For mange år siden passede jeg min mands farfar i ti år. Dengang boede vi i en lejet lejlighed sammen med vores børn. Min mands søster, Bodil, boede på det tidspunkt i farfarens lejlighed på Amager. Ingen i familien havde brug for ham hverken svigermoren eller de andre børnebørn. Mit liv var ikke gået, som jeg havde håbet jeg havde aldrig fået afsluttet universitetet, fordi jeg blev gravid, og heller ikke fået opbygget en succesfuld karriere.
Dagene flød sammen, den ene lignede den anden: Jeg jonglerede mellem at drage omsorg for farfar og tage mig af børnene. Min mand brød sig ikke om den konstante spænding derhjemme og druknede ofte sine bekymringer i øl med vennerne. Ingen andre kvinder var interesserede i ham med børn og uden eget hjem vendte han altid tilbage til mig. Jeg tilgav ham, selvom kærligheden var forsvundet for længst. Jeg gjorde alt for, at han skulle give lidt penge til børnene og til den gamle. Bodil kom kun sjældent på besøg og altid med en grund: Hun ville have farfarens folkepension eller beklage sig over økonomien. Selvom jeg nu ikke syntes, at hun klarede sig ringe hun slap for husleje og havde råd til at holde ferie i udlandet.
For fem år siden gjorde farfar noget uventet han efterlod lejligheden til mig: Du er blevet mig kæreligere end alle de andre tilsammen. Mit barnebarn er svag, han giver lejligheden videre til sin mor eller søster. Det skal hellere være dine børn, mine oldebørn, der får glæde af den. Det er en slags tak for alt dit slid. Så vil du ikke engang forbanne mig for, at livet gik din næse forbi.
Men ingen i familien kendte til testamentet. Da farfars helbred begyndte at svigte, begyndte både datteren og barnebarnet straks at vise deres omsorg de vidste godt, hvad der var på spil. Men farfar var ikke naiv; han gennemskuede deres hensigter med det samme.
Da han til sidst gik bort, gik arven straks op i en højere enhed. Svigermor og Bodil pressede min mand til at opgive retten til lejligheden Bodil boede der jo allerede. Han sagde ja, men de kendte stadig ikke til testamentet.
Dagen efter pakkede min mand sin taske og bekendtgjorde, at han havde fundet en anden kvinde at han bare havde boet hos mig for farfarens skyld. Han gik sin vej, og jeg følte, at en tung byrde lettede fra mit hjerte. Da familien opdagede testamentet, begyndte de et sandt drama fyldt med trusler og skældsord.
Hør her, du får aldrig den lejlighed! Jeg ved ikke, hvad du har gjort for at narre farfar til at give dig den arv, men du får den ikke. Du er en bedrager, og vi skal nok få dig dømt. Lad nu min søn være i fred med sine børn han har endelig fået sig en ny, smuk kæreste.
Ved I hvad, jeg kan faktisk godt finde ud af at sende jer langt væk for tid og evighed. Så: Kom ud af mit liv!
Deres ord gjorde mig ikke det mindste ondt. Jeg er sikker på, jeg nok skal få et almindeligt liv. Jeg har fået mig et arbejde, børnene og jeg har vores eget hjem, og vigtigst af alt, så har jeg intet mere med den familie at gøre.
Hvad ville du have gjort, hvis du havde stået i mine sko?
