Guds gave…
Morgenen var tung og grå, skyerne hang lavt og slæbte sig trætte hen over Københavns tage, mens tordenens dybe buldren kunne høres langt borte. Foråret var ikke bare på vej det kom rullende ind over Sjælland med sin første rigtige tordenbyge.
Vinteren havde bøjet nakken, men foråret virkede fortsat sky og undvigende. Kulden hang i luften, vinden bed om kap med blæsten fra Øresund, og de sidste visne blade blev dansende jaget hen ad Istegade som små flagrende minder om det forgangne år. Her og der stak lidt grønt modvilligt igennem den hårde jord, men træerne holdt stadig nysgerrige knopper skjult bag deres stubfingre.
Man kunne næsten mærke, at hele landet gik og sukkede efter regn. Det havde været en vinter næsten uden sne, men med masser af blæst og kulde jorden var slidt, tørstig og slet ikke udhvilet under vinterdynen. Et ordentligt regnskyl, ja tak det var præcis, hvad den tørre park mellem boligblokkene havde brug for. For først med det lune, danske regnvejr gik livet rigtigt i gang, som en kvinde der vågner og ryster sin elskede lethed ud i verden.
Så spirer græsset grønt midt på Byens gader, blomsterne breder sig i glade kulører, blade folder sig nervøse og forsigtige ud, og træernes grene lover frugt. Fuglene slår vingerne ud og begynder på deres byggeprojekter i blomstrende æbletræer sådan er det, livet fortsætter.
Mikkel, kom nu og spis morgenmad! råbte Asta ude fra køkkenet Kaffen bliver kold.
Køkkenet duftede af kaffe og røræg. Det var hårdt at skulle op, især oven på gårsdagens samtale. Man kan sagtens springe ud af sengen, når man er lykkelig, men det var de ikke i dag. Astas øjne var røde, og mørke skygger lå under dem. Hun stak sin blege kind frem for et kindkys og forsøgte at smile.
Godmorgen, skat. Det ser altså ud til, at der kommer uvejr. Hvor jeg dog håber, det begynder at regne! Hvornår kommer den rigtige forår mon? Ved du, hvad, jeg fik et digt på hjernen:
Jeg venter forår, som en frelser,
Der jager kulde væk og trængslen.
Forår, jeg venter dig, som sandheden,
Der klarer op i mit rod og hængslen.
Jeg tror, når du kommer, så
Så bliver alt bedre.
Jeg tror, kun du
Kan ordne det hele
Ærligere,
Lettere,
Mere sikkert,
Mere sandt.
Hvor er du, forår? Kom nu snart!
Mikkel lagde armen om hendes spinkle skuldre og kyssede hendes lyse hoved, som duftede svagt af kamille og nyklippet græs. Han fik næsten ondt inde i. Stakkels min elskede, hvorfor har Gud givet os så meget at bære? Der havde trods alt været håb, og de havde levet på det i årevis.
Men i går havde den store, berømte professor i Aarhus sat et endeligt punktum for alle drømmenes venten:
Jeg er ked af det, men I kan desværre ikke få børn. Dit ophold nær kraftværket i Barsebäck, Mikkel, har desværre ikke været uden konsekvenser. Her må lægekunsten give fortabt. Beklager.
Asta tørrede beslutsomt øjnene og kastede håret tilbage.
Mikkel, jeg har tænkt. Vi skal adoptere. Tænk på hvor mange ulykkelige børn, der sidder på institutioner og savner forældre vi giver et hjem til en dreng! Så har vi også vores søn, ham vi har håbet sådan på. Er du med?
Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og Mikkel kunne kun klemme hende ind til sig også hans øjne blev våde.
Selvfølgelig, Asta. Græd ikke, min elskede, vi skal nok klare det.
Med ét lød en voldsom torden, så ruderne klirrede, og regnen begyndte at tromme løs: endelig havde Gud hørt deres bønner! Udenfor væltede regnen ned over byen som den sjældenhed, den første rigtige forårsregn nu engang er. Lynene blinkede hen over himlen, og betagede stod de to og så ud på vejen kolde dråber ramte kinderne, og den friske regnlugt fyldte stuen. Al den tunge tristhed i deres hjerter begyndte at lette. Måske går det alligevel alt sammen?
Nogle dage senere stod de ved døren indtil et børnehjem på Amager, hvor en aftale ventede dem. Nu skulle de se, om de kunne finde deres søn måske skulle han komme til at hedde Viggo. Glæden over tanken var allerede i hjertet, som om han var der, selvom de ikke havde mødt ham endnu.
Mikkel trykkede på klokken med sit bankende hjerte. Døren gik op de ventede dem.
De havde allerede talt med lederen for nogle dage siden, men nu skulle de møde børnene, der måske skulle være deres barn. En pige i for lille sparkedragt sad på våd voksdug og så på de voksne med store triste blå øjne. Snotnæse, filtret hår, beskidt bluse ja, her kunne man mærke, hvad børnehjem betyder: stedet for de glemte.
I det næste rum sad små børn pænt i rene senge og på rene lagner. Søsteren, deres guide, pegede dem ud, nævnte alder og forældrestatus. Hun løftede børnene op og præsenterede dem, nærmest som en tur på markedet her manglede kun et prisskilt, tænkte Mikkel for sig selv.
Mikkel, skal vi ikke tilbage og se til den stakkels pige? hviskede Asta. Han gav hendes skulder et klem.
