På vores folkeskole gik der en pige en forældreløs. Hun boede hos sin bedstemor, som var meget gammel og dybt religiøs. Hver søndag så vi dem komme gående forbi vores hus på vej til kirken begge så små og spinkle, næsten gennemsigtige, klædt i knitrende hvide tørklæder. Det gik rygter om, at hendes bedstemor forbød hende at se fjernsyn, spise søde sager eller grine højt, for så kunne djævelen trænge ind, og hun tvang hende til at vaske sig i iskoldt vand.
Vi drillede pigen. Men hun så på os med grå, modne øjne og sagde: Gud, vær barmhjertig mod dem. De ved ikke, hvad de gør. Ingen ville være ven med hende; vi syntes, hun var sær vi kaldte hende Astrid. Astrid Dybvad.
I min barndom smagte maden i skolekantinen ikke særlig godt. Men om fredagen fik vi wienerbrød med te, eller en pølsehorn med varm kakao og en lille chokoladebar. En fredag blev Astrid skubbet under vores løjer, hun faldt ind i mig, jeg ramte bordet hvor glassene med kakao stod hele den brune flod fløj ud over to ældre elever.
Sådan, sagde de store drenge.
Løb! hviskede jeg, greb Astrids hånd, og vi løb ind i vores klasselokale.
Det føltes som om et kor af vikinger og vildsvin stormede efter os. De sidste timer var matematik. Bag den glaserede dør stod de to høje skikkelser fra tidligere; indimellem åbnede døren sig, og to hoveder kiggede ind, og derefter hviskede de sammen. Jeg var sikker på, at vi snart skulle for retten, blive afhørt og få vores straf.
Vi skal bare liste os ud diskret jeg kender en udgang til loftet, så kan vi vente til det er mørkt og løbe hjem.
Nej, svarede Astrid, vi går, som piger gør. I lyset, stille og roligt.
Men Astrid, hvad hvis de…
Hvad? Hvad vil de gøre? Hælde kærnemælk på hovedet? Råbe? Slå to femteklasses piger? Hvad så?
Jeg ved ikke…
Hvis de slår os, slår de os én gang. Hvis vi løber, vil vi være bange hver dag.
Vi gik ud med de andre som det sømmer sig for piger. Stilfærdigt. De to ældre drenge stod op ad væggen.
Hey, småfolk, hvem har tabt? Den ene holdt min pung med Anders And på og en tier i danske kroner (til svømmehallen og fritidsklubben).
Værsgo, han lagde pungen i min hånd, og lad nu være med at stikke af igen.
På vej hjem svingede jeg skoletasken og tænkte på, hvor godt livet egentlig er. Alting løste sig. Og hvor heldig jeg var med en ny veninde.
Skal jeg ringe til min mor, så hun kan ringe til din bedstemor og spørge, om du må komme med hjem til mig og se tegnefilm? Eller må du slet ikke?
Astrid vendte øjne.
Kom, vi henter vafler med kondenseret mælk hos bedstemor hun har lige bagt i dag.
Vi blev venner i mange år. Indtil livet førte os til forskellige kontinenter.
Men jeg husker altid den ene gang.
At springe fra vippen ned i det blå spejl af svømmehallens bassin er skræmmende men det er kun skræmmende én gang.
Det er bare svært at gøre noget nyt. Hvad er det værste, der kan ske? At nogen kalder mig fjollet? De siger det én gang. Ellers vil jeg selv sige det til mig hver dag.
Du er bange én gang. Eller hele tiden.
Du overvinder frygten én gang. Eller så lever frygten dit liv hver dag.
Der er et valg.
