Sidste sommer hjemme
Morten ankom onsdag, da solen allerede stod højt på himlen og havde varmet tegltaget så meget, at det knagede i fugerne. Havelågen var faldet af hængslerne for tre år siden; han trådte over den og standsede foran trappen. Tre trindet nederste var helt rådnet. Han satte forsigtigt foden på det andet, testede, om det kunne bære, og gik op.
Inde i huset hang der en gammel, indelukket lugt blandet med duften af mus. Støvet lå i jævnt lag på vindueskarmene, og i hjørnet af stuen havde en edderkop spændt sit spind fra bjælken til vitrineskabet. Morten åbnede vinduet; rammen knirkede modvilligt, og straks strømmede varm lugt af brændenælder og tørret græs ind fra haven. Han gik gennem alle fire værelser og lavede en mental liste: vaske gulve, tjekke brændeovnen, reparere vandhanen i annekset, smide alt ud, der er gået til. Derefter skulle han ringe til Anders, sin mor, og niecerne. Invitere dem: Kom i august, lad os være her en hel måned, som i gamle dage.
I gamle dage det var femogtyve år siden, far stadig levede, og alle samledes her om sommeren. Morten huskede, hvordan de kogte syltetøj i den store kobbergryde, hvordan han og brødrene bar spande med vand op fra brønden, og hvordan mor læste højt på verandaen, når det blev mørkt. Da far døde, flyttede mor ind til byen til lillebroren, og huset blev lukket ned. Siden kom Morten én gang om året for at tjekke, at ingen havde gjort indbrud, og så tog han hjem igen. Men i foråret var der gået noget i ham: han ville prøve at samle det sammen igen. Bare én gang.
Den første uge arbejdede han alene. Rensede skorstenen, skiftede to brædder på trappen, vaskede vinduerne. Han kørte ind til Ribe efter maling og cement og snakkede med en elektriker om at få strømmen igennem. Formanden for bylauget mødte ham foran brugsen og rystede på hovedet:
Hvorfor bruger du tid på det gamle skur, Morten? Du sælger det jo alligevel.
Morten svarede roligt:
Ikke før til efteråret, og så gik han videre.
Anders dukkede op først, lørdag aften, med sin kone og deres to unger. Han steg ud af bilen, kiggede rundt i gården og rynkede på næsen.
Tror du seriøst, vi kan være her en måned?
Tre uger, rettede Morten. Ungerne har godt af frisk luft, og det har du også.
Her er jo ikke engang et bad.
Der er sauna. Jeg tænder op i aften.
Børnene, en dreng på elleve, Emil, og en pige på otte, Katrine, gik trætte hen til gyngen, som Morten havde hængt op i det gamle egetræ dagen før. Anders’ kone, Lene, slæbte en indkøbspose med varer, og Morten hjalp med bagagen. Anders så stadig ikke tilfreds ud, men sagde ikke noget.
Mor kom mandag med nabomanden, der kørte hende i sin lille Fiat. Hun gik ind i stuen, stoppede op og sukkede dybt.
Alt er så småt, sagde hun lavt. Jeg huskede det større.
Du har ikke været her i tredive år, mor.
Toogtredive.
Hun gik ud i det lille køkken og strøg hånden hen over bordpladen.
Her var altid koldt. Far lovede nye radiatorer, men han fik det aldrig gjort.
Morten hørte ingen længsel i hendes stemme, kun træthed. Han skænkede hende te og satte hende på verandaen. Hun kiggede ud i haven og fortalte om, hvor træls det var at bære vand ind, om ondt i ryggen efter at have vasket tøj, om nabosladderen. Morten lyttede og forstod, at huset for hende ikke var noget hjem bare et gammelt sår.
Om aftenen, da mor gik i seng, sad han og Anders ved bålet i haven. Børnene sov, og Lene læste i soverværelset, hvor der kun var elektricitet i den ene ende af huset.
Hvad skal du egentlig det hele for? spurgte Anders og stirrede ind i gløderne.
Jeg ville bare samle os, sagde Morten.
Vi ses jo alligevel til jul og fødselsdage.
Det er ikke det samme.
Anders grinede lavt.
Du er den rene romantiker, Morten. Tror du virkelig, vi kommer tættere på hinanden, bare fordi vi bor her tre uger?
