Vennerne kom til det veldækkede bord med tomme hænder, og jeg lukkede køleskabet.
Søren, er du sikker på, at tre kilo nakkefilet er nok? Sidst spiste de jo alt op, selv brødet blev brugt til at dyppe saucen op, og Mille bad endda om en bøtte “til hunden”, men lagde så billeder ud på Facebook og skrev, at det var hendes egen steg.
Astrid nervede med kanten af viskestykket, mens hun så ud over slagmarken, som køkkenet nu var blevet til. Klokken var kun tolv, men hun var allerede helt udkørt. Hun havde været oppe siden seks: først på torvet for at finde det friskeste kød, derefter i SuperBrugsen efter god vin og delikatesser, og så snitte, koge, stege og dække bord.
Hendes mand, Søren, stod ved vasken og skrællede kartofler i stille irritation, som han dog skjulte.
Astrid, hvor meget tror du, de kan spise? sagde han og skyllede endnu en kartoffel. Tre kilo kød til fire gæster plus os selv? Det er et halvt kilo per mand. De eksploderer jo! Og du har jo gjort alt: røget laks, rejer, masser af salater… Det er jo ikke et bryllup, bare indflytterfest endda forsinket.
Du forstår det ikke, svarede Astrid, mens hun rørte i den tykke sauce på panden. Det er Stine og Mikael samt Lise og Thomas vores gamle venner. Vi har ikke set dem i evigheder, de kommer helt fra Nørrebro. Det ville være pinligt, hvis bordet ikke bugner. Folk snakker, især nu hvor vi har fået ny lejlighed, de tror straks, man er blevet nærig.
Astrids gæstfrihed havde hun arvet fra mormor, der kunne lave mad til hele landsbyen med få råvarer. For Astrid var et tomt bord det værste. Derfor brugte hun uger på at planlægge menuen, lagde penge til side for at kunne købe den dyre cognac, Mikael nød, og den særlige bourgogne, Stine havde omtalt.
De kunne nu også have taget noget med selv, mumlede Søren. Sidst hos Thomas havde vi både gave, vores egen flaske vin og du bagte lagkage. Da vi bare kiggede forbi hjemme hos dem, fik vi te fra pose og småkager, der blev bagt før pandemien.
Det var en svær tid for dem, Søren, sagde Astrid tålmodigt. Boliglån og renovering. Nu går det bedre Mikael har fået nyt job, Lise pralede af sin nye frakke. Måske har de noget med. Jeg nævnte for Stine, at dessert kunne de tage derfor lavede jeg ikke selv noget sødt.
Klokken fem skinnede lejligheden af renlighed, og stuen lignede et udsnit fra et madmagasin: midt på bordet lå kalvetunge i aspic, omkring dansede skåle med hjemmelavet salat (med tunge og rejer, ikke pølser!), sild under dild, pyntet med stenbiderrogn, og kød fra slagteren. I ovnen bagte stegen med kartofler og svampe, og på køl stod snaps, cognac og rødvine klar.
Astrid træt, men tilfreds tog sin pæne kjole på, rettede håret og satte sig i stolen for at vente.
Jeg er helt spændt, betroede hun Søren, der knappede skjorten. Første gang, vi har gæster her. Jeg håber, det går godt.
Præcis klokken sytten lød dørklokken. Vennerne var punktlige.
Astrid skyndte sig ud. På dørtrinet stod Stine i sin nye dyre pels, Mikael i læderjakke, Lise med makeup og Thomas, der så ud til allerede at have fået et par øl.
Tillykke! råbte Stine og fyldte entréen med duften af tung parfume. Lad os se paladset!
Gæsterne smed jakker, som Søren nærmest tabte i forbløffelse mens han forsøgte at hænge dem op. Astrid stod lidt til side, smilende, men kunne ikke lade være med at se på deres hænder.
De var tomme. Ikke en pose, ingen kageæske, ingen vin, ikke engang en lille blomst.
Hvor er prøvede Astrid, men tav. Måske havde de efterladt gaven ude i bilen? Eller var det bare så småt, det kunne være i lommen?
Du ser slank ud, Astrid! sagde Lise, kyssede hende på kinden med sko på og fortsatte ind. Og sikke en lejlighed! Nydeligt nok, om end lidt kedeligt. Vægge til at male på? Minder mig om et kontor.
Vi kan lide minimalisme, svarede Søren roligt. Kom ind i stuen, bordet er dækket.
Hele holdet stormede ind. Da Mikael så bordet, lyste hans øjne op.
