TESTAMENTET FRA DEN YNGSTE SØN
Sofie kunne ikke tage blikket væk fra skiltet, hvor der stod “Operationsstuen.” Bogstaverne flød ud for hendes øjne efter timevis af venten, og hjertet bankede vildt. Sofie sad og klemte den røde legetøjstraktor, som var hendes yngste søn Mikkels yndlings en plastiktraktor med skovl. Mikkel havde ellers først ønsket sig en blå traktor, ligesom den i tegnefilmen, men det var hans far, Henning, der havde givet ham denne, og med tiden havde Mikkel holdt uendeligt meget af den.
Endelig dukkede silhuetten af en mand op bag de matterede glasruder, døren blev slået op, og ud trådte en træt læge. Sofie fór op fra bænken og løb ham i møde.
Doktor, hvordan gik det? Hvordan har Mikkel det?
Lægen så ned, mens han tog masken af og sagde stille:
Sofie Madsen, jeg er virkelig ked af det Vi gjorde alt, hvad vi kunne…
***
Sofie lå sammenkrøllet på Mikkels seng. Puden duftede stadig af ham. På spejlet overfor kunne hun stadigvæk ane aftrykket fra hans lille hånd, klistret med kiksestykker. Godt hun ikke havde fået det tørret væk for nu ville han aldrig sætte mærker der mere. Han ville aldrig mere putte sig ind til puden.
Endnu en salt tåre trillede ned ad Sofies ru kind. Sorgen havde brændt hendes hjerte op indefra. Hendes hjerte sundt og rask. Det, Mikkel aldrig fik. Hendes ældste søn, Simon, var stærk og sund. Han var 18 år, gik på Københavns Universitet og klarer sig selv. Men Mikkel… hendes lille sene glæde, som vendte sig til stor sorg. Hele graviditeten havde undersøgelserne vist, at alt var, som det skulle, men kort før fødslen fandt lægerne tilfældigt en svær hjertefejl… Og netop under en større operation gik noget galt. Nu var Mikkel borte…
***
Sofie lukkede øjnene og faldt i en urolig, drømmeløs søvn. Men ligesom alle de sidste dage, befandt hun sig pludselig på en solrig lysning dækket af duftende, farvede blomster. Lidt derfra stod Mikkel, iført sin skjorte med små biler på, hans øjne smilede med den genkendelige glød. I hænderne havde han en stor buket påskeliljer.
Mikkel! Min dreng! råbte Sofie. Men han så overhovedet ikke ud til at høre hende, men løb fingrene gennem blomsterbladene, tænksomt.
Hun løb for at nå ham, armene åbne til et knus. Men uanset hvor hurtigt hun bevægede sig, kom hun aldrig nærmere. Tværtimod, han gled længere væk. Sofie råbte i frustration, rakte efter ham, men kunne ikke røre ham. Så vendte Mikkel sig mod hende, smilede, og opløstes i luften. Kun et slør af påskeliljeblade dalede langsomt mod jorden
Da Sofie nåede stedet, hvor bladene faldt, så hun under fødderne et adresse, lagt med hvide blomster på den grønne eng.
***
En telefonlyd rev hende ud af dagens første søvn. Skærmen lyste: “Simon ringer”.
Ja, skat, hviskede Sofie hæst.
Mor, jeg kommer hjem i dag kan du ikke lave et eller andet lækkert til mig?
Sofie tvang et smil frem. Nok nu. Det er snart tre måneder siden, Mikkel forsvandt, men hun havde stadig Simon. Det var tiden at prøve at komme på benene igen.
Selvfølgelig, skat, hvad har du lyst til? Pandekager måske?
Det ville være for vildt, mor! Jeg er allerede i bussen, vi ses snart!
Simon kom hjem hver weekend for at støtte sine forældre, og selv han mærkede sorgen over lillebrorens tab. Men livet skulle videre, sammen måtte de bære sorgen. Sådan er familien nu engang.
Sofie listede sig op og gjorde sig klar til at gå i køkkenet. Da hun åbnede køleskabet, kunne hun konstatere, at mælken var slut. Hendes mand, Henning, sad bøjet over computeren og lodet på et lille kredsløb. Han kiggede op fra brillerne:
Mangler vi noget? Skal du ud?
Simon ringede. Han er på vej, har bedt om pandekager, sagde Sofie roligt. Der er ikke mere mælk, jeg går selv hen og handler, så får jeg også lidt luft.
Henning hævede øjenbrynene overrasket. “Hun liver op igen,” tænkte han lettet.
Sofie trak en jakke over og gik ud. Forårsluftens friske vind susede i hendes ansigt. Fuglene sang, træernes knopper var lysegrønne og snart fulde af liv. Naturen vågnede efter vinteren. Sofie sukkede. “Mikkel fik aldrig sin femte forår…”
Hun rystede mørket af sig og gik mod supermarkedet.
***
Hun tog mælk, Simons yndlingschokolade, brød og en kylling og gik mod kassen. Pludselig lød et velkendt børnelatter fra en parallel gang mellem reolerne. Sofie stivnede Mikkel havde altid den latter. Hun løb derover, men nåede kun at se en lille skikkelse forsvinde bag butikkens varer. Hun vidste, det var umuligt, men gik alligevel efter figuren og fik væltet en papstand med tilbud på vejen.
