Kære Dagbog,
Signe, skal jeg regne med dig på søndag? spurgte jeg min datter. Ja, selvfølgelig, svarede hun.
Jeg så sådan frem til, at børnene ville komme på besøg. Jeg ville forkæle dem med noget ekstra lækkert. Jeg gjorde grundigt rent i lejligheden, satte mig selv i stand og dækkede flot op. Alt var klardet eneste jeg manglede, var mine gæster. Men tiden gik, og ingen dukkede op. Bekymringen begyndte at snige sig ind; havde der mon hændt dem noget undervejs? Jeg havde nemlig besluttet at give børnene en stor sum penge i gave, for jeg vidste, hvor meget de drømte om en ny bil. Jeg greb telefonen og ringede til Signe. Hun tog omsider telefonen og svarede søvnigt:
Mor, jeg glemte helt, at vi skulle forbi i dag. Er det her alvorligt, Signe? Jeg har brugt to dage på at forberede alt til jeres komst. Og i dag fylder jeg ovenikøbet år. Undskyld, mor, vi kommer i morgen uden tvivl. Dagene har bare været så travle, at jeg helt glemte det. Det er ikke med vilje.
Jeg lagde på. Jeg følte mig helt tom indeni. Alt det, jeg havde lavet til dem, kunne jeg lige så godt smide ud. I stedet pakkede jeg mine ting, tog pengene, som var tiltænkt børnene, og besluttede at tage på ferie til Skagen. Det blev den dejligste ferie, jeg længe har haft.
En dag i byens smukke park faldt jeg i snak med en mand, der hedder Poul. Han inviterede mig på en kop kaffe. Poul har tidligere været dommer og var virkelig inspirerende at tale med; han kunne fortælle om mange spændende begivenheder, og jeg endte også med at dele lidt om mit eget liv. Vi blev hurtigt glade for hinanden.
Inden jeg skulle hjem, spurgte Poul mig, om jeg ikke ville flytte ind hos ham. Jeg har en dejlig lejlighed i Aarhus og en fast pension. Vi kan tage i biografen, gå ture ved havetbare nyde livet sammen. Jeg blev lidt forvirret og sagde, at jeg jo havde børn og børnebørn at tænke på. De har deres egne liv, Ingrid. Og de vil helt sikkert besøge os, sagde Poul beroligende.
Lige dér kom jeg til at tænke på, hvordan Signe havde opført sig. Og jeg sagde ja.
En uge senere kom jeg hjem. På min opgang hang en seddel: Hjælp os med at finde denne kvinde. Er det dig, de leder efter? spurgte Poul grinende. Det må være min datter, sukkede jeg. Vidste hun ikke, du var på ferie? Nej, det gjorde hun faktisk ikke.
Pludselig stod Signe på trappen. Mor, hvor har du været? Jeg har ledt overalt! Jeg har været på ferie, Signe. Jeg har også mit eget liv og mine egne planer. Og det her er Poul. Vi vil faktisk bo sammen nu. Det forstår jeg slet ikke. Tag det roligt, der er ikke noget galt med mig. Ønsker du ikke, at jeg skal være glad? Jo, selvfølgelig vil jeg det. Nå, så skal du da have nogle af de små souvenirs, jeg har taget med hjem fra Skagen. Hvem ved, måske var det på tide, at jeg selv tog et par chancer i livet?Signe stod stille et øjeblik, mens hendes blik gled fra Poul til mig og tilbage igen. Så smilede hun forsigtigt og gav mig et langt kram.
Må jeg se dine feriebilleder? spurgte hun.
Vi satte os sammen, og jeg fortalte hende om Skagens bløde sand, om krabbefiskeri og om lys, der forvandlede aftenerne til guld. Hun lyttede virkelig lyttede og grinede over mine historier med Poul.
Senere, mens de gik, vendte hun sig i døren:
Mor, jeg håber, du tager på mange flere eventyr og næste gang vil jeg gerne med.
Jeg så på Poul og mærkede en overraskende glæde. Livet var ikke forbi, men lige begyndt på en ny måde. For første gang længe føltes det, som om jeg ikke ventede på nogen jeg var allerede ankommet, præcis hvor jeg skulle være.
