Det sker bare nogle gange, ikke?
Malthe var en længe ventet gave til forældrene. Men graviditeten blev kompliceret, og han kom til verden alt for tidligt. Lå i kuvøse. Mange af hans organer var ikke færdigudviklede. Han lå på respirator. To operationer. Nethindeløsning oveni.
To gange lod lægerne forældrene sige farvel til lille Malthe. Men han klarede den.
Ret hurtigt stod det dog klart, at han næsten hverken kunne se eller høre. Fysisk kom han sig langsomt han lærte at sidde selv, greb ud efter legetøj og gik efterhånden tæt op ad tingene. Men hans mentale udvikling fulgte slet ikke med.
Forældrene havde håb i starten de kæmpede sammen. Men faren forsvandt stille væk, og moren, Trine, blev tilbage alene og kæmpede videre.
På et tidspunkt fik hun fat i en eller anden bevilling, og da Malthe var tre et halvt år, fik han indopereret cochlear-implantater for at kunne høre. Nu kunne han teknisk set høre alt, men udviklingen lagde sig alligevel ikke. De gik til specialpædagoger, tale-høre-eksperter, psykologer og alle mulige fagfolk. Trine og Malthe kom til mig flere gange.
Jeg foreslog hele tiden nye ting, vi kunne prøve. Trine prøvede alt, men ingenting hjalp. Det meste af tiden sad Malthe bare stille i kravlegården, drejede på et eller andet, bankede tingene i gulvet, bed sig selv i hånden eller noget andet. Nogle gange hylede han på én lang tone. Andre gange mere varieret. Trine sagde, at Malthe kunne kende hende, kaldte på hende på sin helt egen måde og elskede, når hun kradsede ham på ryggen eller benene.
Til sidst var det en ældre psykiater, der sagde: Hvilken diagnose leder vi egentlig efter? Han er jo nærmest en levende grøntsag. Du må tage en beslutning enten finder du et tilbud til ham eller passer ham hjemme, nu hvor du alligevel har lært det. Jeg ser ingen grund til at håbe på et mirakel eller at ofre hele dit liv i kravlegårdens skygge. Det var den første person i Trines liv, der sagde det ligeud. Hun fik Malthe optaget i et specialbørnehave og begyndte at arbejde igen.
Efter noget tid købte hun en motorcykel hun havde altid drømt om det. Hun kørte igennem Københavns gader og ud på landet med ligesindede. Når motoren buldrede, kunne hun glemme alle bekymringer. Faren betalte børnebidrag, som Trine brugte på afløsere i weekenderne Malthe var egentlig let at passe, når man først blev vant til hans hyl.
Senere sagde en af motorcykelvennerne, Mikkel, til hende: Trine, jeg tror faktisk jeg er blevet lidt vild med dig. Der er noget fascinerende tragisk over dig.
Kom, så skal jeg vise dig noget, sagde Trine.
Han smilede, overbevist om, at han var inviteret hjem til hende, måske i seng. Hun viste ham Malthe. Lige den dag var Malthe livlig, hylede og lavede sin særlige lyd nok fordi han genkendte sin mor, eller måske var han utryg over den fremmede.
Hold da kæft, sagde Mikkel.
Hvad havde du ellers regnet med? svarede Trine.
Efterhånden begyndte de ikke kun at køre sammen, men også at bo sammen. Mikkel holdt sig dog på afstand af Malthe det var aftalt på forhånd og det ville Trine faktisk også helst selv.
Senere foreslog Mikkel: Hvad med at få et barn sammen? Trine svarede vredt: Og hvis vi får én til som Malthe, hvad så? Mikkel tav i næsten et år, men efter et stykke tid tog han mod til sig: Lad os prøve alligevel.
Og sådan blev lille Viktor født heldigvis helt sund og rask. Så sagde Mikkel: Skal vi så ikke aflevere Malthe på et hjem nu, hvor vi har fået et normalt barn? Trine sagde: Så afleverer jeg dig først. Mikkel blev helt paf: Nå, jamen jeg spørger bare
Viktor opdagede Malthe, da han var omkring ni måneder og begyndte at kravle. Blev straks meget nysgerrig. Mikkel var nervøs og sur: Lad vær med at lade ham komme tæt på det er farligt. Men Mikkel var altid ude eller på motorcyklen, Trine lod dem være sammen. Når Viktor kravlede rundt, hylede Malthe faktisk ikke. Trine syntes endda, det virkede som om Malthe lyttede og ventede på et eller andet.
Viktor bragte legetøj hen til Malthe, viste ham hvordan man gjorde, bøjede og formede selv Malthes fingre, så han kunne efterligne ham.
En weekend hvor Mikkel var syg og hjemme, så han, hvordan Viktor stavrede rundt i stuen og lokkede Malthe efter sig Malthe, der ellers altid havde siddet isoleret i hjørnet. Mikkel flippede helt ud: Hold min søn væk fra din idiot, eller hold konstant opsyn! Trine pegede bare på døren uden et ord.
