Ingen ville tage hende fra mig. En fortælling.
Stedfaren har aldrig gjort dem fortræd. Han har i det mindste aldrig smidt brød i hovedet på dem eller skældt ud over skolearbejdet, kun råbt af Katrine, når hun kommer hjem senere, end hun må.
Jeg har lovet din mor at holde øje med dig! råber han, når Katrine forsøger at protestere, og minder ham om, at hun faktisk er myndig nu. Jeg ved bedst, hvad du må og ikke må! At du har et eksamensbevis betyder ikke, du kan alt! Først finder du dig et rigtigt arbejde, så kan du opføre dig voksent!
Senere, når han er faldet lidt ned, taler han stille.
Han smider dig, det kan du tro. Har du set ham, den fyr, du kører med? Dyre bil, kønt ansigt Hvad vil han med en helt almindelig pige som dig, Katrine? Du kommer til at græde, husk mine ord.
Men hun tror ikke på ham. Ja, Emil er flot, og han læser på KU, tredje år, ovenikøbet på betalt studie, det ville hun også gerne have haft. Hun kom ikke ind på det ønskede, og efter et mislykket forsøg på erhvervsskole, arbejder hun nu med at dele flyers ud og bringe aviser, mens hun forbereder sig på næste års eksamen. Det var sådan, hun lærte Emil at kende hun rakte ham en flyer, og han tog først én, så to, tre, og sagde:
Du lader mig bare tage alle, så går vi på café sammen?
Hvad der fik hende til at sige ja, ved hun ikke. Hun, der ellers er forsigtig, lod være med at smide flyerne ud i området, men puttede dem i rygsækken og smed dem ud senere, da hun gik hjem fra caféen.
I caféen præsenterede Emil hende for sine venner, de bestilte pizza og is. Hun og lillesøster Karla spiser kun sådan noget til fødselsdagene der er ikke mange penge, og stedfaren siger, at pensionen skal spares til en sort dag, hvis noget skulle ske.
Han har faktisk god løn, men halvdelen går til bilen, der altid skal repareres, og resten ryger i spilleautomaterne. Katrine klager ikke han har trods alt ikke smidt dem på gaden, lejligheden er hans, morens måtte sælges, da hun blev syg. Hun kunne godt tænke sig chokolade, pizza og sød sodavand, men hvis der endelig var noget, gav hun det til Karla. Også ved cafébesøget spurgte hun forsigtigt Emil, om hun måtte tage et stykke med hjem til sin søster. Han så overrasket ud, men købte en hel pizza og en stor chokolade med nødder, kun til Karla.
Stedfaren tager fejl; Emil er godmodig. Men sammen med ham føler Katrine sig endnu mere utilstrækkelig, og hun forbereder sig endnu mere til eksamen, tager et rigtigt job som kasseekspedient i Føtex. Nu har hun råd til pæne jeans og en klipning hos en rigtig frisør, så Emil kan være stolt af hende.
Da han inviterede hende med til sommerhus ved Sjællands Odde, vidste hun godt, hvad der ville ske. Hun var ikke længere barn, og de elsker hinanden. Hun var bekymret for, om stedfaren ville lade hende tage af sted, men han begyndte selv at komme sent hjem eller slet ikke. Katrine ved, hvor han overnatter hos tante Vibeke, en sygeplejerske i området, som han har flirtet med længe. Hun er dog ikke meget for at involvere sig med en mand med to døtre fra første ægteskab. Hun har selv været gift engang, og nu kunne hun ikke modstå hans kluntede charme.
Det hele gav hende lidt frihed, men Karla græd, da hun fandt ud af, at hun skulle sove alene. Katrine købte chokolade, chips og sodavand til hende, og Karla affandt sig med situationen.
Katrine opdagede først, hun var gravid, da det var for sent. Hendes cyklus har aldrig været stabil, og ingen har lært hende at holde øje. Kollegerne, særlig den ældre dame, Lykke, spurgte spøgefuldt:
Du stråler sådan er du gravid, måske?
De grinede, men om aftenen købte Katrine en test. To streger det kan ikke passe!
Emil blev ikke glad. Sagde, det kom dårligt, stak hende penge til en læge. Katrine græd natten igennem og tog af sted. Men det var for sent 16 uger henne. Det måtte være sommerhuset på Odden.
Hun skjulte det for stedfaren så længe hun kunne, men maven voksede. Hun måtte fortælle det.
Han råbte som aldrig før.