Søster, kan vi ikke se pigen fra det første rum hende med de blå øjne?
Men I ville jo have en dreng? Den pige passer altså ikke ind, hun er ikke forberedt på at møde jer
Lad os nu bare lige kigge igen.
Søsteren blev forvirret, men nikkede og førte dem tilbage.
Jeg henter Lise, vores leder. I må gerne vente her. Hun pegede på et par stole.
Asta klemte sig ind til Mikkels skulder.
Skal vi ikke tage hende? Jeg mærkede det straks jeg så hende, Mikkel.
Det gjorde jeg også. Hun ligner dig både øjnene og håret. Og så ulykkelig.
Snart stod både lederen Lise Andersen og søsteren der. Lise så skeptisk ud:
I vælger altså et vanskeligt barn. Er det nu det I vil?
Ja, vi kan virkelig godt lide hende. Hun ligner endda min kone! Se selv, kopier! Sagt og gjort, de gik ind i rummet, hvor den lille pige lå.
Hun var blevet vasket og havde fået tørt tøj på, og kinderne var en lille smule røde. Da hun så, at de stoppede ved hendes seng, smilede hun genert og fik små glade smilehuller. Hun strakte armene frem og prøvede at rejse sig og Asta greb straks Mikkels hånd hårdt. Pigens fødder vendte bagud. Uden at tænke tog han hende op og mærkede hendes lille krop snuse sig vådt ind mod hans kind.
Tårerne pressede sig på hos dem begge. Lise måtte tørre sine øjne bag et lommetørklæde.
Kom ind på mit kontor. Søster, tag lige lille Rikke med.
Lise fortalte, at Rikke var født i en lille landsby i Jylland som det sidste barn i en stor søskendeflok. Forældrene havde ikke overskud til at tage sig af hende, især ikke da pigen blev født med deformiteter på benene.
Faren ville ikke tage hende med hjem, og sagde, at han hverken havde råd eller lyst til at skulle leve med endnu et misfoster om benene. Et par indkaldte socialrådgivere og en dommer så endte hun på børnehjem.
Det må være op til jer, om I vil have et barn med sådanne vanskeligheder. Det kræver mere end penge; det kræver kærlighed og tålmodighed i lange baner. Tag lidt tid og tænk over det her. Her er adressen på professor Olsen, der har undersøgt hende. Han kan forklare jer, hvad I kan forvente, hvis I siger ja.
Måneden gik. Mikkel og Asta vidste allerede efter besøget, at lille Rikke skulle være deres. Professorens ord trøstede benene kunne rettes op gennem flere operationer uden efterfølgende ar. Så Rikke ville komme til at løbe rundt som alle andre børn. Mikkel regnede lidt på økonomien jo, de kunne klare det, hvis de solgte deres spritnye VW og udsatte husbyggeriet på Fyn lidt.
De måtte klemme sig ind i deres etværelses på Nørrebro, men vigtigst var, at datteren kunne blive rask. De talte dagene, indtil de måtte hente hende.
Så stod de der igen foran institutionens slidte dør. Mikkel med en kæmpe buket lyserøde pæoner og Asta med en stor taske fyldt med gaver. Lise blev tydeligt rørt. Endelig er der nogen, der vil hende!
Sammen gik de mod værelset, hvor Rikke var. Hun var vokset, lyse krøller og rødmossede kinder. De løftede hende, hun strålede og sludrede løs om alt mellem himmel og jord. Det var en stor dag, men langt fra enden på papirarbejdet.
Adoption i Danmark er ikke bare skrivebordsarbejde især når forældre skal fratages retten gennem domstolen. Men til sidst kom Rikke hjem til Nørrebro.
Asta trak stikket på jobbet, kogte grød og læste børnebøger. En måned blev de på hospital i Aarhus til første operation man måtte stadig dække benene til, og på legepladsen vraltede hun som en lille and. Rikke var dog kvik, nysgerrig og snakkende.
Mest af alt elskede hun sin far. Min farfar, som hun sagde og nu kaldte Asta ham også det. Og hendes farfar var solstrålen gennem storbyens grå.
Nye operationer fulgte, flere besøg hos lægerne. Det krævede tålmodighed, tid og utallige nætter, men triumfen kom Rikkes ben rettede sig ud, og hun dansede rundt som alle de andre. Hun kom i børnehave, hvor pædagogerne straks opdagede hendes tegnetalent og opfordrede dem til at sende hende på kunstskole.
I seksårs-alderen fyldte hendes farverige billeder snart byens børneudstillinger, og folk blev overraskede over den unge alder det var et ægte talent.
Da Rikke begyndte i skole, var hun klassens helt egen midtpunkt. Glad, dygtig og snakkende, med venner omkring sig, hvor hun end gik. Forældrene kunne stolt gå til skolefester, for alle sagde kun pænt om Rikke. Ingen vidste, hvad de havde gennemgået for at nå hertil hellere kærlighed end biologi, som de sagde til hinanden.
Efter adoptionen begyndte heldet at tilsmile Mikkel og Asta. Hans lille firma voksede sig stærkt, og de kunne endelig flytte til Aarhus. Der købte de en stor lejlighed og sendte datteren i privat skole. Rikke blev ved med at tegne, gik stadig på kunstskolen og var nu i 6. klasse: stadig klassens bedste, vellidt og hjertelig en blond, blåøjet pige med den flotteste fletning.
Alle elskede hende. Hun var, ja, en ægte Guds gave.
