Uden skal
Mads åbnede døren og så straks de tre tallerkener med indtørrede pastarester på køkkenbordet, en væltet yoghurtkarton og en åbenternet notesbog. Lasses skoletaske lå midt på gangen, og Signe sad henslængt i sofaen, dybt optaget af sin mobil.
Han lod tasken glide ned på gulvet og tog skoene af. Han havde lyst til at sige noget om tallerkenerne, men trætheden snørede hans hals; i stedet gik han roligt hen til bordet, tog en tallerken og bar den over til vasken.
Far, jeg vasker dem om lidt, sagde Signe, uden at kigge op.
Mhm.
Han tændte for vandet, holdt tallerkenen under. Pastaen blev langsomt blød, gled ned mod afløbet. Han standsede, så på den våde tallerken, mens vandet løb.
Signe, hvor er Lasse?
Inde hos sig selv. Han laver matematik.
Og du?
Jeg er færdig med lektierne.
Han tørrede hænderne i viskestykket og gik ind på Lasses værelse. Sønnen lå på gulvtæppet, støttet på albuen, halvdelen af matematikstykkerne stod noteret.
Hej, sagde Mads.
Hej.
Hvordan går det?
Fint.
Lektierne?
Jeg laver dem.
Mads slog sig ned på sengekanten. Lasse kastede et hurtigt blik på ham og vendte tilbage til hæftet.
Hvad er der, far?
Jeg ved det ikke, sukkede Mads. Jeg er nok bare træt.
Han mente det. Moren havde ringet tidligt, bedt ham komme og hjælpe med at flytte et garderobeskab. På arbejde varede mødet alt for længe; i metroen stod han mast op ad døren. Og nu sad han i Lasses værelse og mærkede, at han ikke orkede at sige noget om tallerkener, lektier eller oprydning. Han ville ikke være en funktion, der kom hjem og tændtes.
Kan vi samles ude i køkkenet? sagde han så. Sammen.
Hvorfor?
Bare snakke.
Lasse rynkede brynene.
Det handler vel ikke om den dårlige karakter i dansk igen?
Nej. Bare snakke.
Jeg mangler lektier.
Du kan lave dem bagefter. Fem minutter.
Han gik ud, kaldte på Signe. Hun løftede blikket, rullede øjnene utilfreds.
Seriøst?
Ja, seriøst.
Hun smed mobilen på sofaen og fulgte efter. Lasse gik ud af værelset, stoppede tøvende i døren til køkkenet, som om han overvejede at vende om.
Mads satte sig ved bordet, lagde notesbogen til side. Signe satte sig modsat, Lasse famlede sig ud på kanten af sin stol.
Hvad er der? spurgte Signe.
Ingenting er sket.
Så hvorfor?
Han så dem begge an. Lasse havde bekymrede øjne, ventede nærmest det værste.
Jeg vil bare snakke, sagde Mads. Ærligt. Ikke noget med du skal lave lektier eller vi skal have vasket op. Bare snakke.
Så vi må godt droppe opvasken? spurgte Lasse forsigtigt.
Den tager vi senere. Det er ikke det, det handler om.
Signe lagde armene over kors.
Du virker mærkelig i dag.
Det er jeg nok også, sagde han, for jeg er træt af at lade som om alt er, som det skal være.
Der blev stille. Ordene ville ikke komme, hovedet var tomt, men han prøvede:
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her… men det føles som om, vi alle sammen spiller teater. Jeg kommer hjem, I lader som om alt er i orden, jeg lader som om, jeg tror på det. Vi snakker om skole og mad, men i virkeligheden snakker vi slet ikke.
Far, du belaster os, hviskede Signe. Hvorfor?
Jeg ved det ikke. Måske fordi jeg ikke kan klare det hele selv, og frygter, at I heller ikke gør, men jeg ved ikke engang, hvad I slås med.
Lasse rynkede panden.
Jeg klarer mig.
Gør du det? spurgte Mads blødt. Hvorfor falder du så først i søvn efter midnat de sidste par uger?
Lasse tav, stirrede ned i bordet.
Jeg hører dig rode rundt, fortsatte Mads. Og om morgenen ser du ud, som om du slet ikke har sovet.
Jeg kan bare ikke sove.
Lasse.
Hvad Lasse?
Sig, hvad det er i virkeligheden.
Han trak på skuldrene, vendte sig væk.
Der er ikke noget, far. Skolen går fint, jeg laver lektier. Hvad mere?
Signe blandede sig:
Far, hvorfor forhører du ham?
Jeg forhører ham ikke. Jeg prøver at forstå.
Men han gider ikke tale om det. Det er hans ret.
Han vendte sig til hende.
Så fortæl mig, hvordan du har det.
Hun trak på smilebåndet.
Mig? Det kører super. Jeg læser, ser veninder, alt er, som det skal.
Signe…
Hun blev tavs og kiggede væk.
Hvad?
Du har næsten ikke været ude den sidste måned. Veninderne har spurgt to gange, men du sagde nej.
So what? Jeg havde bare ikke lyst.
Hvorfor?
