Svigermor ville lige teste Katrine lidt. Resultatet blev godt nok ikke, som nogen havde regnet med.
Birthe Madsen ringede torsdag aften. Mads tog telefonen, de snakkede i små ti minutter, og bagefter kom han ud i køkkenet med det der udtryk, folk får, når de har dårligt nyt, men ikke helt har fundet ud af, hvordan de skal servere det.
Mor kommer på besøg, sagde han. I et par uger.
Katrine rørte lidt i suppen.
Hvornår?
På lørdag.
Katrine slukkede for komfuret.
Et par uger. Hun vidste udmærket godt, hvad det betød, når det kom fra Birthe. Det var ligesom “tag lidt salt” i hendes opskrifter utroligt elastisk begreb.
Birthe dukkede op lørdag præcis klokken tolv med en kæmpe sportstaske, der klirrede ildevarslende, og med det ansigtsudtryk, folk har, når de lige skal inspicere stedet. Vurderende. Den slags blik man sender en lejlighed, man overvejer at købe.
Ja, ja, sagde hun og så sig omkring i entreen, her er da ikke støvet. Det er jo positivt.
Mads grinede. Katrine smilede.
Det var nok hendes måde at give et kompliment på.
Birthe gik i køkkenet, kiggede tilfældigt ned i køleskabet, og sagde eftertænksomt:
Tykmælk på én procent? Mads skal have rigtig mælk, det er bedst for maven.
Han bad selv om den, sagde Katrine.
Ja, ja, man kan bede om meget, sagde svigermor og lukkede køleskabet, som om hun lige havde fundet ud af noget væsentligt.
Senere, da Mads var gået i bad, satte Birthe sig ned på sofaen, lagde hænderne i skødet og sagde roligt, næsten blidt:
Du, Katrine, du må ikke tage det ilde op. Jeg har bare brug for at vide, hvordan du egentlig er.
Birthe var en professionel på sit felt.
Hun gik til opgaven, som en restauratør, der arbejder i stilhed, lag for lag, for at komme helt ind til kernen. Hvert lille pip nænsomt, næsten uskyldigt.
Allerede på andendagen opdagede hun håndklæderne.
Katrine, sagde hun eftertænksomt, mens hun stod i badeværelset med et håndklæde i hånden, ved du egentlig, at håndklæder skal hænge med løkken nedad? De tørrer bedre sådan.
Jeg har altid hængt dem sådan her, sagde Katrine.
Ja ja, svarede Birthe og hængte sit håndklæde op, løkken nedad, som om hun indførte en ny orden.
Mads skjorter hang pænt, nypressede, på bøjler i farveorden i skabet. Birthe åbnede, kiggede kritisk, nikkede for sig selv og sagde helt stille:
Kraverne er lidt krøllede. Men måske er det meningen.
Katrine stod ved siden af og tænkte: Det der, det er jo ikke et spørgsmål. Det er en konstatering formuleret, så man ikke kan svare på det.
Planten i vindueskarmen en gammel fikus, Katrine havde haft med fra sin gamle lejlighed i Vesterbro blev i øvrigt også vandet forkert, ifølge svigermor.
Katrine, fikusser elsker ikke vand ovenfra. Det skal i underskålen.
Den har levet hos mig i otte år, svarede Katrine.
Ja ja, men den kunne jo have haft det bedre.
Fikus bidrog klogt nok ikke til samtalen.
Så var der køleskabet og dens opstilling, hvor der blev serveret en decideret forelæsning: Mejeri på midterste hylde, kød nederst altid i bøtte, grønne sager i poser med huller i, og æg i den rigtige bakke, ikke i lågen, for dér ryster de. Katrine nikkede og lyttede. Lykkedes at holde æggene i lågen alligevel.
