Min far vaskede altid selv sine strømper. Han så dem som helt personlige, og det ville have ydmyget min mor, hvis hun skulle tage sig af dem. Han passede på, at strømper og undertøj altid var rene og i orden.
Men tingene var anderledes i min egen familie min mand, Andreas, havde absolut ingen planer om at vaske sine egne strømper. Han mente, at der ikke var nogen grund til at vaske dem i hånden, og enhver kunne smide dem i vaskemaskinen og hænge dem op bagefter.
Sådan levede vi på repeat, dag efter dag. Men en dag glemte jeg at holde øje, og pludselig stod Andreas og manglede rene strømper. Selvfølgelig blev det vendt til, at det var min skyld.
Strømperne bliver ikke længere stoppet det er meget nemmere bare at købe nye. Når jeg ser strømper med kæmpe huller, ryger de bare direkte ned i skraldespanden. Umiddelbart har Andreas ikke ret mange hele strømper tilbage.
Hvis bare strømperne lå i vasketøjskurven, så ville de blive vasket. Jeg skal ikke rende rundt i hele huset og samle dem op. Alt det beskidte skal i kurven, sagde jeg, mens jeg forsøgte at holde mig rolig.
Det er din opgave at sørge for, jeg har rene og strøgne ting, svarede han med et blik, der var lige dele alvor og forventning.
Pludselig stod det klart: strømperne var min problem. Ingen havde før fået mig til at tænke over, hvordan vi faktisk delte ansvaret eller manglen på samme imellem os. Luften i vores københavner-lejlighed blev tung af ord, der aldrig rigtig var blevet sagt før.
