AXENEDE.
For omkring femogtyve år siden, da jeg var ung og uerfaren, besluttede den lokale praktiserende læge, trods alle mine protester, at indlægge mig på den medicinske afdeling.
På det tidspunkt var jeg treogtyve år, og min mand, Mads, var seksogtyve. Mads arbejdede som ingeniør på et udviklingskontor, og jeg var ved at afslutte mine studier på universitetet. Vi havde været gift i to år, men børn stod endnu ikke på agendaen babyudstyr og bleer overlod vi andre.
Jeg betragtede mig selv som den perfekte kone uden nævneværdige fejl. Til gengæld begyndte jeg dag for dag at opdage flere småting hos Mads, som generede mig. For eksempel syntes jeg han brugte alt for meget tid på sin gamle knallert, i stedet for på mig. Jeg var sikker på, at jeg hurtigt ville kunne ændre de ting ved Mads, jeg ikke brød mig om. Men det viste sig, at det var mig selv, der skulle forandre mig.
Efter en hård og intens eksamensperiode sagde min krop stop, og min mave begyndte for alvor at gøre ondt. Jeg havde kvalme, kunne hverken spise eller drikke noget.
“Du skal passe på dig selv, skat,” sagde den gråhårede overlæge, Poul Ebbesen, idet han skubbede sine hornbriller op på næsen. “Sundhed først, tøj må man skifte, men du har kun én mave, Katrine! Ikke et ord mere. Du skal indlægges og undersøges grundigt. Stol på mig nu, kære du. Nu tager mine dygtige kollegaer over.”
Poul rakte mig en henvisning, og grædende traskede jeg hen for at blive indskrevet på hospitalet.
Vi var fire på stuen to kvinder omkring de halvtreds, en ældre dame af ubestemmelig alder med hvidt tørklæde med prikker, og så mig. Den ældre dame hed Gudrun Nielsen, og hvad de to andres navne var, kan jeg ikke længere huske.
Jeg havde overhovedet ikke lyst til at tale med nogen jeg syntes hele verden og især min mand var imod mig. Han havde ikke kæmpet for, at jeg kunne blive behandlet ambulant, og jeg så det som om, han bare ville af med mig.
Med knæene trukket op under mig og ryggen vendt mod væggen, lå jeg på den smalle metalseng, badet i selvmedlidenhed, og bebrejdede alle for mine problemer.
“Tag nu dine beholdere og bøtter igen jeg vil ikke have det her mad,” snerrede jeg af Mads, hver gang han forsøgte at komme med mad til mig.
“Katrine, du burde prøve lægen har sagt, at dampet fisk fra havet er lige præcis det, du har brug for,” svarede Mads tålmodigt, “bare smag lidt! Jeg har lavet kartofler til også bare en skefuld?”
“Nej, lad nu være jeg gider ikke. Giv fisken til gadekattene! Vil de mon overhovedet spise sådan noget skidt?” svarede jeg surt.
Mads sukkede og gik bedrøvet derfra, mens jeg blev endnu mere fornærmet og råbte grimme ord efter ham.
“Kom ikke mere,” sagde jeg hver gang til ham.
Men Mads kom stadig både før og efter arbejde, uanset hvor skrap jeg var. Hver morgen stod der frisk mad, han havde lavet til mig. Han pakkede det i tæpper, så det holdt sig varmt, men jeg satte slet ikke pris på hans tålmodighed eller kærlighed.
Jeg forstår nu, at det må have været hårdt for ham dengang men i øjeblikket var jeg ligeglad.
Piller, indsprøjtninger og dropper gjorde ingen forskel. Jeg blev mere og mere afpillet kindbenene stod ud, store mørke rander under øjnene. De undersøgte mig på kryds og tværs, og så fik jeg diagnosen: kronisk mavekatar. Ikke en alvorlig sygdom, vil nogen mene, men for mig blev det en prøve.
Efter behandlingerne lå jeg blot i sengen og stirrede ud i luften. Ingen opsøgte mig, for jeg udstrålede kun negativitet og det vidste jeg godt, men jeg kunne ikke gøre andet.
En aften tog de to midaldrende kvinder hjem for at sove, og jeg var tilbage sammen med Gudrun.
“Du sover vel ikke, Katrine?” spurgte den gamle dame sagte.
“Nej. Jeg har ondt i maven,” svarede jeg kort og vendte mig bort.
“Ved du hvad, Katrine,” sagde Gudrun blidt, “jeg er på hospitalet tre gange om året bare til kontrol. Jeg har samme problem som dig, kronisk gastritis, som jeg ofte fik styr på derhjemme.”
“Vil du til at holde tale om kost for mig? du behøver ikke bruge tid på det, jeg kender godt alle rådene,” hvæsede jeg.