Om aftnerne ringede Birthe Katrine kunne høre det inde fra køkkenet, det var jo gamle københavner-lejligheder, væggene er tynde, og hendes stemme havde autoritet og erfaring:
Nej, Tove, sådan alt i alt er det fint nok. Hun prøver. Men man kan jo se det det er ikke helt i hendes natur. Hun koger suppe med bønner. Med bønner, du forstår! Mads spiser det da, han er jo høflig, men jeg kan se det. Håndklæderne, planterne
Katrine stod og vaskede kopper og tænkte: Hvor længe kan det her blive ved? Føles som om hun allerede er dumpet til eksamen. Hvad sker der nu?
Mads observerede det hele med den slags mandlige udsvævende ligegyldighed, der dækker over: Jeg ser det hele, men håber det løser sig selv.
Om aftenen sagde han:
Tag det ikke så tungt. Hun bekymrer sig bare.
Det ved jeg godt, sagde Katrine.
Hun mener det ikke ondt.
Det ved jeg, Mads.
Hun vil bare gerne vide, vi har det godt.
Det ved jeg.
Han så lettet og lidt undskyldende på hende. Godt, hun forstår. Godt, hun ikke hidser sig op. Godt, hun er så rolig.
Godt, tænkte Katrine og gik ud for at vaske op.
Tiende dag efter lod Birthe som om hun ikke havde tid til køkkenet. Katrine kom hjem klokken halv syv der stod beskidte kopper på bordet, krummer og åben smørpakke. Birthe sad inde i stuen og så TV.
Katrine ryddede op. Vaskede af. Tørrede bordet af.
Senere på aftenen sagde Birthe til Mads stille i gangen, i den tro at Katrine var på badeværelset:
Har du lagt mærke til, at der igen var rod i køkkenet? Hun når vist ikke helt at holde orden.
Katrine stod i gangen med et håndklæde.
Mads sagde ikke noget.
Nå, tænkte Katrine. Så ved jeg det.
Hun blev ikke rigtigt ked af det. I hvert fald ikke så det kunne ses.
Men næste morgen, da Birthe til morgenmaden nævnte, at hendes tre søstre ville komme forbi i næste uge “bare sådan lige, for at hygge og møde jer ordentligt” smilede Katrine og sagde:
Det lyder dejligt. Vi glæder os.
Mads så overrasket på hende. Birthe lidt mistroisk. Katrine drak sin kaffe færdig og gik ud for at gøre sig klar til arbejde.
Vi får se, tænkte hun. Som Birthe altid selv siger.
Gæsterne kom lørdag klokken halv tre.
Birthes tre søstre Karen, Inge og Helga var solide kvinder med stærke meninger og stemmer formet af et langt liv. De trådte ind, kiggede sig hurtigt omkring, på den der nærmest professionelle måde, og smed frakkerne.
Dejlig lejlighed, sagde Karen. Lyset er godt.
Hvor længe siden er det, I har renoveret? spurgte Helga.
Tre år, svarede Katrine.
Ja, det kan man da også se, sagde Helga. Hvad hun præcis så, blev aldrig uddybet.
Birthe tog imod søstrene i entreen med attitude som en instruktør, der netop har sendt skuespillere på scenen. Mads hjalp med jakkerne. Katrine stod lidt for sig selv og så rolig og afslappet ud ingen ophidselse at spore.
Det forvirrede Birthe lidt.
De gik alle ind i stuen, satte sig. Karen tog en pude og trykkede let på den, som om det var i hendes arbejdstjekliste, og spurgte:
Nå Katrine, hvad har du fundet på til os i dag?
Og så, ja, så gjorde Katrine præcis det, ingen havde ventet.
Hun vendte sig roligt mod svigermor ingen drama, ingen påtagethed.
Birthe, jeg tænkte faktisk, at du ville tage dig af madlavningen i dag. Du har jo selv sagt, at du kan gøre det meget bedre end mig. Og det ville jo være ærgerligt at skuffe gæsterne.
Stilhed.
Birthe kiggede på Katrine. Katrine smilede venligt, som om hun bare havde tilbudt noget helt naturligt.
Jeg, begyndte svigermor.
