Parret havde det egentlig meget godt. De blev gift, da de var fyldt 30, og snart efter kom sønnen til verden. Familien var helt igennem nydelig: de manglede aldrig penge, købte et pænt lejlighed i Roskilde og fik ombygget sommerhuset nord for Odense til noget, der faktisk mindede om luksus med gulvvarme og espressomaskine. Og ferierne? Altid uden for landets grænser Frankrig, Mallorca, men aldrig det samme sted to gange. Hendes mand var tro sådan kiggede han aldrig efter andre, selv ikke en enkelt gang i Brugsen.
Sønnen voksede op og blev gift med en sød pige, lidt yngre type med fregner og hurtig på aftrækkeren begge i starten af tyverne. Kvinden tænkte med et smil: Vi er jo bare os selv for ti år siden, bare i hurtigt tempo. Forældrene til de nygifte gav dem straks nøglerne til en lille, men charmerende ejerlejlighed i Glostrup.
Alt var fryd og gammen. Men årene gik, og den slags tilfredshed sætter sig tit på nerverne måske er det alder, måske er det bare dansk overtro, men hun begyndte at gruble. Der måtte jo ske et eller andet
Og selvfølgelig gjorde der det.
Hendes mand døde pludselig.
Det tog hende lang tid at finde fodfæste igen. Efter at have været hjemmegående, begyndte hun på arbejde og lærte så småt at være til igen.
Alle sagde, hun burde åbne boet efter manden. Sammen med sønnen tog hun til notaren ikke at hun egentlig forstod det, for det meste var jo hendes, og arving var der ikke rigtigt andre end sønnen. Svigerforældrene var forlængst væk.
Notaren inviterede dem ind på kontoret, hvor en ældre kvinde hun aldrig havde set før ventede.
Det viste sig, at halvdelen af formuen efter manden var blevet testamenteret væk.
Kvinden kiggede forvirret fra den fremmede og til notaren. Den anden så hverken særligt venlig eller ung ud, snarere midt i halvtredserne og klædt i noget forsigtig uld.
Notaren forklarede sagligt, at der fandtes et testamente, lavet for 27 år siden, og da det aldrig var blevet ophævet, ja, så var det gyldigt.
En total fremmed…
Så springer vi tilbage i tiden: De to havde mødt hinanden, ren romantik a la DR Drama. Nyuddannede, følelsen af evig fremtid. Hun var hans første han var pavestolt og kaldte hende drillende sin lille pige selvom de var jævnaldrende. Hun lo og rystede på hovedet.
En aften så de en film, hvor kærester skrev testamente til fordel for hinanden. Næste dag, på en blanding af kærlighed og hygge, lavede de også deres eget testamente: Alt mit er dit, resten af livet, og hvad har vi ellers af store ord. Hun sagde det var fjollet, men man kunne jo lige så godt gøre det rigtigt hos notaren. Efter notarbesøget fejrede de med Cava og, ja, resten fortæller sig selv.
Men livet kom i vejen: Hans far blev syg, han og moren rejste til Tyskland for behandling.
Imens så hun sin gamle flamme et par gange, blev gravid, og blev snart efter gift. Moderen sagde: Gift dig nu bare, den anden kommer jo alligevel aldrig tilbage. Kæresten derovre svarede heller aldrig på brevene.
Hun flyttede til Aarhus, hvor manden havde fået arbejde fik en datter, men det holdt ikke, og de blev skilt.
Hun havde forlængst ændret testamente til fordel for datteren, men var blevet grundigt overrasket, da det anbefalede brev en dag kom dumpende. Den gamle forelskelse som hun helt havde glemt, troede hun stod med sit navn lige der på kuverten. Al fortiden væltede tilbage. Hvor havde hun elsket ham!
Manden selv havde glemt alt om testamentet; der var jo gået så mange år med syge forældre, død og alt det der følger. Og da han opdagede, hun var flyttet og gift, lagde han alle minder bag sig. Hans kone sidenhen elskede han aldrig, men der var stabilitet nok til at gå sammen om Netto-indkøb og vasketøj.
Og nu? Skulle eks-kæresten virkelig have halvdelen? Kvinden spurgte sig selv: Hvad er det for noget vanvid?
Det føltes, som om hun mistede sin mand endnu en gang nu til fortiden.
Sikke et testamente! Skulle hun give et fremmed menneske halvdelen? Boligen, huset i Nordsjælland, den lille VW, opsparingen på 400.000 kroner?
Hun forsøgte sig med en retssag det gjorde bare ondt værre.
Hun tabte sagen og måtte overføre beløbet. Hun skar tænder og pakkede derpå flyttekasser.
Den fremmede købte en ny lejlighed og tog sin datter med til Ærø i påsken.
Tak, sagde hun hver dag, med overbevisning og et forførende smil måske til livet, måske til heldet, eller bare til banken.