“Nej, nej, du misforstår, søde,” svarede Gudrun roligt, “jeg vil bare fortælle dig noget, for du minder mig om mig selv for mange år siden.”
Det vakte min nysgerrighed, og jeg vendte mig mod hende.
Hun sad rank på sengen og så på mig med en sådan varme. Trods den lille krumme, spinkle skikkelse strålede hendes klare blå øjne det var nærmest som om, hun glødede indeni.
Jeg huskede, hvordan folk hele tiden dukkede op hos hende. Både patienter og personale de fortalte hende ting, hun lyttede, gav sig tid, nikkede med forståelse og sagde så et par blide ord, der altid fik folk til at forlade stuen enten i tårer eller smil.
Som tak for rådgivning kom tidligere patienter med små ting til hende en pakke småkager, en liter kærnemælk, lidt sjælden skumfidus eller en glas babymos, nogle gange en plade chokolade eller en pose vingummi.
Gudrun takkede altid og gav et kram, og når de gik, tørrede hun ofte et par tårer væk.
“Hvis du vil høre det, Katrine, vil jeg gerne fortælle dig en historie fra mit eget liv,” sagde Gudrun hendes læber smilede, men der lå sorg i blikket, en stor smerte og vemod, der lod mig skamme mig over min egen opførsel.
Hendes ansigt glattes et øjeblik, og hun så pludselig ud som en bange lille pige.
“Undskyld jeg har været grov, Gudrun,” sagde jeg, “jeg vil meget gerne høre dit livs historie.”
“Men tag nu lidt af suppen med kødboller! Den står i tæppet der,” pegede hun.
Næsten mekanisk tog jeg glasset og smagte. Jeg ville til at rynke på næsen, men holdt mig tilbage. Efter første mundfuld holdt min mave op med at knurre og gøre ondt! Jeg spiste over halvdelen og kunne faktisk lide det!
“Var det godt?” spurgte Gudrun, med et glimt øjet.
“Meget,” sagde jeg.
“Men husk, spis kun lidt ad gangen fremover. Din mave skal vænne sig. Og så skal du lære at respektere andre især din mand. Han elsker dig. Skub ham ikke væk og lad vær at blive for kræsen eller sur hele tiden. Nu skal du høre om mig; det har jeg aldrig fortalt før.”
Hun tav, tog en tår te af en blikkrus, blødte en tvebak op i koppen og begyndte:
“Jeg voksede op i en stor familie herhjemme, med syv børn. Min storebror Knud døde barn af tuberkulose, min lillesøster Kirsten døde af tyfus, da jeg var syv. Far arbejdede på fabrik, mor tog sig af hjemmet og børnene hun var fantastisk til at sy, halvdelen af landsbyen gik i tøj, hun havde lavet.”
“Jeg elskede bøger og var god i skolen. Skulle uddannes til folkeskolelærer, og vendte senere hjem nu som ung lærerinde. Alle landsbyens ungkarle vilde fri, men jeg sagde nej til dem alle.”
“‘Føj,’ sagde jeg til min mor, ‘ham Jens skal jeg i hvert fald ikke have en hestepasser! Hvor romantisk er det? Og Erik? Nabodrengen han drikker. Hans? Han er bare en spillemand. Og Peter hyrde? Ved ikke engang hvordan man læser!'”
“Mine forældre prøvede at overtale mig, men det nyttede ikke.”
“En dag fik vi ny skoleleder fra Odense høj, rank, blå øjne. Jeg forelskede mig hovedkulds. Børnene i skolen elskede ham, for han hjalp altid dem, der havde svært ved skole og gjorde det gratis. Ikke så længe efter blev vi gift.”
Gudrun rejste sig, puffede min pude og gik videre:
“Min mor gav mig altid råd: ‘Mild dig, Gudrun lad nu din mand se, du holder af ham, vis lidt taknemmelighed.’ Men jeg ville gøre tingene på min egen måde.”
“Sammen arbejdede vi på skolen, og efter tre år fik vi vores første datter, Signe. Hun var skrøbelig, og lægerne sagde, hun havde dårligt hjerte. Signe døde, da hun var elleve, kort før krigen. Vores anden datter, Birgitte, var sindssygt dygtig smuk og klog og ferm med hænderne.”
“Min mand rejste tit til København til møder, og kom hjem med stof til mor, så hun kunne sy nyt tøj til mig. Jeg var byens modedronning men jeg var aldrig tilfreds. Enten var mønsteret forkert, eller farven for mørk eller for lys. Intet var helt rigtigt. Stakkels min mand kunne aldrig ramme det, jeg ville have.”
