Fremmed brud
Valdemar var en eftertragtet mand. Han annoncerede aldrig i aviser eller på tv, men alligevel blev hans navn og telefonnummer overleveret fra mund til mund, som det gode rygte nu engang spredes i Danmark. Skulle du bruge en konferencier til koncerten? Ingen problem! Manglede der en toastmaster til sølvbrylluppet eller brylluppet? Fremragende! Han havde endda engang stået for underholdningen til en børnehaveafslutning og charmeret både børnene og deres mødre.
Det hele begyndte ret tilfældigt. En nær kammerat skulle giftes, men den hyrede toastmaster dukkede aldrig ophan var rendt ind i en gevaldig brandert. Der var ikke tid til at lede efter en anden, så Valdemar greb mikrofonen.
Han havde altid været aktiv i skolekomedierne, gik til amatørteater i ungdomsklubben Logos, og var en fast del af elevfesten og revyen på universitetet. Den dag klarede han det til topkarakter, og direkte i festsalen blev han spurgt om at tage sig af to kommende arrangementer.
Efter universitetet fik Valdemar job på et forskningsinstitut i Århus, men lønnen var til grin. De første honorarer som konferencier inspirerede ham, og han tog gladelig imod alt arbejde. Han tjente ikke bare gode penge, men nød også at være midtpunkt. I løbet af kort tid oversteg hans indtjening som konferencier næsten ti gange lønnen fra forskningsjobbet.
Efter et år sagde Valdemar op og brugte besparelserne på lækker lydudstyr, startede enkeltmandsvirksomhed og gik officielt ind i underholdningsbranchen. Han begyndte også at få sangundervisning, for stemmen havde han allerede. Snart blev han også kendt som den syngende konferencier og fik tre faste sanger-jobs om ugen på en restaurant i midtbyen.
Nu var Valdemar blevet 30. Han var flot, rimeligt velstillet og kendt som både sanger, DJ og arrangør, der kunne redde enhver fest. Han var ikke gifthvorfor skulle han? Pigerne faldt for ham i flok, han kunne vælge og vrage. Men vennerne blev gift, fik børn, og langsomt begyndte Valdemar også at længes efter tryg familielykke. Problemet var bare, at ingen af de piger han mødte, rigtigt fængede. Han ville have én til hele livet, ikke bare for sjov.
Man burde finde sig en ung pige, opdrage hende efter sit eget hoved og så gifte sig med hende, når hun blev myndig. Så var ægteskabet sikkert! sagde han for sjov.
Så han sagde ja til afslutningsfester på gymnasier, i håb om at spotte en partner der. Men tidens piger var ikke, som han forestillede sig. Alligevel opgav han ikke, men holdt øje med de unge damersom han sagde, jagten på det sjældne dyr. Og netop der bestemte skæbnen sig for at lave sjov med min fjerne fætter.
Til at starte med virkede det som rest rutine. En kvinde ringede og henviste til bekendte:
Vi har brug for en toastmaster til bryllup. Har du tid den 17. juni? Fantastisk! Kan vi mødes?
Det gjorde de. Ifølge Valdemar oplevede han for første gang det der med jorden forsvandt under fødderne. Kvinden, der præsenterede sig som Karen, var blændende smuk. Han havde aldrig mødt én som hende før udstråling, selvsikkerhed og velartikulerede ønsker: Vi skal bruge dette, dette og dette. Valdemar satte nærmest selv samtalen på pause, han frydede sig over at se hende. Heldig var den mand! Ikke bare køn, men også tydeligvis intelligent. Sjældent!
Hun så omkring 25 ud, måske lidt mere, men nævnte, at hun havde været FDFer, altså var hun mindst 40! De gennemgik alle detaljer og blev enige om alt, selvom Karen ikke mente, de behøvede kontrakt:
Hvorfor? Jeg stoler på dig, du har fantastiske anbefalinger!
Men Valdemar insisterede altid på kontrakt, både for egen og kundens skyld.
Jeg skal jo aflevere regnskab til Skat, jeg gider ikke problemer.
Men inderst inde ville han bare have papiret, som bekræftede, at Karen faktisk fandtes.
Så bippede hendes mobil:
Nå, nu er brudgommen her. Skal du have et lift?
Det takkede Valdemar nej til, men fulgte hende ud. Han plejede at observere lidt: Hvordan brud og gom var sammen, hvordan de talte sammen. Men denne gang var det helt andre følelser end professionel nysgerrighed. Han følte både misundelse og jalousi. Brudgommen overraskede hamValdemar havde forestillet sig en flot, midaldrende herre, men ud af bilen kom en fyr yngre end ham selv:
Karen, er alt okay?
Hun smilede bare: Hvordan skulle det ikke være det? Satte sig ind, og han lukkede døren og vendte sig mod Valdemar:
Er det dig, der er toastmaster til vores bryllup? Fedt! Slava har talt om dig, du er den bedste, sagde han og rakte hånden frem, Undskyld, jeg har ikke præsenteret mig. Karen flår ørerne af mig senere. Jeg hedder Rasmus, brudgom.
