Pak dine ting, jeg har mødt min første kærlighed igen, sagde han. Men en time senere var det ham, der stod med tasken i hånden.
Anders kom hjem fra gymnasie-reunion søndag aften. Karen stod lige og vaskede de sidste tallerkener op.
Der var et eller andet anderledes over Anders. Han var så opløftet, kinderne var røde, nærmest som om han lige havde fået lønforhøjelse eller vundet i Lotto. Karen så på ham, tørrede hænderne af i viskestykket og tænkte: Hold da op, det var vist en god aften.
Anders sagde ikke et ord. Han klædte om og gik i seng.
Næste morgen sad han ved køkkenbordet, med blikket som én, der har besluttet noget vigtigt. Ligesom i film hænder foldet, alvorligt ansigt. Karen satte kaffe foran ham og åbnede køleskabet for at kigge til frikadellerne. Og dér sagde han det.
Karen. Vi skal vist have en snak.
Karen tænkte straks: Nå, nu kommer det. Den sætning varsler sjældent noget godt.
Jeg mødte Louise i går. Kan du huske hende? Min første kærlighed.
Det kunne Karen godt. Hvert eneste femte år dukkede navnet Louise op, især sent til fester når Anders blev nostalgisk. Vi var så unge. Den slags.
Vi fik talt sammen. Længe. Og, Karen, du må hellere begynde at pakke dine ting.
Karen vendte sig om. Frikadellerne stod stadig på hylden.
Hvad?
Altså, vi har besluttet at være sammen nu. Mig og Louise. Du forstår vel?
Karen kiggede på sin mand et øjeblik.
Lejligheden er jo egentlig min, sagde Anders for en sikkerheds skyld, med den der stemme man bruger, når noget bare skal stå helt klart. Du må finde noget andet.
Karen satte frikadellerne tilbage i køleskabet. Hun lukkede langsomt døren, passede på at Tyrkiet-magneten ikke faldt ned.
Har du allerede besluttet alt? spurgte hun.
Ja.
Hun nikkede og gik ind på værelset.
Karen satte sig på kanten af sengen og stirrede på væggen. Der hang en kattekalender, købt på Grønttorvet i januar. Egentlig bare fordi, den kun kostede fyrre kroner, og de skulle bruge en kalender. Januar og februar var forlængst gået, men killingerne hang stadig. En rød killing med sløjfe så på Karen med en slags filosofisk medfølelse.
Sådan blev det altså, tænkte Karen.
Hun havde boet sammen med Anders i tyve år. Tyve år er meget. Det var den første lejlighed i Vanløse, hvor vandhanen dryppede, og naboen rablede om natten. Det var de sure år med konkurs, hvor Anders gik mat og hun lod som ingenting, når han sad på altanen med en øl. Det var den gang, hun kørte ham på hospitalet med blindtarmsbetændelse midt om natten, og lægen sagde: En time mere, så. Det var elevdimissionen, hvor hun stod som dansklærer, og Anders dukkede op i døren med blomster. Alt dét. Og nu betød det pludselig ingenting.
Karen rejste sig. Gik lidt omkring. Stoppede ved skabet.
På øverste hylde inde bagved lå der dokumenter.
Anders sad stadig ved bordet. Han var i gang med telefonen, skrev nok til Louise han smilede i hvert fald lidt forlegent. Sådan smiler folk, når de tror de har gjort noget stort og venter på bifald.
Karen satte sig. Lagde nogle dokumenter på bordet.
Henter du papirer nu? spurgte Anders.
Nej. Jeg skal bare vise dig noget.
Hun åbnede mappen.
Kan det ikke vente? mumlede han.
Lad nu bare vær stille lidt.
Karen fandt det rette stykke papir. Lagde det foran ham.
Det var ægtepagt. For femten år siden havde Anders fået den lave i forbindelse med sit første forsøg på at drive grossist med byggematerialer; advokaten anbefalede det. Anders sagde bare nå ja, smid den i skuffen. Karen tog alene ned til notar og smed det i garderobeskabet bagefter.
