Altså, jeg skal lige fortælle dig om noget, jeg har gået og tygget på. Det handler om et ægtepar, du ved, sådan et, der har været sammen nogle år, uden de store udsving, men heller ikke uden problemer. Hun hedder Astrid Madsen og han hedder Rasmus Madsen. Og de bor sådan et klassisk sted i Valby arbejder begge to, lever stille og roligt, ikke noget vildt. Weekenderne går med at handle ind, se en serie, måske spise med nogle venner. Vennerne er Henrik og Freja. Henrik er Rasmus bedste ven, de har kendt hinanden siden studietiden, over 20 år. Freja er sprudlende, snaksalig, altid på sådan en, man ikke kan undgå at bemærke.
Der var ikke så meget at sætte en finger på, hvis det altså ikke lige var for Rasmus forhold til sin mobil. Han havde den altid vendt med skærmen nedad. På køkkenbordet, på natbordet inden de skulle sove, på caféen, på besøg hos forældrene altid skærmen nedad.
Astrid lagde ikke mærke til det med det samme. I starten registrerede hun det bare, tænkte, tja, det er vel bare en vane. Men så begyndte det at nage hende lidt. Man gider jo ikke gå og forestille sig ting, men det tager man altså med ind i hovedpuden om aftenen. Sådan er det bare, især som kvinde nogle gange passer det bare bedst at lade tankerne ligge, indtil virkeligheden trækker i ærmet.
De havde det faktisk fint. Ingen store skænderier, men heller ingen eneste stor forelskelse, ikke på det seneste i hvert fald. Rasmus passede sit arbejde, Astrid sit. Livet kørte. Men telefonen Ja, den lå altid der, skærm nedad.
En dag, mens de sad og spiste, skulle hun lige række ud efter salten, og kom til at skubbe til hans mobil, så den røg ned på stolen og vendte sig om. Skærmen opad.
Rasmus var hurtig han lagde hånden over, før hun nåede at se noget.
Undskyld, sagde Astrid.
Det er okay, svarede Rasmus.
Og så lod de bare som ingenting, for sådan gør man jo, når der faktisk sker noget.
Astrid var klog. Måske for klog, for det betød, at hun ikke bare lavede en scene. I stedet begyndte hun at lægge mærke til ting, bygge sin egen lille mental tabel: Fakta i én kolonne, forklaringer i den anden. Så længe forklaringerne stadig gik an, sagde hun ikke noget.
Men hendes tabel fyldtes op.
For eksempel begyndte Rasmus pludselig at komme meget sent hjem fra arbejde. Før var det højst til kl. otte, nu kom han nogle gange først ni, halv ti, ja, en enkelt gang var den næsten elleve. Forklaringen var altid noget med et kvartalsregnskab og en kunde fra Århus.
Han blev også distræt, syntes hun. Sad og stirrede på fjernsynet uden at se noget, svarede kun halvt og med forsinkelse, som om hans hjerne havde dårlig forbindelse.
Og så var der det med Henrik. Rasmus plejede altid at tage Henriks opkald med et smil, gerne gå ud i køkkenet og snakke i halve timer og komme glad tilbage. Men nu når Henrik ringede, frøs hans ansigt lidt, bare et øjeblik, Astrid kunne næsten ikke sætte fingeren på det. Hun spurgte engang ind til det:
Er alt okay med dig og Henrik?
Ja da. Hvorfor?
Du reagerer lidt mærkeligt, når han ringer.
Det bilder du dig ind, sagde Rasmus og tog telefonen i hånden.
En onsdag aften ringede Freja bare for at sludre. Det skete en gang imellem, bare venindesnak uden mændene, en kop te, et par sladderhistorier. Freja grinede højt og talte hurtigt, sådan en, der kan få folk til at føle sig hjemme i et supermarked.
Hvordan går det? spurgte hun.
Jo, det går. Rasmus er igen sent hjemme.
Nå, ja, men du ved, arbejde, svarede Freja lidt for let.
Fredag ugen efter mødtes de fire som sædvanligt hos Astrid. Henrik og Freja kom med vin og kage, Rasmus stod i køkkenet og lavede mad og lod, som om alting var glimrende. Astrid dækkede bord, men hun kiggede. For der var noget mærkeligt mellem Rasmus og Freja.
De plejede at pjatte og grine som alle andre, men nu undgik de næsten hinandens blikke, talte slet ikke sammen, hvis de kunne slippe.
Henrik sad og fortalte om sit job, lød træt i stemmen og så ud til at køre på autopilot. Astrid tænkte, mon Henrik ved det? Eller spiller han, ligesom jeg?
Bagefter da de to var gået, sagde Rasmus:
Du er så stille. Er du okay?
Jeg er bare træt.
Gå i seng lidt før.
Mmm, sagde hun.
Hun gik i seng tidligere, lå og stirrede op i loftet. TVet kørte roligt i baggrunden. Rasmus var ikke kommet i seng, hans mobil lå på hans natbord.