Valdemar havde lyst til at kaste sig over denne Rasmus, brudgom, men han trykkede i stedet pænt hånd:
Valdemar, god fornøjelse.
Fra den dag mistede Valdemar næsten nattesøvn. Han søgte hele tiden undskyldninger for at ringe til Karen, høre hendes stemme, mødes igen. Bryllupsdagen nærmede sig, og han følte sig forvirret og febrilsk. En ven, den eneste der kendte hans hemmelighed, spurgte drillende:
Hvad med de unge piger, du ville forme til den perfekte kone?
Valdemar viftede bare afværgende med hånden:
Det er slut! Karen er den perfekte kvinde, jeg har ikke brug for andre.
Men sig det dog til hende! foreslog vennen. Men Valdemar var afvisende:
Er du skør? Hun skal jo giftes. Så elsker hun ham. Hvad skulle hun bruge mine følelser til?
Indimellem kiggede en altid smilende Rasmus forbi med beskeder fra Karen, og Valdemar måtte kontrollere sin irritation. Han overvejede endda at melde afbud til brylluppet, men tanken om ikke at se Karen tvang ham til at give op.
To dage før brylluppet kom Karen forbi hos Valdemar for at finpudse planen, så alt blev perfekt. Da hans kontor blev renoveret, mødtes de hjemme hos ham. De snakkede meget udenom, lo og havde en god stemning. Til sidst, alt var på plads, foreslog Valdemar et glas champagne:
For at brylluppet bliver perfekt.
Karen tog med glæde imod.
Med fornøjelse!
Hun lo og var ifølge Valdemar det smukkeste menneske. Efter lidt champagne tog han sig sammen og kyssede hende. Til hans overraskelse, gengældte hun. Det var som at blive fanget i et stormvejr.
Valdemar vågnede pludseligt. Han satte sig forvirret op. Var det indbildning, eller havde han lige haft den bedste nat i sit liv? Ingen spor af Karen, men puden ved siden af duftede sødt af hendes parfume. Så det VAR sket! Tvivl plagede ham, men han indså hurtigt, at det var virkelighed. Skulle brylluppet virkelig ikke aflyses? Han ringede til Karen:
Hej
Hun svarede muntert:
Hej! Hvordan går det? Undskyld, jeg smuttede ud uden at sige farvel, du ved bryllupsforberedelser!
Så brylluppet gennemføres? spurgte Valdemar mat.
Ja da! Hvorfor skulle det ikke det? Alt er perfekt!
Var kvinder virkelig så kyniske? Skulle hun virkelig kunne se sin forlovede i øjnene uden samvittighedsnag? Valdemar blev i tvivl: Skulle han sabotere brylluppet? Men ville han egentlig have en så kynisk kvinde? Ærligt talt: Jo. Enhver kvinde!
Dagen efter ankom han som den første til restauranten. Pyntete piger smilede til ham mens de gjorde klar men så
Han kunne knap tro sine egne øjne, da Karen trådte hen til ham.
Hej. Jeg stak af lige efter vielsen, bare for at se dig, smilede hun varmt, Hvad er der galt, Valdemar?
Jeg forstår ingenting Altså, så vielse var der? Og bagefter rendte du væk?
Jada, din tosse. Skulle jeg køre rundt med alle de unge for at feste, når jeg kan være sammen med dig? Eller er du ikke glad?
Vent, hvilke unge? Det er vel dig, der skal giftes?
Karen kiggede paf på ham et øjeblik og brød så ud i hjertelig latter. Hendes latter var så smittende, at Valdemar automatisk begyndte at smile igen.
Naturligvis ikke! Det er min datter, Kathrine! Hun studerer i København og kom hjem i går, toget hendes latter, Og troede du virkelig, det var mig der blev gift?
Du regnede med, at jeg lå med en anden to dage før mit bryllup? Du har ikke meget tiltro til mig!
Først dér gik det op for Valdemar. Karen havde aldrig sagt jeg eller vialtid bruden og brudgommen. Rasmus havde aldrig kaldt hende Kathi, kun Karen og altid De-form. Hvorfor havde han ikke lagt mærke til det? Pinligt! Så spurgte han, som om det var det vigtigste i verden:
Og hvad med dig? Er du fri? Da hun nikkede, udbrød han med det samme:
Vil du gifte dig med mig? Please
Bryllupsfesten blev fantastisk, og konferencieren overgik sig selv. Gæsterne var henrykte. Til sidst sagde brudeparret tak for en uforglemmelig aften.
Jeg skal nok sige rigtig tak, sagde Karen, I må hellere komme nu, jeres limousine venter.
Rygtet om Valdemars forlovelse med en kvinde ni år ældre end ham spredte sig hurtigt i familien. Først blev der rystet lidt på hovedet, men da de mødte hende, var alle enige:
Hvem kunne undgå at forelske sig i hende!
Karen og Kathrine fødte med to ugers mellemrum.
Man kan planlægge, ønske og drømme så meget, man har lyst tilmen det sande liv venter ofte lige dér, hvor du troede, alt var gået galt. Nogle gange må man bare turde give efter for sine følelser og turde tro på, at lykken kommer i andre skikkelser, end man kunne forestille sig.