Ikke fordi hun var strateg, hun var bare grundig.
Byggemarkedet gik i øvrigt nedenom efter fjorten måneder ligesom noget, der i grunden var lidt skævt fra starten. Gælden var stor. Karen foreslog dengang at sælge lejligheden og betale alt ud. Anders sagde nej, han skulle nok fikse det. Seks år tog det ikke tre måneder som han havde sagt. Karen knoklede på og beklagede sig ikke.
Nu sad Anders og stirrede på ægtepagten.
Karen skænkede halv-lunken kaffe op til sig selv.
Vent, sagde Anders, med en anden stemme nu, mere forsigtig. Her står…
Ja.
At lejligheden er din, hvis vi bliver skilt.
Ja.
Jamen…
Han kiggede på det igen. Lagde papiret.
Karen ventede roligt. Det havde taget ham femten år ikke at forholde sig, nu måtte han læse ordentligt igennem.
Og gælden? spurgte han.
Den fra virksomheden er din. Punkt fire.
Anders sad stille. Telefonen blinkede med beskeder fra Louise. Han svarede ikke.
Karen, sagde han.
Ja?
Har du gjort det her med vilje? Bevidst gemt det til nu?
Nej. Jeg smider bare ikke vigtige papirer ud.
Det passede faktisk. Karen gemte alt: kvitteringer, garantibeviser, manualer til ting der for længst var døde, gamle lægepapirer. Hun var struktureret. Sådan var det bare.
Anders kiggede op. Ud af vinduet.
Karen tog mappen og satte koppen i vasken. Så vendte hun sig om.
Anders. Én af os bør måske finde et andet sted at bo, du har ret, sagde hun. Det må blive dig.
Så gik hun.
Anders blev i køkkenet. Måske tyve minutter. Måske tredive. Hun holdt ikke øje. Hun fik ordnet noget i soveværelset: lagde bøger sammen, satte moderplanten op i reolen, tørrede støv af. Når man bruger hænderne, larmer tankerne mindre.
Så stod Anders i døren.
Karen!
Hun så på ham. Han holdt stadig ægtepagten i hånden, som et papir, man kan blive reddet eller forlist af.
Karen, kan vi ikke tale ordentligt?
Jo, sagde Karen, helt stille.
Den her kontrakt, det er jo mange år siden. Alt var anderledes dengang. Vi troede jo ikke
Troede hvad?
Han stoppede. Kunne ikke finde en slutning. At de ikke ville gå fra hinanden? At hun ville kigge på kontrakten? At de i det hele taget bare… ikke tænkte så langt?
Det er notar, der har ordnet det, sagde Karen. Alt er gyldigt, jeg har fået det tjekket.
Hvornår tjekkede du?
For fem år siden. Bare for en sikkerheds skyld.
Nu kiggede Anders, som en der først nu forstår omfanget.
Du havde planlagt?
Karen tænkte sig om.
Nej. Jeg er bare grundig, som jeg sagde.
Det var rigtigt. For fem år siden ringede hun reelt til notar af en anden grund, arveforhold efter hendes mor. Men fik lige tjekket papirerne. Notaren sagde: Alt i orden. Karen glemte det øjeblikkeligt indtil nu.
Anders gik tilbage til køkkenet. Hun kunne høre ham rode rundt, så blev der stille. Noget klirrede, skabe blev åbnet og lukket.
Karen gik ud og så til.
Anders stod midt i køkkenet og så tomt ned.
Hvad laver du? spurgte Karen.
Tænker.
På hvad?
Intet svar.
Karen gik forbi ham, satte vand over.
Anders, sagde hun, har du egentlig overvejet, hvor du vil hen?
Han så op.
Han svarede ikke.
Forstået, sagde Karen.
Det hele stod klart. Han havde nok forestillet sig, hun gik i frustration og han blev boende at Louise skulle flytte ind, og alt bare ville glide. Men at Karen kunne have gemt det dér vigtige dokument, havde han ikke regnet med.