Hvor er ham, fyren? Vil han giftes med dig?
Katrine kigger væk. Emil har forsvundet siden han hørte, barnet bliver. En måned er gået.
Det var jo det, jeg sagde, Katrine
Han siger ikke mere med det samme, nok har han talt med Vibeke.
Er det sådan så må du føde. Men du skal lade barnet blive på hospitalet. Jeg har ikke brug for en mund mere. Det er sådan Jeg skal giftes, Katrine. Vibeke er også gravid, vi venter tvillinger. Tre små børn her det går ikke.
Skal hun bo her? spørger Katrine overrasket.
Selvfølgelig. Hun bliver jo min hustru, hvor skulle hun ellers bo?
Det lød som en spøg, men han mente det. Hver dag truer han med at smide dem begge ud, hvis hun tager barnet med hjem. Katrine ved, det er Vibekes ord han gentager, men intet ændrer at hun ikke kan lade sit barn blive.
Vær ikke ked af det, siger Vibeke. Sådanne babyer bliver hurtigt adopteret, og gode mennesker tager sig af dem.
Katrine græder, ringer til Emil, prøver at finde på, hvor hun og Karla kan bo med babyen, men hun kan ikke komme på noget. Og så, en dag, peger Lykke på et par i køen:
De går altid i sort. Hele livet i sorg. Hvorfor adopterer de ikke?
Katrine har set dem ofte venlige, høflige, lidt triste. Hun ved ikke, hvad der er sket.
Deres datter døde i en ulykke, kan du huske, da bussen med skoleklassen kørte galt? Hun havde købt en lille engel-figur på turen, og da de tog hende ud af bussen, havde hun den stadig i hånden. Folk begyndte at komme med engle til hende, nu samler moren på dem. Det hjælper hende, tror jeg.
Katrine havde set en film, hvor en ung kvinde overlod sit barn til et barnløst par. Hun ved godt, dette par måske ikke vil have et barn, men hun kan ikke lade være at tænke på dem.
Hun er nu næsten otte måneder henne og arbejder stadig, vil ikke miste jobbet. Parret handler ved hendes kasse; manden siger:
Du burde snart gå på barsel du føder jo snart her i supermarkedet!
Hun brokker sig ikke, men det er hårdt. Ryggen gør ondt, maven tynger, benene svulmer. Ingen spørger, hvordan hun har det, kun lægen bemærker noget. Mandens omsorg rører hende hun har let til tårer nu.
To dage senere, går hun hjem efter arbejde med bilen fuld af dagligvarer, og manden tilbyder at bære for hende; hun bliver flov, men glad. Han virker godhjertet.
Hun ser en englefigur i en butik på udsalg, det er sommer, og ingen køber sådan noget. Hun køber den, spørger Lykke om parrets adresse.
Døren bliver åbnet af kvinden, som genkender hende straks med et løftet bryn. Katrine rækker figuren frem og bliver nervøs hvad hvis hun ikke vil have den?
Men kvinden smiler og inviterer hende ind:
Kom indenfor. Vil du have en kop te?
Over teen fortæller kvinden sin historie Katrine har hørt den fra Lykke, men det smerter mere, når hun hører den direkte.
Hvorfor fik I ikke flere børn? spørger Katrine sagte.
Jeg blev syg under fødslen. Lægen fjernede livmoderen. Jeg kan ikke længere føde.
Katrine føler sig skyldig, hun har ikke ret til at spørge mere, men vil gerne snakke om adoption. Hun siger intet.
Vi har tænkt på adoption, siger kvinden, læser hendes tanker. Vi gik til adoptionsskolen, men i sidste øjeblik kunne jeg ikke. Jeg bad min datter om et tegn. Men der kom ingenting.
I det øjeblik lyder et bump fra stuen noget er faldet ned og gået i stykker. De går derind. Katrine tror, det er mørkt og fuld af sørgende lys, men nej, kun én foto står fremme, lyset er klart, og englefigurer står overalt. En er faldet og gået i stykker. Kvinden samler stykkerne op og siger mærkeligt:
Det er hendes egen figur.
Katrine rødmer. Er det ikke et tegn?
Hun føder en pige til tiden. Vibeke bor allerede hos dem, har også født tvillinger, før tid. De sover stadig på hospitalet, men de små senge med kokosmadras står klar. Hendes barn har intet, hun skal efterlade hende på hospitalet. Kun Karla spørger hviskende:
Kan vi gemme hende? Så de ikke finder ud af, at hun er din. Jeg vil hjælpe dig.
