23. december, København
Jeg steg ud af bussen i den skarpe vinterkulde, taskerne var tunge i hænderne, da jeg satte kursen mod mit barndomshjem i en forstad til København. Jeg er hjemme! råbte jeg, da jeg åbnede døren. Freja, min pige! hele familien skyndte sig ud i gangen. Vi vidste bare, du ville komme i dag! Om aftenen, da vi alle sad og spiste ved det store spisebord, blev der banket på døren. Det er sikkert naboerne, der vil ønske glædelig jul, sagde mor, trak på skuldrene og gik ud for at åbne. Hun kom ikke alene tilbage men med gæster. Jeg kiggede på dem og troede ikke mine egne øjne.
Freja havde sat sig ved vinduet i bussen med tasken stramt knuget mod kroppen og så ud over markerne, der forsvandt bag hende. Hun havde kun pakket det nødvendige, men tasken var alligevel stor, og ovenpå havde mormor lagt en pose lune teboller, som nu fyldte hele bussen med duften af nybagt brød.
Hun kunne ikke lade være. Med et klik åbnede hun lynlåsen og fiskede to brune teboller op.
Vil du ha? spurgte hun ham, der var stået på bussen tidligere. Han havde givet hende vinduespladsen, og det havde gjort ham sympatisk.
Gerne! nikkede han ivrigt.
Jeg hedder Freja, sagde hun med et smil.
Jeg hedder Mikkel! Skal du ind til universitetet?
Ja, her omkring findes jo hverken gymnasium eller universitet, kun folkeskole og traktorførerkursus… Men jeg er ikke den store landmand.
Jeg er også på vej ind til byen for at søge ind. sagde Mikkel. Men jeg kan nu godt lide at bo ude på landet.
Busturen varede fire timer, og inden den var forbi, var Freja og Mikkel blevet fortrolige. De udvekslede mobilnumre før de skiltes hver til sit, da de nåede ind til København.
***
Tiden gik hurtigt med forberedelser til optagelsesprøverne. Både Freja og Mikkel kom ind på deres drømmestudier og var lykkelige. Bekymringerne, nervøsiteten og den ængstelige følelse fra eksamenerne var fortid nu ventede kun planer og håb.
Hej Freja! ringede Mikkel en dag. Skal vi ikke fejre, vi kom ind, med en tur på café?
Freja sagde ja hun syntes om ham, havde det sjovt sammen med ham, og han virkede så ligefrem. Ikke som de andre, der altid skulle hævde sig.
De mødtes på en café der hed Flodhesten, et skørt navn, mente de begge. De satte sig ved vinduet og kiggede ud på havnebådene, der gled gennem vandet under guidernes højlydte kommentarer.
Hvorfor hedder caféen egentlig Flodhesten? spurgte Freja pludseligt.
Mikkel lo: Mon ikke det er, fordi folk bliver lidt tykke af alle de lækre kager herinde!
Ja, der er nok noget om snakken! grinede Freja, mens hun tog endnu et stykke kage.
Fra den dag blev Flodhesten deres faste mødested: Vi ses på vores sted, plejede de at sige.
Samme aften kyssede de for første gang. Freja huskede det blidt og varmt, som noget man aldrig glemmer.
Tiden gik, de blev kærester, og Freja følte, at der ikke fandtes nogen mere nær end Mikkel, bortset fra hendes forældre selvfølgelig. Men det var noget helt andet.
Freja, skal du ikke flytte ind hos mig? foreslog Mikkel på tredje år. Til sommer kan vi gifte os!
Er det en slags frieri?
Ja, på sin vis!
Skal jeg så spørge, som i den danske film? Er du ikke bange for at jeg altid vil være synlig for dig? grinede Freja.
Vær du bare synlig, lige så meget du vil! lo Mikkel, og tog hende om livet midt på gaden.
Freja kom hjem til sit lejede kollegieværelse, hvor hun boede med to andre danske piger.
Der stråler lykke ud af dig i dag, Freja! Fortæl, hvad er der sket? spurgte Mette, en af veninderne.
Jeg skal måske snart flytte ind hos Mikkel! sang Freja glad og dansede rundt.
Inviterer du os til bryllup? jublede Anne, den anden veninde.
Nej, brylluppet skal være til sommer! Indtil da skal vi bare bo sammen!
Freja, vent nu! Der er jo lang tid til sommer, alt kan ske! sagde Mette bekymret.
