykiater sig: Se nu i øjnene, der kommer ikke nogen udvikling. Han er som en gående grøntsag. Tag en beslutning enten kommer han på institution eller også passer du ham hjemme. Men at forvente, det nogensinde bliver markant bedre, eller at du graver dig levende ned sammen med ham, det giver ikke mening.
Det var den eneste, der nogensinde sagde det helt direkte. Karen placerede Jørgen i et specialbørnehave og gik på arbejde igen.
Efter noget tid købte hun en motorcykel det havde hun altid drømt om. Hun begyndte at køre rundt gennem Københavns gader og ud på landet med andre entusiasternår motoren drønede, glemte hun alle bekymringerne. Min far betalte børnebidrag, som hun brugte på afløsere i weekenderne. For Jørgen var nem nok at passe, når bare man vænnede sig til ulingen.
Senere sagde en af motorcykelvennerne, Henning, til Karen: Du har noget særligt, noget dragende og tragisk over dig. Jeg er blevet vild med dig.
Kom, jeg vil vise dig noget, svarede Karen.
Han grinede, for han troede, hun inviterede ham opmen hun viste ham Jørgen. Lige den dag ulte han og lavede sine klukkelydemåske fordi han genkendte sin mor eller undrede sig over fremmede.
Hold da op! sagde Henning.
Hvad troede du da? svarede Karen roligt.
Efter et stykke tid flyttede Henning ind hos dem. Han holdt afstand til Jørgendet havde de aftalt, og det ønskede Karen heller ikke skulle være anderledes. Senere foreslog Henning: Skal vi ikke få et barn sammen? Karen svarede: Og hvis det bliver som Jørgen, hvad så? Han blev stille næsten et år. Men så sagde han: Lad os prøve.
Lille Anton blev født, rask og frisk. Henning spurgte: Skal vi ikke overlade Jørgen til institution nu, hvor vi har Anton? Karen snappede: Jeg sender hellere dig væk! Henning trak sig straks: Jeg spurgte bare … Da Anton som ni-måneders baby begyndte at kravle, opdagede han Jørgen. Han blev straks nysgerrig. Henning frygtede dethan mente, det kunne være farligt. Men Henning var oftest på arbejde eller ude at køre, og Karen lod Anton være nær Jørgen.
Når Anton kravlede, holdt Jørgen op med at ule og virkede endda som om, han ventede på ham. Anton gav ham legetøj, viste ham, hvordan man bruger det, og lukkede endda Jørgens fingre om det.
En weekend blev Henning syg og blev hjemme. Han så, hvordan Anton gik rundt og mumlede, mens Jørgen fulgte ham som en skyggefør havde han altid siddet isoleret i hjørnet. Henning lavede et stort drama og krævede at Karen skulle holde sin søn væk fra idioten eller holde øje hele tiden. Karen pegede stumt på døren.
Han blev skræmt. De blev dog forsonet. Karen fortalte mig: Henning er lidt af en træmand, men jeg elsker ham. Er det ikke frygteligt?
Det er helt naturligt, svarede jeg. At elske sine børn uanset hvad.
Jeg mente faktisk Henning, forklarede Karen. Men er Jørgen farlig for Anton, hvad mener du?
Jeg sagde, at alt tydede på Anton bestemte tempoet, men at man altid burde passe på. Det aftalte vi så.
Da Anton var halvandet, lærte han Jørgen at stable klodser efter størrelse. Anton talte allerede i sætninger, sang små sange og lavede rim og fagter. Er han et vidunderbarn? spurgte Karen. Henning siger, jeg skal spørge. Han bobler nærmest af stolthedandre drenge i vennekredsen kan knap sige far eller mor i den alder.
Det skyldes nok Jørgen, foreslog jeg. Det er ikke mange børn på halvandet, der får rollen som udviklingslokomotiv.
Præcis! udbrød Karen, det skal jeg sige til ham.
Sikke en familie, tænkte jegen gående grøntsag, en træmand, en kvinde på motorcykel, og et vidunderbarn. Efter potte-træning brugte Anton næsten et halvt år på selv at lære Jørgen det. Også at spise selv, drikke af kop, tage tøj på og afdet fik Karen Anton til selv at lære sin storebror.
Da Anton var tre-et-halvt, spurgte han direkte: Hvad er der egentlig med Jørgen?
Han kan faktisk ikke se noget, svarede mor.
Han kan godt, bare dårligt, svarede Anton. Sådan noget kan han, men når der ikke er meget lys, går det ikke. Lyset over spejlet på badeværelset, dér kan han se meget.
Øjenlægen blev overrasket, da hun mødte treårige Anton som forklaringsperson, men lyttede opmærksomt, lavede flere undersøgelser og bestilte specialbriller og behandling.
Anton kunne ikke trives i børnehaven. Han burde egentlig begynde i skole han er alt for skarp for børnehaven! sagde pædagogen opgivende. Man kan dårligt styre ham, han ved altid bedst.
Jeg talte bestemt for, at Anton hellere skulle gå til fritidsaktiviteter og hjælpe med at udvikle Jørgen, frem for at starte tidligt i skolen. Overraskende nok var Henning enig Lad ham være hjemme, hvad skal han i den børnehave? sagde han til Karen. Har du ikke lagt mærke til, at Jørgen snart ikke har ulet et helt år?
Yderligere et halvt år senere sagde Jørgen: mor, far, Anton, gi, drik og miau-miau. De begyndte i skole samtidig. Anton var bekymret: Hvordan klarer han sig nu uden mig? Er lærerne dygtige nok på specialskoen? Forstår de ham? Selv nu i femte klasse laver han først lektier med Jørgen, så sine egne.
Jørgen taler i korte sætninger. Kan læse og bruge computer. Elsker at lave mad og gøre rent (styret af Anton eller moren), elsker at sidde på bænken i gården og mærke, se, lytte og dufte. Han hilser altid på alle naboer, elsker at modellere i ler og bygge med klodser.
Men mest af alt elsker han, når hele familien kører på motorcykel på landevejene han med mor, Anton med Henning, og alle råber mod vinden i fællesskabEn varm forårsdag sad de sammen i gården. Karen hældte juice op. Jørgen rakte hånden ud efter glasset, og Anton lagde den blidt i hans. Henning pudsede sin motorcykel, et halvt øje på familien, et halvt i drømme. Karen grinede sådan, dybt, som hun kun gjorde sjældent og Anton svarede med en sang, han selv havde fundet på. Jørgen lyttede, nynnede med, svingede i takt med benene.
Fra altanen råbte en nabo ned: Hvor ser I glade ud i dag!
Og Karen råbte igen, stemme lys og stærk: Vi har det hele!
Midt i solskinnet gled blikkene sammen. Anton smilede til Jørgen: Du har lært mig alt det vigtige, storbror.
Jørgen lagde hånden ovenpå hans og gentog, langsomt, men klart: Alt det vigtige.
Og sådan sad de dér ikke perfekte, men sammen. På deres egen måde hele.