Hold da op! Astrid, du kan da virkelig! Jeg vidste, dette ville blive en fest. Vi har næsten fastet i dag for at have plads til din steg.
De satte sig til bords. Astrid hentede lune snacks fra køkkenet hendes tanker kredsede om dét, at deres hænder nok var tomme, fordi de havde gaven i en kuvert?
Da hun kom ind, var de i fuld gang med salaterne uden så meget som et skål eller tak.
Mmm, lækker salat! sagde Thomas og tyggede højlydt. Søren, hæld op! La os komme i gang!
Søren skænkte snaps og vin.
Skål for indflytningen! råbte Mikael. Må der ingen vandskader eller utætte vægge komme. Skål!
Han bød, lugtede til ærmet i stedet for den fine linnedserviet og gik straks til laksen.
Du, Astrid sagde han tygget, den snaps kunne da godt have været koldere. Den skal være fra fryseren.
Den har stået i køleskabet, Mikael, sagde Astrid stille. Fem grader, som det bør.
Årh, bøvlet! Snaps skal næsten fryse Nå, cognac, tak!
Lad os nu spise først, foreslog Astrid.
Det ene udelukker ikke det andet! lo Thomas.
Festen tog fart. Maden forsvandt med skræmmende hast. Vennerne spiste som havde de været på faste, men kritikken lod ikke vente på sig.
Silden er en smule tør, sagde Stine og øste op for tredje gang. Spar du på mayoen?
Jeg lavede selv mayonnaisen, svarede Astrid. Den er ikke så fed.
Du og dine projekter, grinede Lise. Køb det dog på pose. Hurtigt og godt. Rognen er også lidt fin har du ikke råd til stør?
Astrid så på Søren. Han sad rød i hovedet, hårdt gribende om gaflen.
Fortæl, hvordan går det hos jer? prøvede Søren at skifte emne. Stine, det var noget med Dubai?
Uh, Dubai var en drøm! udbrød Stine. Femstjernet hotel, champagne og hummer. Og jeg købte en ægte Chanel-taske. 20.000 kroner men åh, den er det værd. Mikael gloede, men jeg sagde: “Vi lever kun én gang!”
Kvinder er værre end offentlige udgifter, indskød Mikael og hældte mere cognac. Jeg har kig på en ny Mercedes SUV. Snart køber jeg den. Vi spilder ikke penge på sån noget som maling.
Altså, maling? spurgte Astrid.
Ja, vægge er vægge, sagde Lise. Vi har boet ti år med bedstemorens tapet. Hellere rejser hvert år, mærketøj og restauranter, end kedelige vægge. I bruger for meget energi på beton, synes jeg.
Apropos restauranter, afbrød Thomas og smed servietten på dugen. Vi var hos “Madklubben” i går det er mad der sparker røv. Betalte tre tusind, men sikke en aften! Ikke som at sidde hjemme. Astrid, kommer hovedretten snart? Salat fylder ikke.
Astrid rejste sig for at tage de beskidte tallerkener ud. Indeni var hun i oprør. De havde netop fortalt om tasker til tyve tusinde og restaurantregninger, men var mødt op til hendes bord uden så meget som en æske chokolade.
Hun gik ud i køkkenet. Stine kom efter, angiveligt for at hjælpe.
Sikke et bord! Det er tydeligt, I har brugt alle jeres penge på det, hvis du forstår, hviskede Stine. Vinen, tja… den har vi kun til grill på kolonihaven. Kunne du ikke finde noget lidt bedre?
Det er fransk bourgogne til 200 kroner flasken, svarede Astrid i en kantet tone, mens hun fyldte opvaskemaskinen.
Det tror jeg ikke på! Den smager surt. Har du noget med, vi kan få med hjem? Vi får nok tømmermænd, og jeg gider ikke lave mad. Alt det ekstra kød og salat vi kommer da ikke til at spise det. Giv det til os, det plejer vi jo efter fest.
Astrid stivnede med en tallerken i hånden og så på veninden.
Vil du have, jeg pakker mad til dig?
Ja, hvorfor ikke? Det gør vi altid så sparer man lidt penge! grinede Stine. Forresten, er der dessert? Jeg craver noget sødt. Har du kage?
Du sagde selv, du ville tage det med, påpegede Astrid stille.
Mig? det var da ikke mig! Jeg er på kur, handler ikke slik. Jeg troede, du ville bage din lagkage, eller købe noget godt. Vi er da kommet tomhændede, fordi vi regnede med, at I havde alt. I er jo rige nu med lejlighed.
Astrid satte tallerkenen fra sig, så porcelænet klirrede.