Freja lo: Mette, du siger tingene, som min gamle faster! Folk bor sammen nu, det er helt normalt!
Jeg er bare ikke til samboerskab uden papir. Min mor er jurist, og jeg har set hvordan det ender… sagde Mette.
Okay, undskyld, jeg spøger bare! grinede Freja og sagde undskyld.
***
Freja tænkte, at alt det med papirløst samliv var ligegyldigt, at kærlighed var det vigtigste. Men venindernes tanker blev alligevel siddende i baghovedet, og hun udskød hele tiden flytningen.
Til sidst holdt Mikkel op med at nævne det.
Midt i december gik Freja og veninderne en tur gennem julepyntede København. Sneen lå i store driver, julelysene glimtede, det var koldt men stemningen god. Da de kom forbi Flodhesten, foreslog Freja, at de gik derind og fik varmen.
Der sidder han jo! sagde Anne og pegede mod vinduet med et alvorligt blik.
Freja så Mikkel sidde ved deres bord. Overfor ham sad en yngre kvinde. De smilede og snakkede, han virkede glad hun lo.
Freja vendte sig hurtigt væk.
Jeg tror, jeg tager hjem… sagde hun stille.
Vi går med! sagde Mette og Anne.
De prøvede at overbevise hende om, at hun ikke skulle være jaloux, måske var det bare en misforståelse. Men Freja glemte ikke, hvordan Mikkel havde kigget så kærligt på den unge kvinde ved deres bord på deres café…
Det føles som et svigt, tænkte hun.
Siden besvarede hun ikke hans opkald. Når han kom forbi, bad hun veninderne sige, hun ikke var hjemme.
En dag fandt han hende uden for universitetet. Han tog hendes hånd og spurgte: Freja, er der noget galt? Har du mødt en anden?
Freja blev chokeret og vred:
Du spørger mig? Har jeg mødt en anden? Flot! Du er god til at vende sager på hovedet! Slip mig, jeg skal til eksamen.
Hun trak hånden til sig og forsvandt ind på studiet. Mikkel gik slukøret hjem.
***
Freja afsluttede sine eksamener tidligt og tog hjem til jul. Hjemme føltes det lettere at være såret.
På Vestsjælland var sneen frisk, grantræerne glimtede i solen, røgen steg op fra husene. Freja smilede, greb posen med julegaver til familien og gik mod døren. Hjemme bemærkede hun, at grantræet foran huset var blevet både højere og tykkere og pyntet, som da hun var barn.
Glædelig jul! sagde hun, da hun trådte ind.
Freja, min pige! alle omfavnede hende. Vi har glædet os!
Dagen var fuld af glæde, men vinterens korte lys betød, at det hurtigt blev mørkt.
Godt vi kan tænde julelysene, sagde far og tændte lysene på grantræet.
Om aftenen kom der bank på døren.
Mor trak på skuldrene: Det er nok naboerne med en hilsen, og gik ud og lukkede op.
Hun vendte tilbage sammen med… julemanden og hans kvindelige hjælper.
Mikkel? udbrød Freja, mens hun stirrede på julemanden og hans hjælper den unge kvinde hun havde set i caféen. Hvordan fandt du mig? Og hvad betyder det hele?
Mikkel grinede som han plejede, og pigen grinede også.
Dine veninder fortalte, hvor du var og jeg vil bare gerne præsentere dig for min lillesøster, Amanda!
Din søster? spurgte Freja forbavset.
Ja, min søster! bekræftede Amanda. Vi kan da godt ligne hinanden, hvis du kigger rigtigt!
En stor sten faldt fra Frejas hjerte. Tænk, jeg har brugt så meget tid på bekymringer, i stedet for bare at spørge! skældte hun sig selv ud indeni.
Mikkel fortsatte: Og nu, foran hele min og din familie, vil jeg gerne spørge dig, Freja: Vil du gifte dig med mig?
Han tog en lille æske frem med en ring.
Selvfølgelig vil jeg det! Freja kastede sig i armene på Mikkel. Det her er den bedste jul i mit liv!
Der kommer mange flere gode juleaftener, så lad os love hinanden altid at tale åbent om alt! sagde Mikkel.
Det lover jeg, svarede Freja.
Dét lærte mig, at man aldrig skal lade misforståelser vokse man skal tale sammen, før hjertet fyldes med unødvendig sorg.
