INGEN KOMMER TIL AT GØRE DIG FORTRÆD
Hvor har du været? spurgte Preben skarpt, da hans kone trådte ind i lejligheden.
Jeg var på arbejde.
Det er jo lørdag i dag!
Ja, men jeg arbejder også om lørdagen.
Arbejder? Vi har jo ingen penge.
Og du arbejder jo slet ikke selv længere
Hold nu kæft, sagde han gennem sammenbidte tænder og gik truende tættere på. Skynd dig ned i Brugsen! Der er jo ikke engang noget at spise herhjemme.
Preben, vi har kun to tusinde kroner tilbage og en uge til næste løn. Du kunne jo prøve at finde et arbejde eller tage nogle timers kørsel med bilen.
Jeg skal da ikke til at lege taxa for dig! Vær glad for, at du overhovedet får lov at bo i min lejlighed, han åbnede døren. Så! Afsted til supermarkedet!
***
Tårerne løb stille ned ad kinderne på Karla. Hvor var det dog uretfærdigt! Var det hendes skyld, at det hele var gået skævt? De havde været gift i fire år. I starten gik det ellers meget godt. Begge familier havde hjulpet til, så de fik købt en toværelses lejlighed i udkanten af Odense. Senere sparede de sammen til en bil ikke noget prangende, men de var glade. Alt blev skrevet i Prebens navn, han var jo manden i huset. Karlas forældre boede ude på landet, men de bidrog også med deres del.
Preben havde lille erhverv sammen med sin far. Det var ikke store penge, men det var til at holde ud. Men Preben begyndte at få store idéer, ville være noget større og mistede det hele på sin stolthed. Han skændtes med faren og har nu ikke arbejdet det sidste år. Bare venter, som om lykken en dag dumper ned fra himlen.
Nu var skænderierne hverdag, og han var begyndt at skubbe hende rundt. Karla sled med seks lange arbejdsdage om ugen, pengene strakte ikke, og manden skældte ud som om det hele var hendes skyld. Hun havde tænkt på at tage hjem til sine forældre på landet men begge hendes yngre søstre boede der stadig, så hvordan skulle hun dog også kunne bo der?
***
Hun tørrede øjnene, da hun gik ud ad opgangen, og begyndte at gå mod supermarkedet. Ikke det nærmeste, men det længere væk, hvor varerne var billigere, og hun havde heller ikke ligefrem travlt med at komme hjem igen.
Ved parkeringspladsen udenfor et af supermarkederne standsede en stor firehjulstrækker. Ud trådte en mand med lidt besvær.
Karla! lød det med glæde.
Hun drejede straks hovedet.
Viktor!
Det var hendes gamle klassekammerat. Viktor havde siden barndommen haft problemer med arme og ben hun huskede tydeligt, hvordan hans skolegang ofte blev afbrudt af lange hospitalsophold. Drengene gjorde grin med ham, men han gav ikke op. Han var ikke bare den bedste i klassen, men også på hele skolen. Og efter hver behandlingsrunde blev hans gang bedre, og da de efter 11. klasse skulle have guldmedalje ved afgangseksamen, gik han selv lidt haltende, men stolt.
Nu steg han smilende ud af sin flotte bil og gik hen imod hende.
Karla, er det virkelig dig? Du dukkede ikke op til klassefesten for to år siden. Julie sagde ellers, hun havde ringet?
Det var lidt svært, svarede hun, uden overbevisning.
Skal du handle? Jeg mangler også lidt.
Han lagde hånden let på hendes arm og trak hende mod det fine supermarked det, hun ikke havde tænkt sig at gå ind i, for varerne dér var for dyre. Han opfattede straks hendes tøven og kiggede nærmere på hende.
Karla
Nej, Viktor, jeg går ikke ind i det her supermarked. Undskyld.
Hun slap hans hånd og gik videre mod Remaen længere nede ad gaden.
***
Hun købte, hvad hun havde råd til, vejede kronerne nøje i hånden. Da hun kom ud igen, ventede Viktor ved bilen.
Beslutsomt tog han hendes hånd, åbnede døren og sagde:
Sæt dig ind!
Hun gjorde som han sagde, og han satte sig også ind.
Fortæl mig, hvad der er galt.
Hun begyndte at snøfte og så væltede ordene ud, alt blev fortalt.
Så forlad ham det er da enkelt!
Jamen, hvor skulle jeg tage hen? Alt står jo i hans navn.
Karla, jeg er byens bedste advokat. Det er ligegyldigt, hvad der står på papiret halvdelen er din. Han tog sin telefon frem. Sig mig dit nummer.
Hun tastede nummeret, og straks ringede hans telefon hende op.
Nu er det lørdag. På mandag søger du om skilsmisse. Jeg guider dig hele vejen. Han startede bilen. Jeg kører dig hjem. Hvor bor du?
På H.C. Andersens Vej, tæt på posthuset.
Jeg flyttede for nylig over i det nye byggeri derovre, han pegede mod en moderne ejendom.
***
De standsede foran Karlas opgang. Viktor steg ud, åbnede døren for hende.
Fast beslutning, Karla! Jeg ringer til dig mandag. Og hvis der opstår noget i weekenden, så ring til mig straks.
Viktor, jeg er bange for ham!