Han blev bange. De blev gode venner igen. Trine kom til mig og sagde: Han er lidt af et træ, men jeg elsker ham faktisk. Rystende, ikke?
Det er helt naturligt, sagde jeg. At elske sit barn, uanset hvad
Jeg snakkede faktisk om Mikkel, rettede Trine mig. Synes du Malthe er farlig for Viktor?
Jeg sagde, at alle kendetegn tydede på, at Viktor styrer dynamikken, men de bør have opsyn. Det aftalte vi.
Da Viktor var halvandet, lærte han Malthe at bygge stableklodser i størrelsesorden. Viktor kunne selv allerede tale i sætninger, synge små sange og legede rim og remser. Er han et vidunderbarn eller hvad? spurgte Trine mig. Mikkel bad mig spørge, han er stolt som en pave de andres børn siger knap nok mor og far i den alder.
Jeg tror, det er på grund af Malthe, sagde jeg. Ikke mange børn på halvandet får lov at være lokomotiv for et andet barns udvikling.
Der kan du bare se! sagde Trine glad. Det vil jeg sige til det der træ.
Ja, sikke en familie, tænkte jeg levende grøntsag, træ med øjne, kvinde på motorcykel og vidunderbarn. Efter halvdelen af et år, hvor Viktor var blevet renlig, tog han selv initiativ til at gøre Malthe renlig også. Senere satte Trine ham for en opgave: lær Malthe at spise, drikke af kop, tage tøj af og på.
Da Viktor var tre et halvt, spurgte han ligeud: Hvad er der egentlig med Malthe?
For det første kan han ikke se, sagde jeg.
Han kan da godt se. Bare ikke alt. Nogle ting kan han, og andre ikke. Og det kommer an på lyset. Han ser bedst, når lyset i badeværelset er tændt over spejlet.
Øjenlægen blev ret overrasket, da vi kom med en treårig for at forklare brorens syn, men han lyttede og satte endnu en undersøgelse i gang, hvorefter Malthe fik ordineret specielle briller og behandling.
Viktor hadede børnehaven. Han burde faktisk gå i skole han er vist for kvik for det her cirkus, sagde pædagogen. Han tror altid, han ved bedst.
Jeg sagde bestemt nej til at sende Viktor i skole alt for tidligt han kunne holde sig til fritidsaktiviteter og stadig hjælpe Malthe med udviklingen. Mikkel var overraskende enig: Så lad ham dog blive hjemme lidt endnu det gør ham gladere. Har du opdaget, at Malthe næsten ikke har hylede i et helt år?
Halvandet år senere sagde Malthe: Mor, far, Viktor, gi, drik, miau-miau. Drengene startede i skole samtidig. Viktor var nervøs: Hvordan skal han klare sig uden mig? Er lærerne nu gode nok til ham? Kan de forstå ham overhovedet? Viktor laver stadig sine lektier med Malthe først, og bagefter sine egne, selv nu i femte klasse.
I dag kan Malthe tale i korte sætninger, læse og bruge computer. Han elsker at lave mad og rydde op (Viktor eller mor styrer altid processen), elsker at sidde på bænken i gården og bare kigge, lytte og dufte til det hele. Han kender alle naboerne og hilser altid pænt. Han kan godt lide at lave perleplader, bygge og skille Lego ad.
Men allermest elsker han, når familien tager på motorcykeltur ud ad landevejen ham og mor, Viktor og far og alle råber mod vinden sammenNogle gange lægger Trine mærke til, hvordan Viktor stadig, uden at tænke over det, rækker ud efter Malthe, før han gør noget selv. Det er nærmest som et ekko fra dengang, han selv knap kunne gå, og alligevel ville have Malthe med.
En aften sætter de sig alle fire på bænken i gården, mens solen går ned bag træerne. Malthe vipper frem og tilbage på kanten, Viktor læser et højt rim op, og Mikkel tager Trine i hånden.
Trine mærker, at alt, hvad hun troede var håbløst, alligevel har foldet sig ud til et liv, hun aldrig havde overvejet mærkeligt tyndslidt og alligevel så fuldt af mærker og styrke. Ingen spørger længere, om der kommer et mirakel. De er det allerede, bare fordi de stadig sidder her, sammen, og venter på at mørket bliver blåt og fyldt med de lyde, der fortæller dem, at verden venter lige udenfor porten.
Mikkel spørger, hvad de skal lave i weekenden, men det er næsten ligegyldigt. Hun smiler til dem alle tre, tager en dyb indånding, og føler pludselig at hun kan høre Malthes særlige lyd ikke som en klage, men som en sang, som kun hun kan forstå, og Viktor nynner den med.
Sådan kan lykke lyde, tænker hun, midt i sit sære, elskede kaos.