Alt findes derude kylling, grønt, urter. Jeg købte ind i morges. Mads har tit sagt, du laver fantastisk mad, sagde Katrine.
Mads stirrede pludseligt dybt intenst på rugmønsteret i tæppet.
Inge vekslede blikke med Karen. Helga iagttog Birthe med en slags nysgerrig forventning.
Tja, sagde Birthe. Jamen selvfølgelig.
Og gik ud i køkkenet.
Katrine satte sig på sofaen ved siden af Karen og spurgte stille og venligt:
Hvordan var turen? Var der meget trafik?
Karen så lidt overrasket ud, men svarede så. Helga sagde noget om trafikkaos fredag eftermiddag. Inge konstaterede, at ude hos dem stod alting bomstille om lørdagen. Så gik snakken nærmest af sig selv, sådan som den jo gør, når alle alligevel helst vil undgå pinlig tavshed.
Lydende fra køkkenet flød ind: først køleskabslåge, så stilhed, så mere klappen, så lidt raslen med en gryde, så nogen, der klør sig i baghovedet og leder efter noget, hun ikke kan finde.
Katrine! kaldte Birthe fra køkkenet. Hvor har du din bradepande?
Nederst til højre, svarede Katrine uden at rejse sig.
Pause.
Kan ikke se den.
Den ligger under bagepladerne.
Længere pause.
Nå, fandt den.
Karen nynnede. Inge begyndte at studere billedet på væggen. Helga stirrede ud ad vinduet med et næsten for uskyldigt blik.
Katrine vendte sig mod Inge:
Inge, skal jeg ikke lave en kop te imens? Jeg sætter lige vand over.
Jo tak, sagde Inge lettet.
Katrine gik i køkkenet og stod i nogle sekunder i døren sammen med Birthe, der stod ved skærebrættet som en kommandant, nogen havde sat til at skrælle kartofler. De sagde ikke et ord.
Katrine satte vand over, tog kopper med ud.
Maden kom på bordet halvanden time senere. Ikke den hurtigste middag, lidt tumult, kyllingen blev tør og sovsen noget tynd. Birthe anrettede med et udtryk, som om hun hellere ville være et andet sted.
Karen smagte på kyllingen og sagde diplomatisk:
Birthe, du har da altid været god til at lave mad.
Stemningen var lidt afdæmpet. Ikke dårlig bare stille. Alle vidste, hvad der foregik, men ingen nævnte det. Gæsterne spiste, sludrede lidt, roste diskret maden og prøvede at gøre det hyggeligt.
Katrine sagde ikke det store spurgte lidt til Inges børnebørn, holdt samtalen kørende om sommerhuset og fyldte tekopper op.
Birthe sad for bordenden og sagde ingenting.
Senere, da opvasken var taget, kom Birthe ud fra køkkenet, tørrede hænderne i et håndklæde det hang, som hun havde lært, med løkken nedad.
Katrine sad i stuen med sin te. Mads ved siden af.
Birthe stod i døren kort, gik ind, satte sig i stolen. Der var mørkt udenfor, nabolejlighedens TV kunne høres gennem væggen.
Du fik godt nok vendt det hele på hovedet, sagde Birthe.
Jeg ved bare, hvad jeg gerne vil, svarede Katrine.
Birthe nikkede. Gik hen mod sit værelse, stoppede i døren:
Din suppe med bønner, for at være ærlig, den var faktisk ret god.
Og forsvandt.
Mads kiggede på Katrine.
Hvornår fandt du på det med køkkenet? spurgte han stille.
Da du ikke sagde noget i gangen, svarede hun.
Han nikkede. Og spurgte ikke mere.
Tre dage efter tog Birthe hjem. Pakkede selv, bestilte selv taxa. Sagde farvel til Mads, og faktisk efter et lille tilløb også til Katrine.
Katrine lukkede døren bag hende, gik ud på badeværelset og hængte sit håndklæde tilbage løkken opad, lige som hun foretrak det.