Da hun bukkede sig for at rejse reklamen op, opdagede hun med et sæt: adressen fra hendes drøm stod skrevet på standeren med store, røde bogstaver.
Hvad forsøger du at sige mig, Mikkel? hviskede Sofie.
Hun vendte hjem med tankemylder. Dette måtte have en betydning. Mikkel ville fortælle hende noget. Hun besluttede sig for at søge på adressen senere. I dag skulle Simon komme hjem, og hun måtte gøre sit bedste for at være der for ham.
***
Aftenen blev overraskende varm og hyggelig. Sofie kunne endda smile, mens hun lyttede til Simons sjove historier fra studielivet. Han spiste ivrigt, og hun og Henning sad betaget af hans nærvær. Han var deres førstefødte og nu deres eneste barn. Da alle gik til ro, lod Sofie sig glide ind i dyb søvn.
Midt om natten vågnede hun pludselig. Hun havde tydeligt hørt sagte sang fra badeværelset. Hjertet fløj hun kendte Mikkels stemme, umiskendeligt det var hans yndlingssang fra tegnefilmen om den blå traktor…
Vaklende kom Sofie ud af sengen og luskede mod badeværelset, skrækslagen for at skræmme stemmen væk. Hun listede døren op og der var tomt. Tårerne pressede sig på.
“Hvad regnede jeg med? At Mikkel ville stå der? Han er jo borte! Aldrig tilbage!” Hun blev vred på sig selv.
Hun gik hen til håndvasken, skruede vandet op og skyllede sit ansigt med koldt vand. Nej, nu måtte det stoppe. For Henning, for Simon. Hun betragtede sit blege, indsunkne ansigt i spejlet.
I et pludseligt raserianfald gned hun sæbeskum ud over spejlet uden at vide hvorfor. Hun så på sæben, der drev ned, og langsomt dannede bogstaver. Igen, den adresse! En kold rislen gled ned ad ryggen, og hun hørte pludselig Mikkels spæde stemme:
Jeg venter på dig, mor…
***
Kan du ikke sove? spurgte Henning, som var blevet vækket af lyset fra hendes laptop-skærm.
Sofie sad i stolen med computeren på skødet og stirrede tomt på skærmen.
Henning, kom hen. Hvis du føler det samme som mig, så er alt, jeg har oplevet de sidste dage, ikke bare galskab…
Han kom hen til hende, og hans hjerte slog et slag over, da han så billedet af en lille dreng på omtrent fire år.
“Emil Lund, 4 år,” stod der. Begge forældre døde i en ulykke for tre år siden, boede derefter hos sin farmor, indtil hun døde. Emil havde været anbragt på børnehjem de sidste seks måneder.
Denne adresse har fulgt mig i dagevis, forklarede Sofie, det er Mikkel, der sender den
Hun fortalte Henning om drømmen, oplevelsen i supermarkedet, og stødet i badeværelset. Efter lidt betænkning sagde Henning roligt:
Sofie, vi må tage af sted…
***
Anne-Lise, lederen af børnehjemmet, gik forrest gennem den lyse gang og fortalte uden ophør, mens hun førte Sofie og Henning hen mod fællesrummet:
Da Emil kom her, troede vi, at han hurtigt ville finde nye forældre. Han er velfungerende og udviklet, selvom han har mistet så mange. Han har dog aldrig villet i kontakt med dem, der ville adoptere ham. Han siger, at hans rigtige mor og far vil komme efter ham, og at han genkender dem straks. De sidste tre måneder har han haft en usynlig ven, Mikkel kalder han ham. Denne Mikkel sagde for nylig til ham, at nu kommer hans mor og far snart
Sofie og Henning så på hinanden. Kunne deres afdøde søn hjælpe en sorgfuld dreng?
Prøv bare at hilse på ham, måske kan I åbne hans hjerte, sagde Anne-Lise og åbnede døren til legerummet.
Sofie kendte ham med det samme. En lille, spinkel dreng sad mellem de andre, byggede et tårn af klodser og nynnede Mikkels yndlingssang Emil vendte sig pludselig, slap alt, løb direkte hen til dem, og råbte:
Mor! Far! Jeg vidste, I ville komme!!
***
Adoptionen gik hurtigt, takket være Anne-Lises støtte. Hun glædede sig over, at Emil nu åbnede sig overfor Sofie og Henning, især efter at have hørt om Mikkels død. Allerede efter en måned tog Sofie, Henning og Simon ud til hjemmet for at hente Emil hjem for altid. Da de skulle ud ad døren, rev Emil sin hånd ud af Sofies og råbte:
Mor, vent! han vendte sig om og kiggede langt ned ad gangen det er Mikkel. Han vil sige farvel!
Sofies hjerte snørede sig endnu engang men nu var det en lys, kærlig sorg, for hun vidste, hun aldrig glemte Mikkel, men at livet skulle gå videre. Emil og hans sårbare hjerte havde lukket dem ind. Nu måtte hun være stærk for ham.
Emil løb ned i gangen mod vinduet, ventede lidt, og kom løbende tilbage til sin mor, far og storebror. Udenfor vinduet, hvor Emil havde stået, lettede en smuk, hvid due fra tagrenden; den kredsede over deres hoveder, mens de gik hjem sammen.
