17. april
Jeg kom hjem fra arbejde i dag, ikke med tomme hænder som sædvanlig. Det er blevet en vane for mig at smutte forbi Brugsen på vej hjem og købe en lille flaske rødvin, så der er noget at nyde til aftensmaden. Men i det øjeblik jeg trådte ind i lejligheden, ventede mig et syn, jeg sent vil glemme: Min samlever, Søren, stod i gang med at pakke sin sportstaske.
Har du fundet job? Skal du af sted på nattevagt? spurgte jeg, lidt forvirret. Nej, jeg forlader dig. Jeg går nu, svarede han kort. Hvor skal du hen? Klokken er jo allerede ti om aftenen. Er du døv? Jeg sagde, jeg skrider jeg går fra dig, din idiot.
Mine ben svigtede, og jeg satte mig tungt på en stol. Er du okay, Søren? Vi har altså to små børn sammen. Jeg tog dig ind, da du ikke havde noget sted at bo, fandt dig bag en bilvask, gav dig mad, vasket dit tøj og på en måde gjort dig til et menneske igen. Jeg har arbejdet og forsørget dig, mens du bare hang ud herhjemme… og det her er takken?
Han svarede tørt: Jeg forlader ikke børnene dem vil jeg se. Men dig dig kan jeg ikke mere. Jeg er træt af at du hver aften slæber en flaske vin med hjem og kalder det hygge. Men Freja hun dufter ikke af alkohol. Hun dufter sødt, som noget godt.
Så det var altså Freja, det handlede om. Tænker du slet ikke over, hvem hun er? Hun er lige flyttet til fra Viborg, ingen ved hvorfor hun måtte væk hjemmefra. Du er godt nok naiv, hvis du tror du kan stole på hende. Søren lyttede ikke mere. Han smækkede døren bag sig og var væk.
Det slog benene væk under mig. Jeg begyndte at drikke mere. Jeg kom ofte på arbejde som skrædder med tømmermænd, hænderne nægtede at lystre, og der gik lang tid, før jeg atter kunne sy ordentligt. Ugerne flød sammen; vinflasken om aftenen blev en fast rutine, og der var dage, hvor jeg glemte at lave mad til børnene. De spiste stort set kun i børnehaven.
Jeg lod lejligheden sejle der lugtede af røg, der voksede mug i gryderne, og børnene løb rundt ude i opgangen med snavsede hænder og ansigter. En dag stod viceværten i døren. Kommunen havde fået nok; børnene blev taget fra mig. Jeg fik dog at vide, at jeg havde én sidste chance. Jeg havde stadig mit job og vores lille lejlighed, men jeg skulle tage mig sammen.
Jeg bad min mester om et par dages fri. Lå lang tid i sengen, ude af stand til at tage mig sammen til noget som helst. Men et sted indeni nægtede jeg at drikke mere. På femte dagen, da sulten begyndte at vende tilbage og trangen til den næste flaske blev uudholdelig, tog jeg fat og begyndte at gøre rent i lejligheden bagefter gik jeg direkte på arbejde.
Jeg holdt fast. Efter arbejde gjorde jeg rent og malede gamle møbler, bare jeg ikke skulle tænke på vin. Månederne gik, og jeg blev mere flittig, end jeg havde været i årevis. Langsomt fik jeg børnene hjem igen, men kommunen var jævnligt forbi for at tjekke om jeg havde styr på tingene.
Jeg stod imod. Flasken kom ikke mere ind over dørtærsklen, og mine børn kom i første række. Selv da jeg hørte, at Søren havde friet til sin nye kæreste, Astrid, holdt jeg ud. Det gjorde ondt, for jeg havde født hans børn og vi havde været sammen i otte år uden noget papir på os, men alligevel.
Et par måneder efter kom Søren hjem med et blåt øje. Undskyld, Anna det viste sig at Freja var stukket af fra sin mand. Han fandt hende, kom forbi, bankede mig gul og blå og slæbte hende med sig hjem.
Jeg tog en dyb indånding og sagde: Søren, tak for børnene og for den livslektie du gav mig. Men jeg tager dig ikke tilbage. Du må gå nu.
Det her år har vendt op og ned på mit liv, men hvis der er noget jeg har lært, er det, at jeg kan mere end jeg tror især for mine børn. Vejen ud af mørket starter med én beslutning, og jeg vælger at blive her, ædru og stærk, for dem og for mig selv.