Det gør Katrine så ulykkelig, men hun prøver at holde sammen på sig selv foran Karla.
Hun skriver en seddel på forhånd; skriver at hun ikke kan beholde barnet, at hun er sund, de må ikke bekymre sig. Hun nævner englen, der faldt ned. Hun lægger alle sine sparede kroner i kuverten det bør være nok, de er jo gode mennesker.
Hun bliver udskrevet om morgenen, men det føles skræmmende at skulle overlade sin datter midt på dagen. Hun sidder på et center hele dagen, selvom det gør ondt at sidde ned. Kun barnet betyder noget.
Da centret lukker, sidder hun på en bænk en time mere, og først da tusmørket falder, går hun op i opgangen, mens en mand lufter sin hund. Hun har datteren i en bæresele, som Lykke havde bragt til hende. Hun sætter den, så døren ikke kan ramme. Hun lægger kuverten under tæppet, vil ringe på og løbe, da døren bliver åbnet manden står dér.
Hvad laver du her?
Katrine hopper forskrækket.
Han ser bæreposen.
Hvad er det?
Tårerne triller; hun fortæller alt om Emil, om stedfaren der vil smide dem ud, om tvillingerne, om Vibekes ide om, at hun skal undvære sit barn.
Han lytter tålmodigt, og siger så:
Maria sover allerede, jeg vil ikke forstyrre hende. Vi taler i morgen. Kom, jeg reder op til dig i stuen.
At sove i et rum fuld af englefigurer føles underligt, men Katrine falder straks i søvn, holder datteren tæt ind til sig.
Hun vågner og mærker tomheden. Datteren er væk. Nu indser hun, at hun ikke kan undvære hende. Aldrig.
Hun rejser sig, da Maria kommer ind med pigen i armene.
Tag hende, smiler Maria. Hun skal have mad. Jeg vuggede hende, ville lade dig sove, men det hjælper ikke længe.
Mens Katrine ammer, tør hun ikke se Maria i øjnene. Hvad hvis de har besluttet at adoptere pigen? Hvordan siger hun, hun har ombestemt sig?
Hvor gammel er din søster? spørger Maria.
Tolv, siger Katrine, overrasket.
Tror du, hun vil flytte ind hos os?
Så mærkeligt er det, at Katrine ser op.
Hvad?
Min mand fortalte mig alt. I har ingen steder at bo, din stedfar smider dig ud. Jeg tænkte, hvis din søster bliver der, bliver hun bare hushjælp. Lad hende bo hos os.
Hvad mener du med “også”? stammer Katrine.
Maria nikker mod den restaurerede engel på fotoet.
Jeg tror, det var et tegn. Vi skal hjælpe dig, siger hun enkelt. Vi har god plads, flyt sammen med os. Jeg vil hjælpe med pigen. Og du må ikke gøre dumme ting en mor og et barn skal aldrig skilles.
Katrine bliver så glad, og samtidig så flov, at hun rødmer igen.
Så er du med på det?
Katrine nikker og gemmer ansigtet i tæppet rundt om sin datter, så Maria ikke ser hendes tårerHun tør næsten ikke tro det. Ordene føles som varme i kroppen, som en dør der åbner sig ud til noget, hun kun har drømt om i korte øjeblikke, mens hun lå vågen om natten.
Katrine begynder at græde, stille, men Maria lægger bare armen om hende, som en mor, og lader Katrine holde sin datter tæt ind til sig, helt tæt, som om hun kan beskytte hende bare med sine hænder.
Senere ringer de til Karla, der er bleg af glæde, da hun hører, hun kan komme, og hun pakker det lille hun har og cykler over, for hun vil ikke vente på bus. Da hun ankommer, bliver hun helt stille, kigger på Maria og englene og Katrines lille datter.
Er det rigtigt, spørger Karla, må jeg bo her?
Maria stryger hende over håret, byder hende på varm kakao og pisket flødeskum, og Karla lægger sin taske og sætter sig, som om hun altid har hørt til.
Katrine ser fra sin lille datter til sin søster og Maria, og for første gang i lang tid bliver hun fyldt af noget der ligner håb ikke for dagen i morgen, men for hele livet.
Hun ved, der kommer svære øjeblikke, at sorg og frygt nok følger med, men et sted mellem englefigurerne og duften af te tror hun alligevel, at alt kan gå at ingen vil tage hende fra dem, og at man kan finde sin familie midt i det allermest uventede.