Igen, skærmen nedad.
Astrid vendte sig om mod væggen. Gav stadig forklaringerne en chance.
Lørdag sagde Rasmus, at han skulle til bilsyn, det ville tage et par timer.
Hun satte kaffen over, begyndte at rydde op, sådan rigtig grundigt. Da hun var igennem stuen, så hun hans telefon ligge på en pude i sofaen. Skærm opad.
Han havde glemt den!
Tre år, og det var aldrig sket før. Han kunne godt glemme sine nøgler, sin pung, ja selv én gang en jakke på jobbet, men aldrig sin mobil. Aldrig.
Hun stoppede op med støvkluden i hånden, så på den. Skærmen lyste. Hun havde aldrig læst hans beskeder, bare fordi voksne mennesker skal have deres eget rum, syntes hun. Det var et princip. Men nu var der en besked, og billedet af afsenderen var Freja. Det var hende.
Hun kendte det smil. Freja.
Hun stod i flere sekunder og så bare på det lille runde billede. Skærmen blev mørk igen. Astrid flyttede sig ikke.
Hun gik ud i køkkenet, hældte et glas vand op. Freja. Henriks kone. Veninde, tja, på den der måde man nu kan være, når det er ens mands vennekreds. De havde delt masser af fredage, Astrid vidste Frejas fødselsdag, var med til at give gaver sammen med Rasmus.
Hun gik tilbage til sofaen. Endnu en besked tikkede ind, skærmen lyste kort op. Hun læste den ikke. For hun vidste godt, at hvis hun åbnede den, så var det ligesom at åbne døren til noget, der ikke kunne lukkes igen.
Hun satte sig ved siden af telefonen, kiggede på den, som om den var en person, der havde set noget, den ikke burde.
Alt det, der havde fyldt i hendes hoved, faldt ligesom på plads: de sene arbejdstider, rastløsheden, det akavede med Freja, den hurtige undskyldning, da Freja sidst nævnte Rasmus arbejdstid.
Selvfølgelig. Freja vidste det hele fordi det var hende.
Så sad hun bare der og mærkede kroppen flytte rundt på følelserne indeni. Tænkte på Henrik og hvor langt han havde været Rasmus ven. Vidste han det? Eller bar han det som hun selv?
Så lød døren. Rasmus var hjemme før tid. Han havde åbenbart fået travlt eller kom i tanke om, at han havde glemt mobilen.
Hun blev bare siddende i sofaen, mens han trådte ind og så den telefon ligge ved siden af hende. Hans ansigt ændrede sig lige en anelse, men hun lagde mærke til det.
Glemte den, sagde han, pegede på mobilen, ligesom det bare var en pung.
Ja, svarede Astrid, det kan jeg se.
Hun gik forbi ham, ud i køkkenet, tog glasset med vand og tømte det uden et ord.
Bag hende var der helt stille.
Astrid, sagde Rasmus.
Bare ikke nu, svarede hun roligt. Jeg er ikke klar.
Og det var sandt. Hun var ikke klar til at snakke, ikke klar til at råbe, ikke klar til forklaringer, der alligevel ikke ændrede på noget. Hun var bare klar til at vide det, hun nu vidste. Og det var mere end nok.
Samtalen tog de først søndag aften. Ingen råben, ingen smadrede tallerkner, ikke det drama hun havde forestillet sig. De satte sig bare på køkkenet, Rasmus startede selv han kunne ikke vente på hendes spørgsmål længere.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, sagde han.
Du skal ikke forklare noget, sagde Astrid. Afbilledet sagde det hele.
Han var stille længe. Så spurgte han:
Vidste du det?
Jeg havde mine anelser. Jeg prøvede at finde forklaringer.
Hvad skal der så ske?
Jeg ved ikke, hvad du skal, men jeg skal tænke på skilsmisse.
Freja fik det at vide samme aften. Astrid ringede selv. Det var nok den korteste samtale, de nogensinde havde haft.
Freja, jeg ved det godt. Du behøver ikke forklare. Om du vil fortælle det til Henrik, er op til dig. Men du behøver ikke ringe til mig igen.
Der var tavshed. Så lød et Astrid… og så lagde Astrid på.
Hvordan Henrik fik det at vide, ved jeg ikke, og Astrid ville heller ikke vide det. Men Rasmus kom hjem dagen efter, satte sig tungt i stolen, så stift ud i luften og sagde:
Henrik har ringet.
Okay, sagde Astrid.
Det var dét. Mere var der vist ikke at sige.
Tre års ægteskab. Tyve års venskab. Ét lille billede med et forkert smil, og så bryder to hjem ned, uden de store brag. Bøger, tøj, nogle gamle skåle det var dét, Astrid pakkede ugen efter, mens Rasmus sad i det andet rum og rastløst flyttede sig rundt.
Da hun stod i døren på vej ud, lå hans telefon på bordet igen.
Skærmen nedad.
Astrid lukkede døren stille bag sig.
