Dagbog, 12. maj
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet disse ord, men efter alt, hvad der er sket, har jeg brug for at skrive det ned måske mest for min egen skyld.
Fra det øjeblik jeg blev født, var jeg ligegyldig for min mor, Jette. Hun så mig nærmest som et møbel, et inventar, hun hverken bemærkede eller ænsede. Jeg voksede op med fornemmelsen af at være tilovers, især efter hun og min far, Henrik, begyndte at skændes konstant. Og da han, efter at have forladt Jette og mig for at vende tilbage til sin lovlige hustru, helt forsvandt ud af vores liv, kunne jeg mærke, hvordan min mors vrede kun voksede.
Nå, så han stak af alligevel? Så har han sgu aldrig haft tænkt sig at smide konen ud! Han har slidt på mine nerver! Løjet mig lige op i ansigtet, råbte hun rasende ind i telefonen. Og nu står jeg her med hans unge? Skal jeg kaste hende ud ad vinduet eller bare parkere hende på Hovedbanegården blandt vagabonderne?
Jeg holdt mig for ørerne og græd stille i et hjørne. Den kærlighed, jeg aldrig fik, sivede stille ind som regn i revner.
Gør, hvad du vil med din datter, det er mig ganske ligegyldigt! Jeg tvivler ærligt talt på, at hun overhovedet er min! lød det i røret fra min far.
Helt ude af sig selv pakkede Jette et par af mine små kjoler og mit sygesikringsbevis i en taske, løftede mig, kun fem år gammel, og tog et taxa.
“Hele verden skal sgu se, hvordan de har behandlet mig,” lød det inde i hendes hoved. Med isnende stemme opgav hun adressen til taxaen. Hun ville efterlade mig hos min farmor, Karen Petersen, der boede uden for Roskilde.
Taxachaufføren sendte min mor et hårdt blik han brød sig tydeligvis ikke om hendes kulde, hverken imod sig eller mig.
Mor, jeg skal tisse, hviskede jeg uden håb om, at hun ville tage hensyn.
Som forventet. Jette knurrede så hårdt ad mig, at chaufføren kneb læberne sammen af arrigskab. Han fortalte, at han selv havde en barnebarn, og hans svigerdatter behandlede hende som guldklumpen i livet. Ikke som min mor.
Hold det, Oda! Du kan gå på toilettet hos din fine farmor!
Jette vendte mig ryggen og stirrede rasende ud ad ruden.
Pas på dig selv, du, ellers smider jeg dig ud af bilen, sagde chaufføren pludselig. Jeg kan sagtens køre den lille på kommunen.
Mænd som dig burde fejes af banen, hvæsede hun hvem vil tro dig? En beskidt chauffør eller en grædende mor? Luk bare munden og pas dit!
Chaufføren kunne kun bide tænderne sammen. Mig var han ked af, men nogle kampe må man lade ligge.
En time senere var vi fremme. Jette steg ud med mig og tasken og marcherede op ad stien, hvor hun sparkede lågen op.
Tag hende, sagde hun hårdt til min farmor Karen. Hun er jeres problem nu. Henrik har givet sin tilladelse. Jeg skal aldrig se hende mere! snerrede hun og forsvandt hurtigt.
Farmor Karen stod forvirret tilbage.
Mor! Mor, bliv! græd jeg desperat efter hende og satte i løb, men hun rystede mig af sig, mens naboernes nysgerrige blikke lurede bag hækkene.
Skred nu! Gå til din farmor! bo der! råbte hun og vristede mine små fingre fri af sit ternede nederdel. Jeg styrtede grædende hen til Karen, som samlede mig op i favnen, tårerne løb ned over hendes furede kinder.
Kom ind, lille skat, kom sagde hun varmt lad mig lave dig nogle pandekager. Jeg har frisk creme fraiche i køkkenet, du kan få til.
Bag os forsvandt min mor i en bil, og der var kun støv tilbage, hvor hun havde været. Hun kom aldrig igen. Jeg så hende ikke fra den dag.
Men Karen tog mig til sig som sin egen. Hun tøvede ikke et sekund; hun kunne se, hvem jeg lignede. Lille Henrik. Han kom jo næsten aldrig på besøg, så hun havde snart glemt, hvordan han så ud.
Jeg skal nok tage mig af dig, Oda. Jeg har måske ikke det store, men du skal ikke mangle noget, sagde hun og tørrede mine tårer.
Hun fulgte mig første dag i skole. Tiden fløj af sted. Nu gik jeg pludselig i 3.g, studentertiden nærmede sig. Jeg havde udviklet mig til en venlig, åben og dygtig pige. Jeg drømte om at læse medicin, men først måtte jeg tage HF.
Ærgerligt din far ikke vil kendes ved dig, sukkede jeg, mens jeg sad med Karen på trappen og så solen gå ned. Hun aede mine hår og blev stille. Hvad skulle hun svare? Hendes søn Henrik havde aldrig villet have noget med mig at gøre. Hans nye familie fyldte alt: hans kone, som jeg aldrig havde mødt, og deres søn. Mig hadede han. Hver gang han kom forbi, var det kun for at grine ad mig.
Hvis du kalder hende for en pjalt, så se på dig selv, Henrik! sagde Karen en dag. Du tigger penge af din mor, mens du og din kone arbejder og klager. Men jeg skal sige dig du kommer ikke her mere! Hellere ingen søn, end den slags.
Sådan taler du, mor? Fint! Så kommer jeg ikke engang til din begravelse! råbte han fornærmet, og med sin store søn, Thomas, forlod han huset for aldrig at vende tilbage.
Gud dømmer ham, Oda, sagde Karen med et suk lad os nu få lidt te og gøre os klar til i morgen. Du skal have dit eksamensbevis.
