Knækket af en tør gren under sin fod hører Villy slet ikke. Pludselig vender hele verden rundt for hans øjne i et farverigt kalejdoskop, og sekunder efter flyver alt fra hinanden i millioner af skarpe stjerner, der øjeblikkeligt samler sig i hans venstre arm, lidt over albuen.
– Av for pokker… – Villy griber rundt om sin skadede arm og udstøder et langt hyl af smerte.
– Villy! hans veninde, Sigrid, springer straks hen til ham og falder på knæ foran ham, – gør det ondt?
– Nej, da, det er jo bare skønt! hvæser han gennem sammenknebne tænder og småjamrer.
Sigrid rækker langsomt sin hånd frem og rører forsigtigt ved Villys skulder.
– Lad nu være! han råber overraskende hårdt og ser vredt på hende, – det gør jo ondt! Lad mig være!
Villy er dobbelt så ked af det. For det første har han formentlig brækket armen og skal bruge den næste måned på at høre på venners drillerier over den uundgåelige gips. For det andet, så har han selv valgt at kravle op i træet bare for at vise Sigrid, hvor dygtig og modig han er. Det første kan han måske acceptere, men det andet gør ham virkelig gal. Han har ikke bare dummet sig foran hende, nu synes hun også, at han skal synes synd om sig selv! Nej tak… Villy rejser sig stædigt op, holder armen skævt ned langs siden, og begynder at gå målrettet mod skadestuen.
– Villy, det skal nok gå! Sigrid tripper ved siden af, gør alt for at heppe og berolige ham, – det hele bliver godt igen, Villy! Det lover jeg!
– Hold dog op, – han vender sig om og sender hende et skarpt blik, og spytter i gruset hvordan kan det blive godt? Jeg har brækket armen, ser du det ikke? Er du dum? Gå hjem, du irriterer mig!
Uden at se sig tilbage marcherer han videre, mens Sigrid bliver stående og stirrer efter ham med store, grøn-grå øjne og hvisker for sig selv:
– Det bliver godt igen, Villy Det bliver godt igen
***
– Villy Henriksen, hvis vi ikke ser pengene overført inden for de næste fireogtyve timer, bliver vi virkelig skuffede. For resten, i morgen varsler DMI glatte veje, så kør forsigtigt. Man ved jo aldrig uheld kan ske for alle. Hav en fortsat god dag.
Stemmen i telefonen forstummer, og der bliver stille. Villy smider mobilen fra sig, borer fingrene ind i håret og læner sig tilbage i stolen.
– Hvor skal jeg dog finde de penge? Den her overførsel var jo først planlagt til næste måned
Han sukker dybt, snupper mobilen igen, taster et nummer og holder den op til øret.
– Oda Christiansen, kan vi overføre pengene til vores partner i forsyningsselskabet i dag?
– Men Villy Henriksen
– Kan vi eller kan vi ikke?
– Jo, men så vælter planen for de øvrige betalinger
– Skidt med det! Vi finder ud af det senere! Overfør dem i dag.
– Okay, men så får vi problemer med
Villy afbryder, lægger på og slår hårdt i armlænet på stolen.
– Forbandede ågerkarle
Noget rører forsigtigt hans skulder, han farer sammen, næsten hopper i sædet.
– Signe, jeg har bedt dig om ikke at forstyrre, når jeg arbejder, ikke?
Hans kone, Signe, lægger blidt en hånd på hans hoved og kysser ham på øret.
– Villy, lov mig du ikke bliver for stresset, ik? Alt løser sig.
– Jeg orker ikke at høre mere på dit “Alt løser sig”! Kan du ikke høre, at jeg er ved at gå under? Hvis jeg dør i morgen, så er det vel også bare fint, eller hvad?!
Villy springer op, tager fat i Signes arme og skubber hende væk.
– Gå nu ud og lav din suppe, eller hvad du havde gang i. Lad mig være, det her klarer jeg uden dig!