Hun tyggede sig i læben.
Fordi jeg er træt af dem, af alt deres snak om drenge og pjat. Ok?
Ok, sagde han. Men du virker tit trist.
Hun rystede på hovedet, næsten vredt.
Jeg er ikke trist.
Fint.
Der var stille, kun køleskabet brummede troligt i baggrunden.
Mads sagde langsomt:
Jeg vil ikke være opdrager lige nu. Og I skal ikke trøste mig. Jeg siger det bare, som det er: Jeg er bange. Hver dag. Bange for at pengene ikke slår til, bange for at morfar bliver syg uden at sige det, bange for at blive fyret. Bange for at I går og tumler med noget, jeg slet ikke opdager, fordi jeg er fanget i mit eget. Og jeg er træt af at lade som om, jeg har styr på det hele.
Signe blinkede, så længe på ham.
Du er jo voksen, sagde hun stille. Det skal du jo kunne.
Jeg ved det. Men jeg kan ikke altid.
Lasse løftede hovedet.
Hvad hvis du ikke kan? Hvad så?
Det ved jeg ikke, indrømmede Mads. Måske beder jeg om hjælp.
Hos hvem?
Jer, for eksempel.
Lasse så forskrækket ud.
Men vi er jo børn.
Det er I. Men I er også en del af den her familie. Og nogle gange har jeg brug for, at I fortæller mig sandheden. Ikke bare det går nok, men hvordan det egentlig er.
Signe tegnede mønstre i bordet med fingeren.
Hvorfor skal du vide det?
For ikke at være alene.
Hun løftede blikket, og Mads så noget han ikke havde set før: forståelse.
Jeg er bange for at gå i skole, sagde Lasse pludselig. Der er én fra klassen, der kalder mig dum. Hver dag. Og allesammen griner.
Mads mærkede hjertet krympe.
Hvad hedder han?
Det siger jeg ikke. Så kommer du, og så bliver det værre.
Jeg blander mig ikke. Lover det.
Lasse stirrede skeptisk på ham.
Helt sikkert?
Helt sikkert. Men du skal vide, at du ikke er alene.
Lasse nikkede, kiggede ned.
Jeg har Mikkel. Vi sidder sammen, han er okay.
Godt.
Signe sukkede:
Jeg har ikke lyst til gymnasiet, sagde hun dæmpet. Alle spørger, hvor jeg skal hen, og jeg aner det ikke. Overhovedet ikke. Og det føles som om, jeg ender ingen steder, for jeg er ikke god til noget.
Signe, du er fjorten.
Og hvad så? Alle andre har styr på det. Jeg har ikke.
Det tror du. Men det har de færreste.
Alle, jeg kender, har valgt.
Han var stille.
Da jeg var din alder, ville jeg være geolog. Så skiftede jeg mening. Og så igen. Og nu laver jeg noget helt andet.
Er det godt?
Nogle dage. Andre dage er det svært. Men sådan er livet det må ikke være planlagt til mindste detalje.
Signe nikkede svagt.
Alle siger, man skal vælge.
Man siger en masse. Men det behøver ikke være dine ord.
Hun så pludselig op og smilede næsten.
Du er mærkelig i dag, far.
Jeg gider ikke være rigtig mere.
Lasse trak på smilebåndet.
Må jeg spørge dig om noget?
Ja.
Er du virkelig bange?
Ja.
Og hvad gør du, når du er det?
Mads tænkte lidt.
Jeg står op om morgenen og gør et eller andet. Uanset om det er rigtigt. Bare gør noget.
Lasse nikkede.
Det giver mening.
De sad stille. Mads så på dem og vidste, at han ikke havde løst noget, ikke givet svar, ikke kureret bekymringerne. Men noget var forandret: han havde vist dem, at han ikke kun kunne være ordensmanden, men også bare være menneske og de havde svaret på det.
Nå, sagde Signe og rejste sig. Vi skal lige have taget opvasken.
Jeg hjælper, sagde Lasse straks.
Jeg også, sagde Mads.
De gik i gang. Signe åbnede for vandet, Lasse fandt svampen frem, Mads tog viskestykket. Ingen sagde noget, men stilheden var en anden end før. Den var ikke tom, men fuld.
Da den sidste tallerken var sat til tørre, tørrede Signe hænderne af og så på ham.
Far, må vi godt tale sådan her igen en dag?
Det må vi, sagde han. Når du har lyst.
Hun nikkede og gik. Lasse blev stående lidt.
Tak, fordi du ikke blander dig, sagde han.
Men bliver det helt slemt, så siger du til?
Det lover jeg.
Kom, lad os få lavet den matematik færdig.
De gik ind på Lasses værelse, satte sig sammen på gulvtæppet. Mads tog hæftet, kiggede på opgaverne. Lasse kom tættere, og de begyndte at regne stille, og næsten som de plejede. Men nu vidste Mads, at bag tallene sad en dreng, der var bange, og at han Mads kunne være der ikke kun som den, der kontrollerer, men som ham, der også er bange, og stadig står op hver dag.
Det var ikke meget, men det var en begyndelse.
