Brev
Jonas går hjem fra arbejde, mens sneen knitrer blødt under hans sko. Tankerne falder pludselig på hans barndom kælketure ned ad bakkerne med skoletasken som underlag, sneboldkampe og at spise istapper. Det var virkelig en gylden tid…
Pludselig hører han barnegråd et sted nær ved. Rundt om et hjørne får han øje på en dreng på en bænk, iført en mørkebrun uldjakke og grå hue. Han græder højt, og tårerne løber ned ad kinderne.
Jonas nærmer sig stille.
Hej dreng, er du faret vild? Hvorfor er du så ked af det?
Jeg har mistet et brev… Jeg havde det i lommen, og så var det lige pludselig væk, hulker han og gemmer ansigtet.
Åh, det var da ærgerligt. Lad os lede efter det sammen, ikke? Var det et vigtigt brev? Skulle det sendes med posten?
Nej… Altså, det var til Julemanden, jeg skrev det selv… Mor ved det ikke…
Uha, han bliver skuffet, hvis det ikke kommer frem. Men vi kan sagtens skrive et nyt, det ordner vi.
Men så når det ikke frem i tide…
Ved du hvad? Du skal tage hjem nu, det er snart mørkt, så leder jeg efter brevet for dig. Skal vi aftale det?
Okay… Men lover du at sende det, hvis du finder det?
Det lover jeg! Og jeg er sikker på, at Julemanden ved, hvad alle børn skriver. Finder jeg det ikke, er jeg sikker på, du alligevel får en gave…
Drengen tørrer øjnene i jakkeærmet og småløber væk.
Stakkels knægt. Han har sikkert brugt lang tid på det brev. Jonas smiler for sig selv og mindes dengang, han fandt gaver under juletræet og troede, Julemanden havde hørt hans ønsker. Det er længe siden nu.
Snart skal hans egen søn også til at skrive breve, men indtil videre er han kun fire år og kan ikke skrive endnu.
Jonas traver videre, holder øje med sneen, men kan ikke se noget. Han føler med drengen: der var sikkert et stort ønske i det brev…
Så får han øje på hjørnet af en konvolut, der stikker ud af en snedrive. Han fisker det forsigtigt op. Det er brevet! Papiret er lidt vådt, men Jonas lægger det forsigtigt ned i tasken for ikke at ødelægge det.
Hjemme står hans kone, Astrid, i gang med aftensmaden; sønnen Mathias leger med sine biler på gulvet. Jonas elsker sin lille familie og glæder sig altid til at komme hjem i deres hyggelige lejlighed.
Astrid, gæt engang! På vejen hjem sad der en dreng, måske otte år, på en bænk han græd som pisket, fordi han havde tabt et brev til Julemanden. Men se jeg fandt det! Skal vi ikke kigge, hvad han har skrevet?
Jonas tager konvolutten frem. “Til Julemanden fra Mikkel Møller,” står der med barnlig skrift.
Skal vi åbne og læse, hvad han har ønsket sig? Det var jo aldrig kommet frem, hvis ikke.
Jonas åbner forsigtigt konvolutten og trækker et forvredet stykke ternet papir ud. Han læser højt:
“Kære Julemand.
Jeg hedder Mikkel Møller, og jeg bor på Søndergade 19. Jeg er ni år og går i tredje klasse. Jeg elsker at spille fodbold og løbe rundt og lege med mine kammerater.
Jeg bor med min mor, Birthe, og bedstemor, Ingrid. Vi er lige flyttet til et gammelt lille hus, vi har fået lov til at leje af nogle rare mennesker.
Før boede vi i en anden by sammen med min far, men han drak alt for meget og slog tit mor. Hun og bedstemor som er min fars mor græd meget, og jeg græd med dem. Vi havde det ikke godt. Derfor flygtede vi, og tog bedstemor med.
Kære Julemand, jeg håber, du kan hjælpe min mor med at finde et nyt arbejde. Hun gør rent, men hun må faktisk ikke bøje sig mere, hendes ryg gør ondt. Det ville også være dejligt, hvis du kunne give min mor en kjole hendes gamle er gået i stykker, og hun er både høj, slank og meget smuk.
Til bedstemor: Kan du give hende nogle piller, så hendes knæ ikke gør ondt længere? Det er svært for hende at gå, selvom hun slet ikke er gammel. Hun har altid drømt om en varm, blød morgenkåbe, for hun fryser om vinteren. Bedstemor er lille og tynd.
Mine ønsker? Jeg drømmer om et flot juletræ med lys og pynt til. Engang pyntede mor altid træet, før far ødelagde det og væltede det hele…
Jeg glæder mig til jul, kære Julemand.
Mikkel Møller”
Da Jonas er færdig, ser han på Astrid, der har tårer i øjnene.
Nej, hvor er det rørende… Stakkels dreng. De er sluppet væk fra volden, og nu har de næsten ingenting. Sikke et smukt brev han beder mere for sin mor og bedstemor end for sig selv. Og til sig selv ønsker han kun juletræet.
Ja, han og moren har haft det svært. Og svigermor tog de med det siger noget om dem. De virker som gode folk. Hvad siger du, Astrid; skulle vi ikke opfylde hans juleønsker?