Sommeren gik hurtigt med havearbejde indtil det var tid til, at jeg skulle flytte på kollegium i København og påbegynde mine studier.
Jeg får naboven Viktor til at køre os til kollegiet, sagde Karen. Hun havde selv travlt; helbredet havde svinget på det sidste. Hun skulle tage en beslutning, inden det blev for sent.
Vi sad længe og krammede foran kollegiet.
Du er min glæde, Oda. Nu må du klare dig selv, for jeg er gammel. Men du må ikke tro, du står alene.
Sludder, du er den sejeste mormor i Danmark! grinede jeg med tårer i øjnene.
Karen smilede. Så kørte hun med Viktor hen til notarens kontor, fik ordnet sine papirer og vendte roligt hjem.
Jeg rejste hjem til Karen hver weekend, bekymret for hendes helbred, og gjorde alt for at tage de bedste karakterer, så jeg kunne læse medicin og måske gøre hende stolt. Min største drøm var at gøre hendes alderdom god.
Senere blev besøgene færre, for jeg mødte Mads, en sød fyr fra klassen, også på vej mod universitetet. Karen var kun glad på mine vegne, og da vi som tyveårige giftede os efter HF, var hun den eneste gæst fra min side på det lille cafébryllup.
Du er ikke bare min kære mormor, du er mor og far for mig. Hele mit liv har du båret mig, hjulpet mig, elsket mig, sagde jeg i min bryllupstale og knælede ved hendes stol, mens alle fik tårer i øjnene.
Rejs dig nu, Oda, hviskede Karen forlegent, men alle ved bordet klappede.
Velkommen til familien! sagde Mads og satte en arm om Karen. Hele aftenen lød der skåle for min mormor og for kærligheden.
Kort efter begyndte Karen at falde hen, som om hun gav slip efter at have gjort sin pligt. Mads og jeg passede hende på skift, selvom studiet trak i os.
En dag tog hun min hånd og sagde sagte:
Når jeg ikke er her mere, vil Henrik og hans kone komme for at tage huset. Men du skal ikke være bange, skat, det har jeg for længst skrevet over til dig. Det ligger hos notaren, alt er på plads. Brug det som tryghed sælg huset og køb jer en lejlighed inde i byen.
Jeg græd. Jeg kunne ikke sige noget.
Karen levede endnu halvandet år, så sov hun stille ind.
Som hun havde forudset, dukkede min far op fyrre dage efter. Ud med dig! sagde Henrik, mens hans kone og Thomas stod bag ham. Det var første gang, jeg nogensinde så dem samlet. Thomas gloede allerede rundt, som om han mentalt var i gang med at sælge huset for at købe sig en bil.
Mads kom ind fra Brugsen netop som sammenstødet skete.
Hvem er du? Sender du allerede mænd i sengen? råbte Henrik.
Mads svarede roligt: Jeg er Odas mand. Og du? Jeg kan ikke mindes, vi to er blevet præsenteret.
Henrik rødmede. I kan godt pakke og skride! hvæsede han.
På hvilken baggrund? Oda har doku på, at huset er hendes. Skal jeg vise dig papirerne fra notaren? svarede Mads tørt.
Hvad for noget? udbrød Henrik nærmest stammende.
Hun har forhekset din mor, gnækkede Henriks kone. Vi må sagsøge hende!
Jeg skal nok bevise, du ikke er min datter! råbte Henrik.
Gør hvad I vil, svarede Mads og trak mig op at stå. Gå, skat.
De gik men huset føltes koldt og tomt bagefter. Jeg sank sammen på stuegulvet og græd gemt i hænderne. Hvad havde jeg nogensinde gjort dem?
De har alt og mere, hvorfor skal de tage det eneste jeg har fået? sagde jeg, mens Mads holdt om mig.
I morgen sætter vi huset til salg. Det er, hvad Karen ville have, mindede han mig.
Det gik hurtigt at sælge. En Københavnerfamilie havde altid ønsket sig et stort, velholdt landsted tæt ved skoven. De slog straks til, ville ikke engang prutte om prisen.
For pengene rundt regnet 3,2 millioner kroner købte vi en hyggelig ejerlejlighed tæt på midtbyen, og ser frem til at blive forældre til en ønsket og elsket lille én.
Når jeg lægger mig om aftenen, sender jeg Karen en tanke. “Tak, fordi du gav mig et hjem. Tak for livet, hvisker jeg for mig selv.
OdaNogle aftener, når mørket falder på, går jeg ud på altanen og ser lysene blinke i byen under mig. Indimellem fanger duften af nyslået græs mig, og jeg mærker kulden fra barndommens have, hvor Karen lagde sit uldne sjal om mine skuldre og lo sit stille, trygge grin.
Inde fra lejligheden lyder Mads stemme, blid og kærlig, som en varm brise efter vinteren. Og indeni sparker vores lille datter, det første tegn på en ny begyndelse. Jeg lægger hænderne over maven og smiler det er min tur nu. En kærlighedscirkel, som begynder igen, men denne gang på mit initiativ.
Jeg kan ikke ændre min fortid, men jeg kan vælge at give videre alt det, Karen gav mig: tryghed, omsorg, styrke. Når frygten for at fejle sniger sig ind, hører jeg hendes stemme tydeligt: “Intet barn er et møbel, Oda. Du er mit hjerte.” Så løfter jeg hovedet og lover mig selv, at mit barn altid skal vide, hvor elsket hun er.
Sådan slutter mit brev ikke med bitterhed over dem, der gik, men med taknemmelighed for hende, der blev. Livet er ikke altid retfærdigt, men gennem én kærlig hånd kan tusind sår læges. Og når min datter en dag spørger, hvem Karen var, vil jeg svare: “Hun var lyset, der viste mig vejen hjem.”