Vandet kogte. Karen lavede te.
Jeg bliver, sagde hun. Det er mit hjem, så her bor jeg.
Men hvor skal jeg…
Hos Louise? mindede hun ham om. Det var vel planen?
Hun tænkte ikke engang dårligt om Louise. Hun var bare en person fra en anden fortælling, én Anders selv havde opbygget over et glas champagne og en masse gymnasie-nostalgi. Karen havde aldrig passet ind i dén historie.
Sådan er det nogle gange.
Hun… begyndte Anders. Han tav.
Hvad?
Hun ved det ikke helt, vi har aldrig helt talt det til ende. Hun er ikke helt klar.
Karen satte sin kop.
Anders.
Ja?
Mener du, du bad mig pakke, før I har aftalt hvor du egentlig skal hen?
Han sagde ingenting. Men det var tydeligt.
Nogle mænd elsker store beslutninger, men detaljerne har de ikke med.
Karen rejste sig. Hun fandt den brune weekendtaske frem og satte den på bordet.
Her, sagde hun. Pak, hvad du skal have.
Karen…
Anders. Du tog beslutningen. Jeg tager den til efterretning. Så gør noget ved det.
Han så på tasken. Og noget bristede lidt inde i ham.
Han gik ind for at pakke.
Karen blev i køkkenet. Hun kunne høre, at han roede i skabene, kommoden, fandt sin barbermaskine. Tyve år og alt, der virkelig betød noget, kunne være i én taske.
En time senere stod Anders i entreen. Tasken i hånden, ansigtet lidt usikkert, som om han havde overvurderet situationen.
Karen jeg ringer, ikke?
Fint.
Vi skal jo ordne papirer, skilsmisse.
Ring, så finder vi ud af det.
Han blev lidt. Måske håbede han, hun ville græde, trygle eller lave et drama men Karen gjorde ingenting.
Han gik.
Tre uger efter hørte Karen fra Birthe, tidligere kollega, der vidste ALT, at det ikke gik alt for godt for Anders og Louise.
Det viste sig, at Louise boede hos sin søster lille lejlighed på Amager, søster, mand og to børn. Ikke ligefrem romantisk stemning. Anders fik ikke plads dér, han lejede i stedet et værelse ude hos en gammel dame i Brønshøj, hvor rygning var forbudt og der skulle varsles, hvis der kom gæster.
Da Louise fandt ud af det og at Anders ingen lejlighed havde og ikke ville få en kølnede hun ret hurtigt. Det var åbenbart mere spændende at tænke på manden der forlod alt for kærligheden, end at få ham ind med flyttekasse og gæld. Første kærlighed er bedst på afstand. På tættere hold er det noget helt andet.
Karen hørte det igennem, nikkede og hældte te op til Birthe.
Hvordan går du selv og har det? spurgte Birthe med klar til medfølende lytning for evigt-blikket.
Jeg har det fint, sagde Karen.
Det var sandt. De tre uger havde hun meldt sig til et massør-kursus det havde hun længe tænkt på. Hun fik ringet til sin veninde Gitte, som hun ikke havde set i årevis; de mødtes på café og snakkede fire timer i træk. Hun købte adgang til svømmehallen. Småting. Men det er jo lige præcis dét, livet er lavet af.
Nogle aftener, når der var helt stille hjemme, tænkte Karen på Anders. Ikke bittert. Bare sådan. En af dagene opdagede hun, at hun egentlig var glad for, at det var Anders selv, der tog skridtet ud. Ellers kunne det være endt med, at hun var blevet siddende i årevis uden nogensinde at tage initiativet.
Killingerne hang stadig på væggen. Januar, februar, og den røde med sløjfe det hele på sin plads. Karen kiggede på kalenderen, tænkte, hun snart burde vende om til den rigtige måned.
Det haster nu ikke, tænkte hun. Det kan vente.