Det ville være dejligt, Jonas. Du ved jo, jeg selv kender alt til sådan en opvækst. Ville ønske, min mor havde haft modet til at gå fra far… Det fik hun aldrig gjort, ikke før han døde.
Vi mangler faktisk en receptionist på arbejdet. Måske kunne Birthe være interesseret arbejdet er ikke for hårdt, og lønnen er fin.
Og vi kan låne julemandskostumer af vores venner Rasmus og Stine! Så kan vi besøge dem på juleaften? Barnet får sig et rigtigt juleeventyr.
Jeg kan købe smertestillende til bedstemor de samme min egen mor fik mod gigt. En blød, lyserød badekåbe og en pæn kjole til moren hun passer sikkert samme størrelse som mig. Nogle fine men ikke dyre ting kan vi sagtens finde, der er jo udsalg op til jul.
Vi har heldigvis penge nok. Jonas, lad os gøre en forskel.
Det synes jeg! Hvor er du godhjertet, Astrid…
Jonas krammer hende. Tænk, hvor heldig man er, når man forstår hinanden så godt.
Næste dag køber Astrid en smuk, mørkegrøn kjole, en lyserød badekåbe, gigtmedicin til bedstemor, samt chokolade, mandariner og julepynt. Jonas finder en lille, billig smartphone til Mikkel hvilken dreng har ikke brug for det i dag?
De låner julemands- og “Snemagermoar”-kostumer, finder en lille kunstig julegran og lægger allesammen ned i en kæmpe julesæk. Da de har pakket bilen, kører de til den gamle adresse på Søndergade. Mathias er ovre hos farmor.
Et gammelt skævt hus bag en halvgammel hæk. Lys i vinduet nogen er hjemme.
Jonas tager juletræet, Astrid tager sækken, og de banker stille på.
Hvem der? døren åbnes af en høj, lyshåret kvinde på omkring 35, klart Mikkels mor.
Hun ser fortumlet ud:
Undskyld, men vi har ikke bestilt besøg af julemanden… I må have taget fejl af adressen…
Bor Mikkel Møller her?
Ja, han er min søn…
Mor, hvem er det? råber Mikkel, da han kommer løbende ud i gangen.
Julemanden!
Hej Mikkel! Jeg fik dit brev, så jeg er kommet sammen med min hjælper, Snehvide! Vil du tage imod os?
Mor! Mit brev er kommet frem! Den mand fra bænken, han fandt det, som han lovede! Kom ind! Mikkel jubler.
Birthe smiler og lukker dem ind. Bedste Ingrid kommer ud fra stuen. Og Mikkels øjne lyser, da han ser juletræet.
Er det til os? Det er så flot! Og det dufter af jul…
Ja, Mikkel, alle børn skal have et juletræ. Her er pynt og lyskæde, så kan I selv pynte. Men først har jeg nogle gaver med. Det kræver dog lige, at du synger eller fortæller en lille historie sådan gør vi julemanden altid…
Jonas lægger stemmen ekstra dyb.
Mikkel bliver lidt genert og kan ikke huske nogen sange, men kigger tryllebundet på julemanden, der virkelig ligner én fra eventyrene.
Ved du hvad, Mikkel, jeg ved, du er en god dreng, der hjælper din familie og gør dig umage, også i skolen. Nu må du tage gaverne op fra sækken!
Mikkel kigger på sin mor, hun nikker. Han løsner snoren, rækker hånden ned, og trækker først en æske med badekåben op.
Den er til dig, bedstemor! Jeg skrev det i brevet!
Til mig? Jamen dog…
Ingrid tager kåben på, binder bæltet den er helt perfekt.
Tusind tak, julemand og Snehvide! Jeg har aldrig haft noget så dejligt.
Så giver Mikkel kjolen til sin mor og medicinen til bedste. De står målløse og taknemmelige.
Til sidst finder Mikkel en kæmpe slikpose og en kasse; en ny smartphone!
Er den virkelig til mig? Min egen telefon? Wauw… Tak, julemand! Jeg vidste, at du fandtes. Du svigtede mig heller ikke!
Vi ønsker jer alt det bedste og en glædelig jul! Vi må videre nu…
Da de siger farvel, prøver Mikkel at åbne telefonæsken. Birthe og Ingrid følger Jonas og Astrid ud i gangen.
Undskyld, hvem er I egentlig? Hvordan kender I os?
Jeg fandt Mikkels brev og blev rørt. Derfor ville vi glæde jer denne jul. Her er brevet og mit kort på mit arbejde mangler vi en receptionist, og jeg tror, det ville passe dig, Birthe. Ring, hvis du har lyst.
Tusind, tusind tak… Det betyder så meget… Mikkel har troet på et julemirakel, og I skabte det for ham.
På vejen hjem sidder Jonas og Astrid bare i stilhed og glædes over at have skabt varme og håb hos en familie, der trængte til det.
Ja, nogle gange er det det allerbedste at give især når man ser et barns glade øjne. Pengene forsvinder alligevel hurtigt, men glæden, stemningen og minderne dem kan man ikke købe for nogen danske kroner.
