“Så han skal bo hos os nu?” spurgte han sin kone, mens han så på sønnen…
Birthe Madsen kom hjem og blev mildest talt overrasket, da hun så sin søn. Mikkel havde boet med sin kone i over to år og de så hinanden kun et par gange om måneden, og det var stort set kun i weekenden. Men nu var det midt i ugen.
“Gik der noget galt?” Birthe spurgte ikke engang, hvordan han havde det.
“Er du slet ikke glad for at se mig?” forsøgte Mikkel at joke, men da han mødte moderens strenge blik, mumlede han: “Jeg er flyttet fra Anne.”
“Hvordan flyttet? Forklar lige det,” sagde hun med sin bestemte stemme.
Birthe har altid haft et stærkt temperament, og jokes har aldrig rigtigt været hendes stil måske nok fordi hun har arbejdet i ungdomsfængslet i Herstedvester så længe.
“Vi kom op og skændes,” stammer Mikkel, og hans kropssprog viste tydeligt, at det var en samtale han helst ville undgå.
“Og hvad så?” spurgte hun skarpt og så ham direkte i øjnene. “Vil du rende hjem til mig hver gang I har et slagsmål?”
“Vi skal skilles!” udbrød Mikkel, næsten råbende.
Birthe blev ved med at se på ham, dét blik der sagde, hun ville have svar. Han sukkede tungt og sagde: “Hun vil have, at jeg skal lave mere herhjemme. Men jeg kommer hjem smadret efter arbejde!”
“Er du blevet helt lam i armene, eller hvad?” svarede Birthe, ikke spor medfølende.
“Hun sagde egentlig det samme. Men jeg sagde til hende, at det er kvindens job at tage sig af hjemmet,” sagde Mikkel.
“Hvor fanden har du hørt sådan noget vrøvl henne?” udbrød hans mor træt og skubbede håret væk fra ansigtet.
Hun var selv træt efter arbejde, havde mest lyst til et varmt bad, lidt ro og at spise aftensmad med sin mand i fred og nu kom Mikkel hjem med den slags gammeldags snak! Hun havde levet med sin mand, Henning, i over tredive år, aldrig havde der været den slags diskussioner hjemme hos dem. De havde altid delt pligterne, arbejdet sammen, opdraget børnene sammen. Og nu kommer han her, som om han er husets herre!
“Jeg spørger dig én gang til!” råbte Birthe, og Mikkel blev helt bleg, og havde han været yngre, var han måske knækket.
“Hvor har du lært sådan noget? Deler pligterne… Har du fået nok af mammutjagt, eller hvad? I arbejder begge to, så I er lige vigtige, og derfor skal I også dele alt i hjemmet. Har du foreslået hende, at hun skal sige op og blive hjemme? Nej? Så lad være med at opføre dig sådan! Har du nogensinde set mig og din far skændes om vasketøj eller madlavning? Nej, og det er fordi vi har hjerne nok til at trække læsset sammen.”
Døren gik op, og Henning kom hjem fra arbejde og så straks overrasket ud, da han fik øje på Mikkel.
“Er der sket noget?” spurgte han.
Mikkel tænkte, at forældrene altid stiller de samme spørgsmål, men sagde alligevel: “Anne og jeg skal skilles.”
“Du er godt nok en klovn,” sagde Henning kort og bar indkøbsposerne ud i køkkenet.
“Henning, din søn er håbløs,” sagde Birthe og forklarede grunden til skænderiet.
“Så hvad skal han bo hos os nu?” spurgte Henning sin kone og vendte sig mod Mikkel: “Ved du hvor ordet ‘ægtefælle stammer fra? Det betyder egentlig én, du trækker læsset sammen med. Det er dét, livet som par går ud på I skal dele ansvaret. Hvis én ikke vil trække sit læs, så hænger alt på den anden. Og det ender med, at enten går den ene ned, eller også bryder jeres vogn sammen.”
Mikkel blev tavs. Han var stadig fornærmet over Anne, og han havde håbet, at forældrene ville bakke ham op i stedet var de imod ham. Forældrene ignorerede ham næsten fuldstændigt, mens Henning lagde varer på plads og Birthe satte sig med sin aftenskaffe. Hele deres attitude gjorde tydeligt, at Mikkel var uønsket, og at de ikke havde tænkt sig at tage sig mere af ham.
Han betragtede dem og forstod ikke, hvordan de mennesker, der var så skarpe og bestemte ude i verden, kunne være så blide og omsorgsfulde over for hinanden hjemme.
“Hvad står du der for? Gå nu ud og få talt med din kone!” sagde Henning strengt. “Drop alt det sludder om, hvem der skal hvad I skal tage jer af hinanden og hjælpe hinanden. Sådan er det! Kom så, vi har nok at gøre selv.”
Mikkel gik hjem fra sine forældre lidt nedslået det var overhovedet ikke den modtagelse, han havde håbet på. Men bitterheden over Anne var forsvundet, og han så, at han vist også havde pustet problemerne op. Det eneste han med sikkerhed havde lært, var, at han drømte om at have et lige så velfungerende og hyggeligt hjem som sine forældre.
