Fredag var en stor dag. Kollegene havde købt lagkage fra Lagkagehuset med lyserøde marcipanroser. Regnskabsdamen overrakte mig en buket røde nelliker og et kort, hvor alle havde skrevet under endda vagten Preben, som jeg efter 15 år stadig ikke var sikker på, kendte mit navn. Jeg smilte og spiste lagkage, lod stemningen glide ind i mig. Alt føltes rigtigt.
Så, allerede søndag aften, ringede min datter, Karen.
Mor, vi har talt sammen, Morten og jeg. Du er jo gået på pension nu. Du er fri og har masser af tid, ikke?
Tja, det skulle man da tro, svarede jeg forsigtigt. Indeni begyndte det at knage.
Perfekt! Så kan du hente ungerne fra børnehaven lidt tidligt og passe dem, til vi er hjemme fra arbejde.
Hver dag? spurgte jeg.
Ja, hvorfor ikke? Du sidder jo alligevel bare derhjemme.
Alligevel bare derhjemme. Karen sagde det, som om det var indiskutabelt, at jeg ikke lavede andet end at vente på at blive brugt.
Okay, sagde jeg og mærkede noget småkoge et sted mellem ribbenene.
For mandag klokken ti havde jeg egentlig en aftale med mig selv: Jeg ville begynde til seniordans på kulturcenteret på Østerbro. Jeg havde tilmed betalt for kurset forud. Det havde været min drøm de sidste to år, efter at jeg en dag så en rank dame i halvfjerdserne danse ned ad Strøget, smilende og let. Jeg besluttede dér: Sådan vil jeg også være.
Men i stedet hentede jeg børnebørnene.
Frida krævede straks en frisure “ligesom Elsa”. Asger tabte saft på det lyse gulvtæppe. Om aftenen følte jeg mig som en gammel matematikbog lidt slidt, med æselører.
Karen kom klokken halv otte, kyssede mig på kinden og sagde:
Tak, mor! Du er en sand skat!
“En sand skat,” tænkte jeg og stirrede på den lukkede dør.
Sådan gik der tre uger. Tre uger er ikke lang tid medmindre det er for at forstå, at man bare bliver taget for givet, uden at nogen egentlig mener noget ondt med det.
Rutinen blev snorlige. Hver morgen ringede Karen med den rutinerede stemme fra en, der har styr på hverdagen:
Mor, du henter dem i dag, ikke?
Det var ikke et spørgsmål. Mere en konstatering, som en mobilbankbesked: “Beløb trukket fra din konto”.
Jeg svarede bare “ja”. Vanens magt. Jeg havde altid lært at “lade være med at skabe bøvl”. Bekvem vane bare ikke for en selv.
Jeg afmeldte dansen. Ringede til kulturhuset, forklarede, at jeg måske først kunne begynde senere. De lovede, at min forudbetaling gjaldt måneden ud. Måneden gik, jeg kom aldrig afsted.
Så aflyste jeg en tur i biografen med min gamle kollega Lise, der var gået på pension et halvt år før mig og nu gik til stavgang og kogte stikkelsbærmarmelade. Vi skulle se en fransk komedie, jeg virkelig havde glædet mig til.
Næste gang, sagde Lise.
Næste gang er sådan en trøstende frase, der sjældent betyder noget.
Dagene blev ensformige nu. Hver eftermiddag børnehaven. Frida krævede konstant opmærksomhed. Asger var mere selvkørende, men lavede altid ballade med sine små hænder og så det overraskede blik, hver gang noget gik galt, som om naturens love snød ham gang på gang.
Ved seks-tiden var jeg træt i både hoved og ryg. Kvart i otte helt død.
Tak, mor! Du er en skat! sagde Karen, og forsvandt ud af døren. Jeg satte mig på sofaen og tænkte: Der er noget, der ikke er rigtigt her.
Men hvad, kunne jeg ikke helt sætte ord på.
Det var et talkshow i fjernsynet, der overrumplede mig. En midaldrende kvinde sagde: “Mit liv har altid handlet om andre. Først nu, som 60-årig, har jeg forstået, at jeg også har ret til mit eget liv.”
Jeg stirrede på skærmen.
Spøjst sagde jeg ud i stuen.
Så fandt jeg papiret med holdplanen til seniordans frem fra skuffen. Kurset sluttede sidst i april. Der var halvanden måned endnu. Hvis jeg virkelig ville, kunne jeg nå det.
Jeg ville.
Dagen efter ringede jeg til studiet og meldte mig til. Lagde papiret på køleskabet under magneten med Nyhavn på. Ringede til Lise næste lørdag biograftur.
Hun blev overrasket, men glad. “Aftale,” sagde hun.
To opkald, og så havde jeg allerede noget, der var bare mit.
Søndag tog jeg på tur alene. Gik en lang tur ved søerne, drak cappuccino på café med udsigt til vandet. Ved nabobordet sad et par på min egen alder og grinede dæmpet over en intern joke. Jeg så på dem og tænkte: Pensionistlivet er ikke slutningen. Det er bare et nyt afsnit. En slags indlevering og så begynder selve livet.
Mandag hentede jeg børnene igen.
Da Karen kom og hentede dem den aften, så hun med ét lidt nærmere på mig.
Mor, hvorfor er du så glad?
