Når der bliver holdt bryllup i en familie, er det altid en stor begivenhed, fyldt med spænding for alle. Ægteskabet bringer glæde og forventning med sig.
Af en eller anden grund ser folk dog tit tingene fra ét perspektiv, selvom alt jo ligesom en mønt har to sider.
Nej, jeg mener ikke, at ægteskab er noget frygteligt. Men mange kvinder tror stadig, at lykken kun findes i ægteskab og det at stifte familie. Især unge piger har ofte ikke nogen rigtig fornemmelse af, hvad ægteskab indebærer.
Deres største drøm er at blive gift, og så tror de, alt nok skal gå fint bagefter.
Lad mig fortælle min historie. Jeg troede også engang, at hvis jeg blev gift med manden, jeg elskede, og vi fik et barn sammen, så ville jeg være verdens lykkeligste menneske.
Men desværre bragte ægteskabet også mange uventede problemer med sig. Vi var slet ikke begyndt at spare op til et hus, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. I dag koster det virkelig mange penge at få et barn.
Selvfølgelig blev vi glade for min graviditet. Min mand havde sin egen lille virksomhed, mens jeg gik hjemme på barsel og hele tiden mærkede på økonomien, hvor lidt vi egentlig havde at gøre godt med. At spare op til noget som helst kunne jeg bare glemme. Det var også en hård tid at blive mor. Vores søn var urolig og tit syg, jeg sov næsten ikke, og mine nerver var på bristepunktet. Jeg overvejede nogle gange bare at stikke af. Det er bestemt ikke alle kvinder, der har det i sig at holde familien sammen.
Havde jeg dog bare vidst det tidligere. Vores søn var kun to år, da min mand mistede sin forretning. Han blev ramt af en enorm håbløshed. Og håbløshed medførte hurtigt en flaske eller to snaps. Så jeg måtte selv tage ansvar. Jeg fik vores dreng meldt ind i en børnehave og fandt to fuldtidsjobs for at få enderne til at mødes, mens min mand sov brandertens søvn hjemme. Det var så tungt og krævende, at jeg sommetider havde lyst til at skrige. Havde jeg været alene, kunne jeg have klaret det, både økonomisk, fysisk og mentalt.
En dag bad jeg min svigermor om at tale med sin søn og få ham til at tage sig sammen igen. Det er ikke typisk dansk for en mand at give op og lade tingene sejle. Jeg lagde kortene på bordet for hende og fortalte, hvor svært jeg havde det at jeg næsten ikke kunne mere.
Jeg håbede på støtte og opmuntrende ord. I stedet sagde min svigermor: Du er ikke den eneste, der har prøvet at have det svært. Men du er kvinde, så du må bide det i dig og tage det med oprejst pande. Det hører sig ikke til, at en kvinde er svag.
Hun mente, at kvinder i reglen er limen, der holder familien sammen, så jeg burde tie, selv om jeg havde lyst til at skrige, og tørre mine øjne, når jeg havde lyst til at græde. Uanset hvad livet byder os, må vi tage imod det og gå videre. Man skal ikke brokke sig!
Hendes ord ramte mig som et slag i hjertet.
Hun er selv kvinde og jeg ved, hun heller ikke altid har haft det let. Hendes mand gad ikke tage ansvar, og i stedet for støtte bad hun mig bare om at bide det i mig. Men hvor længe kan man holde til at bære det hele selv? Livet er kun én gang, og vi burde stræbe efter, at det skal leves med glæde og ro. Selvfølgelig kommer der udfordringer, men ikke af denne karakter. Det burde være enhver kvindes lod at være lykkelig og elsket.