Jeg ved det ikke, indrømmede Morten. Jeg ville bare prøve.
Broren smilede blidt:
Jeg er glad for, du tog initiativet. Men forvent ikke mirakler.
Morten forventede ikke noget men han håbede.
De følgende dage gik med småprojekter. Morten reparerede hegnet, Anders tog fat på taget over udhuset, Emil fandt gamle fiskestænger i skuret og fiskede nede ved åen. Katrine lugede ukrudt med farmor langs det lille bed, Morten havde anlagt i en fart mod sydmuren.
En dag de alle sammen var i gang med at male verandaen, begyndte Lene at grine.
Vi ligner rene kollektivfolk!
De havde da i det mindste en plan, brummede Anders men smilede.
Morten kunne mærke, at stemningen langsomt blev mere afslappet. Om aftenen spiste de middag ved det lange havebord. Mor lavede suppe, Lene bagte ostetærte af lokal kvark fra Brugsen. Snakken gik om småting: hvor man kunne købe myggenet, om det var nødvendigt at slå græsset under vinduerne, om brønden virkede igen.
En aften, mens ungerne sov, sagde mor:
Jeres far ville sælge huset dengang. Allerede året før han døde.
Morten frøs med kaffekoppen i hånden, Anders skulede.
Hvorfor det?
Han var træt. Sagde, huset bandt os fast. Han ville til byen, tættere på sygehuset. Jeg sagde nej. Jeg mente, det var vores arvegods. Vi skændtes. Han fik det aldrig solgt, og så døde han året efter.
Morten satte koppen på bordet.
Bebrejder du dig selv?
Det ved jeg ikke. Jeg er bare træt af det sted. Det minder mig kun om, at jeg fik min vilje, men han nåede aldrig at få ro.
Anders lænede sig tilbage.
Mor, du har aldrig fortalt det før.
I har heller aldrig spurgt.
Morten så på sin mor. Hendes hænder grove og slidte, ryggen lidt bøjet og nu forstod han, at huset var en byrde for hende, ikke en skat.
Måske vi skulle have solgt, sagde han stille.
Måske, nikkede mor. Men I voksede op her. Det betyder noget.
Hvad da?
Hun så på ham.
At I husker, hvem I var. Før livet ændrede alt.
Morten troede ikke helt på det i øjeblikket. Men næste dag, da han med Anders og Emil gik ned til åen, og Emil fangede sin første aborre, så han, hvordan broren lo højt og ægte, mens han klappede sønnen på skulderen. Om aftenen fortalte mor Katrine, hvordan hun lærte deres far at læse netop på den veranda. Morten syntes, hendes stemme rystede mindre, mere som tilgivelse end sorg.
De kørte hjem søndag morgen. Lørdagen før var der sauna, og de sad sammen over teen i haven. Emil spurgte, om de skulle komme igen næste år. Anders kiggede på Morten, men sagde ikke noget.
Morten hjalp med at pakke bilen. Mor gav ham et langt kram.
Tak, fordi jeg måtte komme.
Jeg håbede, det blev bedre.
Det blev godt på sin egen måde.
Anders klappede ham på skulderen.
Sælg, hvis du vil. Jeg har det fint med det.
Vi får se.
Bilen forsvandt over grusvejen, støvet lagde sig. Morten gik ind i huset en sidste gang, samlede resterne af porcelæn sammen, bar affald ud. Lukkede vinduerne, låste dørene. Han fandt den gamle staldlås i skuret og satte den på havelågen. Den var rusten, tung, men holdbar.
Han stod foran haveporten og kiggede på huset. Taget i orden, trappen hel, rene vinduer. Huset så levende ud. Men Morten vidste, det var en illusion. Et hus er kun levende, når der er mennesker i det. I tre uger havde der været liv måske var det nok.
Han satte sig ind i bilen og kørte afsted. I bakspejlet forsvandt taget, skjult af træerne. Bilen bumlede ud ad landevejen, og han tænkte, at han ville ringe til en ejendomsmægler til efteråret. Indtil da indtil da ville han bare huske, hvordan de havde siddet sammen om bordet, hvordan mor lo af Anders vittigheder, hvordan Emil stolt viste sin fisk frem.
Huset havde gjort sit. Det havde samlet dem. Og det var nok til at give slip uden at det gjorde ondt.