Jeg har bare et godt humør, svarede jeg.
Okay, sagde hun, og lagde ikke mere i det.
Det skulle hun måske have gjort.
For fredag ringede hun:
Stemmen lød ukompliceret: Mor, Morten og jeg tager til Skagen næste uge i tre dage. Vi trænger sådan til ferie. Du tager børnene, ikke?
Men lige på de dage havde jeg og Lise nemlig længe haft en færdigbetalt tur planlagt til Ebeltoft, med guide, hyggeligt hotel, rundvisning på glasmuseet, smagsprøver på mjød. Alt var klart.
Jeg så på telefonen.
Så på holdplanen under Nyhavn-magneten.
Så på rejsedokumentet, der lå lige ved siden af. De to papirer lignede nærmest en stille sammensværgelse. En sagte, uudtalt form for modstand.
Nu var det, der havde kogt i maven i tre uger, næsten klart.
Jeg svarede ikke med det samme. Jeg plejede bare at sige ja. Eller “selvfølgelig”. Eller “jamen, hvad skal jeg gøre ellers”. Men denne gang tav jeg. Tre sekunders stilhed. Tre sekunder kan vare uendeligt i telefonen.
Karen, sagde jeg, det kan jeg desværre ikke. Jeg skal på tur med Lise til Ebeltoft de dage.
Pause.
Mener du det?
Ja.
Mor du er da pensionist. Det handler om at passe børnebørn. Er det ikke det, pensionister gør?
Jeg ventede et sekund.
Karen, jeg er bedstemor. Jeg er ikke en gratis dagpleje.
Hvad siger du? indskød hun. Stemmen pludselig mere skarp.
Det jeg mener.
Mor, du forstår da, at vi arbejder? Og at vi regner med dig?
Selvfølgelig. Og jeg har hjulpet hver dag i tre uger er da også hjælp, eller?
Du sidder jo alligevel bare hjemme!
Der var den så igen.
Karen, jeg har været der for dig i 35 år. Alene, uden reel ferie, uden at klage. Det var mit valg. Men nu vil jeg også gerne leve lidt mit eget liv.
Mor, det er egoistisk!
Kald det hvad du vil, svarede jeg, og lagde røret på.
Jeg kunne næsten ikke tro, at jeg havde gjort det.
Lagde telefonen roligt på bordet. Hældte te op og satte mig ved vinduet.
Tyve minutter senere ringede hun igen.
Mor, hvad skal vi så gøre nu?
Det fandt jeg også ud af, da jeg var i din alder. Det gik. Det gør det også for jer.
Det er ikke det samme!
Hvori ikke?
Karen tav. Måske fordi hun ikke havde svar eller måske fordi svaret var for svært at sige højt.
Men hvad skal du ellers lave, du er jo pensionist?
Lige hvad jeg har lyst til, svarede jeg. Jeg vil danse. Tage på ture. Drikke kaffe med veninder eller filme, og måske bare sidde i vinduet og betragte verden. Det har jeg ret til. Du fortæller mig jo heller aldrig, hvad du laver i dine weekender.
Jeg arbejder!
Det gjorde jeg også i 30 år.
Lang pause.
Mor du har ændret dig.
Ja. Lidt sent men bedre end aldrig.
Jeg forstår det ikke.
Det ved jeg. Men det kommer du nok til.
Vi lagde på, køligt og uvant, som fremmede i en elevator.
Jeg sad længe og kiggede ud ad vinduet. Tænkte ikke rigtig på noget hverken på børnebørnene, Karen eller om jeg havde gjort det rigtige.
Så tog jeg mobilen og skrev til Lise: “Vi tager af sted. Book det hele.”
Lise svarede hurtigt. Kort men med tre udråbstegn:
“Jaaaa!!!”
Jeg smilede. Udenfor dansede forårssolen på nyudsprungne bøgeblade.
Som om verden også havde besluttet: Nu er det min tur. Nu starter jeg.
Karen ringede ikke i fire dage.
Imens gik jeg rundt i Ebeltoft, smagte på mjød, tog billeder af kirketårne og grinede med Lise af alt det lille, som kun er sjovt, når man endelig tør slippe tøjlerne.
Jeg var hjemme søndag aften.
Karen ringede selv mandag. Hun lød anderledes tøvende, havde klaret snakken med sig selv først.
Mor, jeg har nok taget fejl. Selvfølgelig har du ret til dit eget liv.
Godt du ser det, sagde jeg.
Vi har bare altid været vant til, at du er der
Det har også været min fejl.
Vi var stille lidt.
Vil du stadig hjælpe indimellem? spurgte hun bare ikke hele tiden.
Når jeg kan, gør jeg det gerne. Jeg elsker mine børnebørn. Men “når jeg kan” er ikke “hver dag bare fordi jeg er hjemme”.
Nej, sagde hun stille. Det er anderledes.
Nu henter jeg børnebørnene hver fredag med glæde. Vi laver frikadeller, ser børnefilm, og jeg fortæller dem historier om Ebeltoft om glasmuseet og om, hvor sød mjød kan være, hvis man vælger den rigtige.
Hver tirsdag går jeg til dans.
Frida og Asger fortæller stolt i børnehaven, at deres mormor danser.
En dansende mormor det er altså noget andet end én, der bare sidder hjemme.
