Mange unge svigerdøtre har lidt under deres svigerforældre, uden at kunne klage til nogen.
Vores første bryllupsdag nærmede sig. Forholdet til min svigermor havde endnu ikke fundet sine faste rammer. Vi var stadig meget forskellige, og langt fra perfekte det var helt tydeligt.
Før brylluppet bad jeg min mand om at præsentere mig for sin mor, da han allerede kendte min. Men han udskød det igen og igen der var aldrig tid, eller hans mor var optaget, eller der var andet, der kom i vejen. Folk sagde, man nok skulle få tid til at lære hinanden at kende senere. Til sidst mødtes vi først på selve bryllupsdagen. Mødet kunne ikke have været meget mere køligt: Da jeg med et ærligt smil sagde Godmorgen!, fik jeg et sammenbidt Godmorgen tilbage fra hende.
Tidligere havde min mand ofte sagt, at hans mor var fantastisk og rummelig. Jeg delte dog min bekymring og sagde engang, at jeg var bange for, hun ville blande sig for meget i vores liv. Jeg havde trods alt set mange sådanne historier. Men han beroligede mig altid: Hans mor blandede sig aldrig, han kunne selv vælge hvem han ville gifte sig med, og hun ville aldrig kritisere hans valg eller give formaninger om livet. Dog, få dage efter vielsen, kom min mand hjem fra arbejde og sad i køkkenet, grublende over sin kop te. Jeg spurgte, om noget plagede ham. Svaret overraskede mig:
Jeg tror måske, min mor ikke bryder sig om dig.
Tilsyneladende brød svigermor sig ikke om, at jeg ikke vaskede mine æg med natron, før jeg brugte dem. At jeg lod opvasken stå i vasken, fordi det passede mig. At jeg lod viskestykket ligge på vasken, i stedet for at lægge det på en speciel tallerken. Eller at jeg lavede min suppe i én omgang i stedet for to. Og sådan fortsatte listen. Jeg var mildest talt chokeret!
Jeg spurgte min mand:
Hvorfor skulle der være noget galt med mig? Vi har jo vores eget hjem og familie. Din mor bor ikke engang hos os.
Men jeg er hendes søn! Jeg er vant til hendes regler. Så du må gøre, som hun gør!
Jeg protesterede naturligvis. Mit køkken er mit, det fungerer ikke som hjemme hos hende. Jeg vil have lov at indrette tingene efter mit eget hoved.
Men min mand svarede, at nu skulle vi leve på en anden måde, og det måtte jeg bare vænne mig til.
De næste fire måneder gik det ellers fint. Når vi sås med min svigermor, smilede hun høfligt og spurgte interesseret ind til mig, vores forhold og om hendes søn hjalp til derhjemme. Da vi anskaffede os en hund, gik der knap halvanden uge, før hele Frederiksberg vidste, at jeg ikke lavede ben og kød til hunden. At jeg var fjollet nok til at fodre den med råfoder. At min stakkels svigermor led under at have sådan en ligegyldig svigerdatter. Jeg følte mig fuldstændig ubrugelig!
Jeg anede ikke, jeg var så uduelig. Da jeg gik tur med hunden den morgen, fortalte en bekendt mig det. Det var ikke rart at høre sådan noget om sig selv gennem andre. Jeg sagde til min mand, han burde tale med sin mor om det, men han lo bare og foreslog, jeg skulle glemme det. Og nu er min svigermor gået hen og blevet fornærmet på mig. Jeg hilser altid venligt på hende, men det eneste hun kan mønstre, er et koldt Dav.
Min mand mener, at jeg ikke respekterer hans mor. Simpelthen fordi jeg ikke vil indordne mig efter deres hjems regler og ikke forsøger at blive venner med svigermor. Det virker til, det eneste hun virkelig savner… er vores hund. I øvrigt kom hans forældre ofte forbi til kaffe uden at have givet besked først.
Men udfordringerne venter forude, for vi skal snart bo en tid i deres lejlighed. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det dog skal gå. Tanken om, at når vi selv får et barn, vil hele opgangen vide, hvordan jeg bader og fodrer det, gør mig helt utryg. Jeg tror, jeg får brug for at tage hjem til mine forældre. Jeg tvivler ærligt talt på, at min svigermor lader mig bo i fred hos dem.