Så I troede, vi havde alt. At vi var rige?
Ja da! I har boliglån og det hele. Vi samler sammen til Maldiverne. Nå, kom med stegen, mændene trommer med gaflerne.
Astrid tav, mindedes hvordan hun havde lånt Stine penge til den “varme rejse”, og tilbagebetalingen tog over et halvt år. Hvordan Mikael bad Søren om at hjælpe med flytning uden at dække benzinen, og hvordan de altid kom til alle selskaber, spiste løs men selv bød på billige boller én gang i fem år.
Hun åbnede ovnen. Duften af stegt kød med krydderurter strømmede ud. Hun kiggede på køleskabet, hvor den flotte dessertkage fra konditoriet til 500 kroner stod.
Hun lukkede ovnen og trykkede køleskabsdøren helt i.
Der bliver ikke noget kød, sagde hun højt.
Hvad mener du? Brændte det på?
Nej. Der bliver bare ikke noget.
Astrid gik ind i stuen. Mændene fyldte glassene, Søren så ulykkelig ud.
Venner, festen er slut, sagde Astrid med en klang i stemmen.
Alle tav. Mikael stivnede med glasset i hånden.
Hvad laver du, Astrid? Vi har ikke fået steg!
Det kommer I heller ikke til. Festen er ovre. Tag jeres overtøj, venligst. Eller gå på restaurant Madklubben koster kun tre tusind, der får I mad.
Er du fuld? Søren, styr din kone! Vi er jo gæster!
Søren rejste sig langsomt, så på konen, så på vennerne. Han så Astrids skuffelse og forståelse vågnede i hans blik.
Astrid er ikke fuld, sagde Søren. Hun har bare fået nok. I kom med tomme hænder, drak min cognac, kritiserede min kones mad, og sagde vores hjem lignede et kontor og nu kræver I steg?
Det var for sjov! hylede Stine. Bare fordi vi glemte kage, så er du sur? Vi er da selskabet! Vi bringer grin!
Grin på vores regning? sagde Astrid. Nej tak. Jeg stod i køkkenet hele dagen og brugte halvdelen af min løn. Jeg ville skabe glæde. I parvenner, I kan rejse til Dubai, men vil ikke give en rød femmer for en værtindegave.
Nå, så snakker du nedsættende! udbrød Mikael og væltede stolen. Så meget for venskab. Så kan det være lige meget! Vi går!
Ja, farvel! sagde Søren roligt og låste døren op. Og husk at tage jeres tomme bøtter med.
Efter tumult og sure kommentarer forlod vennerne lejligheden. Stine råbte, at Astrid aldrig mere var en ven, Lise brokkede sig, mændene bandede.
Da døren smækkede bag dem, blev der helt stille. Astrid så på det rodede bord vinpletter, brugte servietter.
Søren gik hen og lagde armen om hende.
Hvordan har du det? spurgte han sagte.
Jeg ryster, svarede hun. Søren, er jeg virkelig en nærigpind? Burde jeg have givet dem maden og været tavs? De var jo gæster
Nej, Astrid. Du viser bare, at du har respekt for dig selv. Jeg er stolt af dig. Ærligt, jeg havde også smidt dem ud.
Astrid sukkede og puttede sig ind til ham.
Men stegen? spurgte Søren med et skævt smil Er den der stadig? Duften driver mig til vanvid!
Astrid lo for første gang denne aften.
Den er der, Søren. Og der er kage. Stor og flot, med bær.
De satte sig ved bordet midt i rodet, skubbede det til side, tog stegen ud af ovnen, og nydede kagen. De skænkede “sur” bourgogne, som faktisk var blød og lækker.
Skål, sagde Søren. Skål for os, og for at vi kun har plads til folk, der kommer med åbent hjerte ikke bare tomme hænder.
De nød stegen, stilheden og hinanden. Det blev aftenens bedste måltid.
Senere tikkede en besked ind fra Stine: “Du er bare led! Vi sidder på McDonald’s og må spise burgere kun din skyld! Du kunne da have haft lidt anstændighed og undskyldt!”
Astrid smilede, trykkede “Bloker”, og gjorde det samme med kontakterne til Lise, Mikael og Thomas.
Kontaktlisten blev fire numre kortere, men der kom meget mere luft i hendes liv. Køleskabet var stadig helt fyldt, nok til at glæde hende og Søren hele ugen.
Og ikke en eneste bid ville gå til dem, der ikke fortjener det.
Denne historie minder os om, at venskab er en tovejs gade og at et lukket køleskab nogle gange er det bedste valg for din egen værdighed.
