14. juni 2024
Jeg sidder nu på flyet fra København til Aarhus, og jeg må indrømme, at jeg stadig tænker på, hvad der lige skete tidligere. Da jeg steg ombord, gik jeg ind med selvtillid min lyse, store solbriller, og min fine Mulberry taske hang let over skulderen. Jeg fandt mit sæde midt i kabinen. Men der sad en ældre mand ved siden af mig, selvfølgelig med sit simple, men rene tøj hans skjorte var slidt i kraven, og hans sko så ud, som om de havde været med til lidt af hvert på lange danske stier.
Da jeg satte mig, kunne jeg ikke lade være med at føle mig utilpas. Jeg kaldte straks på stewardessen.
“Kan jeg komme til et andet sæde?” sagde jeg måske lidt for direkte, men det var sådan det kom ud. “Det er meget ubehageligt for mig at sidde ved siden af sådan en person… Se på hans tøj, se på de gamle sko. Jeg synes virkelig, jeg fortjener bedre selskab.”
Stewardessen blev ganske overrasket det kunne jeg se på hende men hun bevarede selvfølgelig det professionelle smil.
“Jeg er virkelig ked af det, frøken,” svarede hun venligt, “men alle pladser i økonomi er fyldt op i dag.”
Jeg sukkede højt og vendte mig mod vinduet, irriteret, mens den gamle mand bare så ned. Han sagde slet ingenting. Helt stille.
Stewardessen virkede tydeligt utilpas, så hun gik op til cockpittet for at fortælle piloten om situationen. Kort efter kom hun tilbage. Jeg fornemmede, at hun var lettet, og hun havde et venligt smil klar.
“Hanna,” sagde hun så, “kaptejnen har godkendt, at du får et andet sæde. Han og besætningen undskylder, at du skulle sidde ved siden af en så træls person.”
Jeg kunne mærke en gnist af tilfredshed jeg greb hurtigt min taske og rejste mig, forestillede mig allerede første klasse: god plads, et glas hvidvin, udsigten over det danske landskab, det hele.
Det eneste, jeg ikke havde regnet med, skete dog: Stewardessen vendte sig mod den ældre mand og sagde respektfuldt:
“Jørgen, ville du ikke følge med mig? Kaptejnen inviterer dig til at flyve på første klasse.”
I det øjeblik blev der helt stille. Alle på flyet holdt næsten vejret, og så nærmest som et sekunds magi brød kabinen ud i applaus.
Den scene vil jeg aldrig glemme. Jeg mærker stadig, hvor pinligt det føltes. Måske burde jeg tænke lidt mere over, hvem jeg er og hvem jeg tror, jeg er.
