I vores klasse gik der en pige en ægte dansk version af et forældreløst barn. Hun boede hos sin bedstemor, som var så gammeldags og troende, at selv salmebøger følte sig for moderne i hendes hænder. Hver søndag slentrede de forbi mit hus på vej til kirken: to tynde, skrøbelige skikkelser i deres strålende hvide tørklæder. Folk sagde, at bedstemor forhindrede hende i at se fjernsyn, spise slik eller grine med åben mund for fanden kunne, Gud forbyde, flyve ind og lave rav i den! Og isvand til ansigtet var vist hendes foretrukne opfindelse.
Pigen blev drillet det var noget, vi ikke ligefrem holdt os tilbage med. Men hun kiggede altid på os med sådan nogle mørke, voksne øjne og mumlede: Gud, tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør. Ingen legede med hende man ville jo nødigt have hendes vidtløftige bedstemor på nakken så vi kaldte hende Alina. Rigtig dansk? Ja, nå, men det blev til Freja, for det navn findes kun her.
I 90erne kunne skolens kantine godt minde om noget, man kunne kalde spis med nødglede. Men om fredagen var der til gengæld boller med te eller pølsehorn med kakao og en lille firkant chokolade. Og omtrent da vi stod og drillede Freja i køen, blev hun puffet, ramlede ind i mig min bakke røg på bordet, hvor der stod glas med kakao, og den danske Niagara af chokolade flydede ud over to store elever fra niende.
Nå nå, sagde de modne.
Løb, hviskede jeg, greb Freja og vi fór ind i vores klasse. Jeg var overbevist om, at vi blev forfulgt af hoende vikinger og en flok løbske køer sådan føltes det.
De næste par timer stod på matematik. Ude på gangen ved glasdøren kunne man se to lange figurer, som indimellem kiggede ind og hviskede til hinanden. Jeg kunne mærke, at vi var på vej mod den storladne danske retssag og henrettelse (med lidt inspiration fra H.C. Andersen).
Hvis vi bare kan snige os ud, så ved jeg hemmelige stier til loftet, vi sidder der til det bliver mørkt og smutter hjem.
Nej, sagde Freja, vi går som rigtige piger. I dagslys og med værdighed.
Men Freja, de vil jo
Ja, hvad? Hælde kold kærnemælk over os? Råbe? Banke os, lille piger fra femte klasse? Hvad så?
Øh
Hvis de slår os, er det én gang. Hvis vi ikke går, bliver vi bange hver eneste dag.
Vi gik ud som danske piger nu skal. Diskret. De to store stod lænet op ad væggen.
Hey, småfolk, hvem af jer tabte noget? den ene havde min pung i hånden. Mickey Mouse og ti kroner (nok til svømmehallen og tegneklubben).
Her, sagde han og gav mig pungen. Og lad nu være med at løbe væk.
På vej hjem fra skole svingede jeg skoletasken og tænkte, hvor dejligt livet var. Hvor alt kunne løse sig så gnidningsfrit. Og hvor heldig jeg var med min nye, mærkelige veninde.
Skal jeg ringe til min mor, så hun kan snakke med din bedstemor og få dig lov til at komme med hjem og se tegnefilm? Eller må du ikke?
Freja rullede med øjnene.
Kom, så henter vi bedstemorens vafler med kondenseret mælk, hun bagte dem jo i dag.
Vi var bedste venner i mange år, indtil livet sendte os til hver sin ende af verden. Men jeg husker altid det ene øjeblik.
At springe fra vippen ned i det blå bassin skræmmer men det gør det én gang. Det er altid svært at gøre noget nyt. Hvad er det værste? At nogen kalder mig fjollet? De siger det én gang, men hvis jeg ikke gør det, siger jeg det til mig selv hver dag.
Man frygter én gang. Eller hele livet.
Du kan overvinde frygt én gang. Eller lade den leve dit liv for dig hver dag.
Valget er dit.