“I trediverne ramte hungersnøden. Maden blev delt op i bunker, så den kunne vare hele måneden. Katrine, endnu i dag smider jeg aldrig melon- eller græskarkerner ud.”
“En dag havde vi kun tre kartofler, lidt korn, et løg, en gulerod, nogle kerner, en skefuld svinefedt og en kop rugmel til hele familien. Jeg gemte det hele godt væk, ellers var vi blevet sultet ihjel ligesom vores naboer, der åd alt med det samme og så gik sultne derfra.”
“Bondegårdens mark lige uden for byen var besået med korn, bevogtet konstant. Fristelsen for at samle ax var enorm men frygten for at blive opdaget og straffet ligeså. Men en nat gik vi ud, min mand og jeg, for vi kunne ikke længere bære at se børnenes sultne blikke.”
“Vi sneg os afsted, så ud over vinterskyggerne faldt på marken, og begyndte at samle ax. Men pludselig lyden af hestehove! Det var markopsynsmanden på inspektionsrunde! Vi smed alt hvad vi havde i hænderne og sprang i skjul bag nogle store hyldebuske. Heldigvis så han os ikke!”
“Vi kom hjem med tomme hænder. Men så opdagede jeg, at min nederdel var væk den må være faldet af, da vi flygtede og jeg rystede kornaksene ud af skørtet!”
Gudrun tog en krumme op, og nød smagen, mens jeg lyttede intenst.
“Af frygt begyndte jeg at græde for hvis de fandt mit skørt, som hele byen kendte, ville de vide, hvem jeg var, og så kom jeg i fængsel!”
“Mine børn vågnede, vi græd alle tre. Signe og Birgitte krammede mig, jeg kyssede dem og sagde farvel indvendigt.”
“‘Stille nu,’ sagde min mand. ‘I seng med jer allesammen, eller vækker I naboerne. Når det bliver lyst, skal jeg hente skørtet.’ Jeg lå vågen den nat og så mig selv på en fængselsmadras og børnene som forældreløse.”
“Næste dag hentede min mand nederdelen fra marken han reddede mig ud af kniben.”
Gudrun dæmpede sin stemme:
“Herefter blev jeg en anden hustru mere ydmyg og respektfuld. Han havde fortjent det.”
“Hvordan gik det så?” spurgte jeg.
“Vi klarede os, selvom det var småt med mad. Vi overlevede, ikke mindst med Guds hjælp. Men i 1940 kom krigen. Min mand, Poul, meldte sig frivilligt. Jeg blev alene med Birgitte, og snart besatte tyskerne vores landsby.”
“Jeg nægtede at samarbejde, og de brændte vores hus ned. De de gjorde grusomme ting mod Birgitte, som døde kort efter af rædslerne. Jeg var gravid og mistede barnet af sorg. Vi skulle have haft en lille søn.”
Hun græd pludselig. Tavst lagde jeg armene om hende, og vi sad længe sådan.
Hvad vi snakkede om, kan jeg ikke huske. Men da morgensolen langt om længe ramte vinduet, sagde Gudrun tørt:
“I 43 fik jeg dødsbud om min Poul forsvundet, formodet død. Jeg søgte og rejste fra by til by, boede hvor jeg kunne arbejde som lærer. Da jeg nåede pensionsalderen, hentede min niece mig til København. Hun har en lille etværelses, og her i hospitalet kan jeg både få behandling og give hende lidt seng til overs.”
“Hun elsker søde sager så jeg køber altid chokolade af min pension til hende, og hun bliver glad, som var det diamanter. Men hun synes, jeg ikke skal bruge penge på hende.”
Jeg så på denne skrøbelige men stærke kvinde og undrede mig over, hvor enorme kræfter der kan gemme sig i et lille, træt menneske. Alt det hun havde været igennem, og hun var ikke blevet bitter tværtimod hjalp hun andre. Mig, derimod jeg var stadig utilfreds, selvom jeg havde alt: en kærlig mand og min familie i behold.
Snart blev jeg raskere. Jeg begyndte at spise lidt og lidt oftere, og smerterne holdt op.
Efter et år fik vi vores første søn, Mikkel, og fire år senere fik vi omsider en efterlængtet datter og vi kaldte hende Gudrun.
Siden den dag faldt mit selvbedrag jeg så, hvor god Mads egentlig var for mig. Omsorgsfuld, flittig og tålmodig. Jeg lærte at tage ved lære, skrue ned for kravene og vende blikket indad.
Hver gang jeg bliver vred på Mads, tænker jeg på Gudruns historie om axene og på, hvordan han plejede mig, da jeg var syg. Og når jeg hjælper andre, bliver jeg altid mere glad!
Nogle gange tænker jeg; måske havde jeg ondt i maven dengang, fordi mit sind var lidt for surt. Hvad tror du?
