Alt virkede som det skulle. Ifølge scanningen var barnet fuldstændig rask. Men fødslen blev hård. Det var en pige men hun havde alvorlige problemer. Så slemme, at lægerne begyndte at overtale mig til at opgive hende.
Min lille datter lå i kuvøse. Da min mand kom for at besøge os, tog overlægen ham til side og sagde, at barnet måske ikke ville overleve, og hvis hun gjorde, ville hun blive en byrde. Han tænkte længe over det og besluttede så, at han hellere måtte lade hende blive, så vi ikke ødelagde vores liv. Jeg sagde ingenting jeg var lammet af sorg.
Men før jeg blev udskrevet, sagde jeg, at jeg aldrig ville forlade min datter. Min mand pakkede straks sine ting og forlod os. Jeg vendte hjem med mit barn til en tom lejlighed i Odense. Ensomheden lukkede sig om mig. Men jeg besluttede, at jeg ville kæmpe for min pige. Jeg tog hende med rundt til hospitaler og specialister over hele landet, greb enhver chance jeg kunne. Og det gav pote.
Andre mødre med syge børn støttede mig. På hospitalet mødte jeg en dag en mand. Han fortalte mig om sit liv. Hans kone havde forladt ham til fordel for en yngre elsker. De havde ingen børn, så han brugte sine dage alene.
Han så på min syge datter med så meget ømhed, at jeg måtte kæmpe for ikke at græde. Han begyndte at hjælpe mig med råd, med alle sine kontakter, og også økonomisk støtte, når det kneb, han tog bare sin dankort uden spørgsmål. Vi blev efterhånden uadskillelige. Til sidst kunne vi ikke undvære hinanden. Vi blev gift.
Min datter er nu næsten rask. Og vores familie er blevet større vi har fået en lille dreng mere.