Signe sukker, vender sig om og går mod døren. I døren stopper hun, kigger bagud og hvisker:
***
– Ved du jeg ligger her og tænker på hele vores liv sammen
Den gamle mand åbner næsten øjnene og kigger på sin udslidte hustru. Engang så smukt et ansigt er nu omsluttet af furer, skuldrene er sunket, holdningen ikke længere så rank og yndefuld. Hun slipper ikke hans hånd, retter forsigtigt dropnålen ved hans arm og smiler sagte.
– Når jeg har været ude i ballade, når jeg har balanceret mellem liv og død, når det var allerværst Så kom du altid og sagde den samme sætning. Du aner ikke, hvor meget det irriterede mig. Jeg havde lyst til at ruske dig for din barnlige optimisme og gentagelser, han forsøger at smile, bliver overmandet af et hosteanfald og kæmper sig igennem. Da han endelig kan trække vejret, fortsætter han, jeg har brækket arme og ben, folk har truet mig titusind gange, jeg har tabt alt, kæmpet mig op fra afgrunde, som de færreste kommer ud af, og du har bare holdt fast i den ene ting: “Det skal nok gå”. Og du tog aldrig fejl, det er egentlig utroligt. Hvordan vidste du det altid?
– Jeg vidste ingenting, Villy, svarer hans hustru stille, du troede, jeg sagde det til dig? Det var mit håb, så jeg kunne holde sammen på mig selv. Jeg har elsket dig hele livet forbandet højt. Du ER mit liv. Når du havde det dårligt, eller noget gik galt, så mærkede jeg det helt ind i sjælen. Jeg har grædt flere tårer end regnen kan give, våget mange nætter, og hele tiden sagt til mig selv: “Lad dem bare regne med sten fra himlen, hvis bare han lever, skal det nok gå.”
Den gamle mand lukker øjnene et kort øjeblik, klemmer hendes hånd.
– Sådan var det Og jeg blev endda sur på dig for det. Tilgiv mig, Signe. Jeg forstod det aldrig. Jeg har levet et liv uden at se dig rigtigt sikke en tosse, hva?
Signe tørrer en tåre stille væk fra sin kind og læner sig over sin mands ansigt.
– Villy, du skal ikke være bange
Hun tøver et sekund, ser dybt i hans øjne og lægger hovedet ned mod hans bryst, mens hun varsomt stryger hans kolde hånd.
– Alt VAR godt, Villy, alt VAR godtMed lukkede øjne mærker Villy det gamle hjerte slå sin tunge rytme under hendes kind, hvert slag svagere end det næste. Han åbner munden, men ordene er små en hvisken, næsten borte.
Signe dit håb blev mit. Nu kan jeg endelig mærke det.
Hun smiler med tårer i øjnene, trykker næsen ind mod hans bryst og vugger blidt, som de lå i begyndelsen, længe før verden begyndte at ryste og presse dem. Udenfor suser vinden gennem nøgne grene, der banker på ruden som små påmindelser om forår. Villys hånd, svagt og beslutsomt, løfter sig op og glider over Signes sølvhvide hår. En ro fylder rummet.
Han trækker vejret tungt én gang mere, og i det åndedrag falder en lethed, han ikke har kendt siden barndommens trætoppe. I mørket bag lukkede øjenlåg flimrer gamle minder: Sigrids grøn-grå øjne, Signes første smil, grin blandt blade og regn. Alt det, han troede tabt, lander blidt i ham som stjerneglimt, og bliver. En sætning hviskes fritvarmere end han troede sig i stand til:
Alt bliver godt, Signe det lover jeg.
Han ånder ud, og Signe mærker gennem tårerne, at nu er alt, endelig, stille.
Og da morgengryet rammer væggen, sidder hun stadig dér, hans hånd i sin og for første gang, slipper hun ikke håbet, men deler det, frit, med verden.