Du skal ikke være bange han smilede trygt til hende.
***
Hun kom ind i lejligheden, hvor Preben straks stormede ud i entreen.
Nå, hvem var det, du kørte med i bil?
Preben, det var bare en gammel klassekammerat.
Manden er sulten herhjemme, og du ruller rundt i bil i stedet
Så kom de grove gloser og et slag.
Karla tabte posen med varer og løb, grædende og forpint, ud af lejligheden. Hun skyndte sig ned ad trappen og løb lige ind i Viktor, som stadig ventede udenfor.
Sæt dig ind! sagde han bestemt, åbnede døren, satte hende ind og bilen kørte.
***
Hun kom først til sig selv igen, da han trak hende op i sin rummelige lejlighed.
Viktor, hvor har du taget mig hen?
Det er min lejlighed. Her er der ingen, der rører dig. Jeg bor alene.
I det samme spillede hendes mobil en melodi Preben råbte allerede.
Hvor har du været?
Nu fulgte endnu flere skældsord. Viktor tog telefonen fra hende og svarede roligt:
Karla søger om skilsmisse. Lejligheden bliver hendes
Hvad?! Hvem fanden er du?
Bliver du ved med at genere hende, ordner vi det ved retten.
Hvem tror du, du er?
Jeg har sagt, hvad jeg har at sige.
Viktor slukkede opkaldet og gav hende telefonen. Hun græd stadig.
Så, Karla, ro på! Gå ud og vask ansigtet vi skal have frokost.
Imens hun var på badeværelset, satte Viktor vand over til te og lavede et opkald.
***
Efter en halvtrist frokost sagde Viktor fast:
Vi må få talt ud med din mand.
Nej, hun rystede på hovedet, bange Jeg tør ikke!
Karla, han smilede opmuntrende, det bliver efter dine ønsker.
Foran hendes opgang holdt nu en politibil. En betjent steg ud og hilste på Viktor.
Hr. Bremsen vi er klar.
De hilste, og Karla blev sat ind i bilen.
***
Efter et par minutter bankede de på døren til hendes lejlighed.
Hvem fanden banker, lød Prebens arrogante stemme, da han åbnede døren.
Preben Mikkelsen? spurgte betjenten.
Ja.
Jeg har et par spørgsmål.
Preben sendte Karla et hadsk blik og sagde modvilligt:
Kom ind!
Betjenten og Viktor satte sig ved spisebordet, og betjenten begyndte at skrive rapport.
Karla, pakk dine vigtigste ting og få dokumenterne med, sagde Viktor roligt, men bestemt. Hun følte sig for første gang længe beskyttet og på vej mod noget bedre.
Hun samlede rutinemæssigt sine ting sammen og gav dem Viktor, som smilede varmt og trygt til hende. Hun begyndte at pakke sine ejendele. Tankerne fløj men hun vidste, det ikke kunne blive værre, og måske bankede lykken endelig på. Måske.
Hr. Bremsen, jeg er færdig, sagde betjenten og rejste sig.
Godt. Lad mig lige tale med Preben alene.
Betjenten gik ud.
Preben på mandag søger din kone om skilsmisse. Du skal selv skrive under. I har ingen børn, så det er en formsag. Alt deles lige.
Hvad hvis jeg ikke vil skilles? Preben smilede skævt. Alt er mit.
Så sender Karla sagen videre til retten skilsmisse, deling af alt, og ikke mindst anmeldelse af vold. Jeg leder advokatforeningen her i byen retfærdigheden skal ske fyldest.
Jeg taler med min kone alene i aften, og så bestemmer jeg, snerrede Preben.
Det bestemmer du ikke. Hvis du tvinger hende, sørger jeg for, at du tilbringer weekenden bag tremmer, og hun bliver boende her alene. Skal vi gøre det?
Nej, hun kan bare gå, mumlede han efter et øjeblik.
Fint. På mandag kommer jeg og henter jer begge, så går vi på rådhuset.
***
Midlertidig oplyst begyndte Karlas telefon at spille. Hun smilede første gang i flere måneder mor ringede! Siden bruddet med Preben havde forholdet til forældrene været anstrengt. De husede ingen skilsmisser; de havde været gift i over 25 år uden et ondt ord.
Hej mor! råbte hun glad.
Hej, min pige Men morens stemme var tung.
Hvad er der galt, mor? Hvorfor lyder du så trist?
Så du er lykkelig for din skilsmisse, ser det ud til.
Ja, mor. Jeg er faktisk glad!
Det må du selv om du skal jo leve dit eget liv.
Hvorfor ringer du egentlig?
Din søster, Oline, vil også giftes.
Med hvem?
Med en bydreng. Han vil flytte hertil, men har hverken hus eller penge kun kærlighed. Hans forældre bor i en treværelses med sønnen stadig boende hjemme. De ville gerne splejse til en lille lejlighed til dem i Odense, men ingen stor fest. Oline mumler og er ikke glad.
De kan bo i min midlertidigt, til vi ser, hvordan det går.
Karla, hvordan vil du da selv bo?
Mor, nu lød pigens stemme for første gang virkelig lykkelig jeg skal giftes igen.
Du er knapt blevet skilt
Jeg sværger denne gang for altid! Han hedder Viktor. Og jeg elsker ham sådan.
